Det danske magasin i Spanien
John Lundskov takker af

Planen var maksimum fem år. Det blev til næsten 16.

Da John Lundskov Larsen i 1994 takkede ja til tilbuddet om posten som direktør for Danske Banks afdeling i Sydspanien og flyttede hertil sammen med sin hustru, Connie, og parrets to halvvoksne drenge, mente familien, at de nok ville være her i fire, måske fem år. At det så blev til næsten 16 år skyldes, at familien trivedes og at det var gode tider i forretningen, Danske Bank.
I slutningen af 2008 lukkede Danske Bank som bekendt sin afdeling i Mijas, og i midten af maj i år flytter John og Connie tilbage til Danmark.
”Både privat og arbejdsmæssigt har det været nogle fantastiske år. Det har været gode tider, og banken har været tilfreds. Det samme har min familie og jeg, hvilket også har været på grund af en stor vennekreds opbygget qua kontaktfladen i banken samt alle vores fritidsaktiviteter. Med andre ord trivedes vi godt, og så gik tiden,” fortæller John .
Connie mente heller ikke, at det hastede med at rejse herfra. ”Jeg havde nogle repræsentative funktioner med banken, og ellers gik min tid med foreningen Diwa, yoga, tennis, golf og bridge, ligesom jeg også læste spansk,” siger Connie, der forlod en stilling som lægesekretær på universitetshospitalet i Odense for at kunne følge med gemalen.
Parrets to sønner flyttede også med. Det var hårdt for de to drenge, der da var hhv. 14 og 18 år gamle, erkender forældrene. ”De gik i skole på Sunny View i Torremolinos, der i 1994 var én af de få internationale skoler, der fandtes. Den ældste boede hos os i to år, den yngste i fire, og det var virkelig en god tid for hele familien; den ville vi ikke have undværet,” fortsætter Connie, der i 1973 mødte John i Bruxelles, hvor hun blev udstationeret kort efter, at Danmark blev medlem af EF, og hvor han havde en stilling i NATO. I fritiden spillede han håndbold og var træner for damehåndboldholdet for ansatte i EF, som Connie spillede på – og det var så det.

Vejen til Costa del Sol
John Lundskov kom i 1966 i lære som bankmand i en lokalbank på Sjælland, i 1976 startede han i Provinsbanken, som efter fusionen med Den Danske Bank i 1990 blev til Danske Bank.
”Egentlig har jeg aldrig arbejdet som almindelig bankmand i Danmark,” smiler John og fortsætter: ”Efter Bruxelles, og inden familien kom hertil, havde jeg i 10 år haft ansvaret for Provinsbankens virke i Mellemøsten, hvilket indebar mange rejseaktiviteter. Jeg underviste også på Center for Mellemøststudier på Odense Universitet i finansiering af dansk eksport til Mellemøsten.
I forbindelse med mit arbejde besøgte jeg alle lande i Mellemøsten, den eneste undtagelse værende Libanon, hvor der jo i disse år ikke var forretningsmuligheder på grund af krigen,” mindes han.
”Da fusionen mellem Provinsbanken og Den Danske Bank kom i stand, blev mange stillinger naturligvis centraliseret, og jeg blev tilbudt forskellige poster i organisationen. Eftersom jeg havde erfaring med arbejde i udlandet og både Connie og jeg kunne lide det internationale liv, tilkendegav jeg interesse for at blive udstationeret. Jeg tænkte primært på en stilling indenfor erhverv, som jeg havde arbejdet med i mange år og et af de steder, hvor banken havde en filial, der specialiserede sig indenfor det område, hvilket ville sige London, Singapore eller New York,” siger John.
Men da han i sommeren 1994 blev spurgt, om han havde interesse i at blive ansvarlig for afdelingen på Costa del Sol, nærmere betegnet kontoret i Centro Idea, hvor sagen ikke handlede om erhverv, men udelukkende om private kunder, holdt familien Lundskov råd, og svaret blev ja.
”Jeg tog det naturligvis som en udfordring, og når jeg tænker over det, er der ikke den store forskel på arbejdet med erhvervskunder og private personers formueforvaltning,” fortsætter John, der også har glædet sig over de mange gange, han her er løbet ind i tidligere erhvervskunder. ”Det har givet anledning til nogle sjove episoder, når jeg pludselig sad over for en kunde, som jeg havde arbejdet med i erhvervsmæssige spørgsmål, og nu skulle tage mig af hans eller hendes private økonomi.”
For at afvikle Danske Banks kontor i Spanien var John ansat frem til juni sidste år.

Og retur
Efter John blev informeret om lukningen af kontoret, startede parrets spekulationer om, hvorvidt de ville blive eller flytte tilbage til Danmark. Drengene, der i mellemtiden er blevet voksne, bor begge i København med deres familie, og muligheden for at være nærmere dem kom til at veje tungest på vægtskålen.
Parret har derfor købt hus i Bjæverskov, ca. 40 kilometer syd for København, og den 15. maj sendes flyttelæsset mod nord.
”Vi har haft en dejlig tilværelse her. Vi har set meget af landet – det meste af Andalusien, Baskerlandet, Galicien, Santiago de Compostela og storbyerne – og har også på den måde udnyttet opholdet,” siger Connie.
”Vi kommer helt klart til at savne vores omgangskreds. Også den vidunderlige livsstil med sene måltider på terrassen, det altid pulserende liv i byen, Chirinquitoerne på stranden, golf, tennis hele året og alt det andet,” siger John, som alligevel trøster sig: ”Vi kommer til at bo tæt på Kastrup og lufthavnen, så vi kan jo altid bare tage af sted igen.”

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.