– og syng med på Living Next Door To Alice!
Nu kommer det legendariske, engelske rockband, Smokie, til Fuengirola, hvor de giver koncert på den smukke borg Castillo Sohail. Så køb din billet allerede nu og få årets koncertoplevelse med masser af god energi og alle de kendte hits.
Smokie turnérer verden rundt og er stadig på toppen, selvom bandet har 35 imponerende år på bagen.
Den originale lyd er så karakteristisk, at den har holdt bandet på toppen af poppen (rocken) i mere end 20 år – og Smokie er still going strong og holder koncerter verden over. Smokies lyd er også omdrejningspunktet hos mange fans, hvor det ikke blot er numrene, de kan lide, men Smokie i det hele taget. Smokie selv siger, at lyden er som fastfood-kæden Kentucky Fried Chickens opskrift: Hemmelig.
Hvem kan ikke nikke genkendende til klassikeren og hittet ”Living Next Door To Alice”, der i midten af 1990’erne blev til ”Who The F… Is Alice”, der også blev et kæmpehit, for ikke at nævne ”Oh Carol”, ”Needles and Pins” og ”Lay Back In The Arms Of Someone”, blandt mange andre store hits gennem årene.
Til Smokies koncerter er du altid garanteret et festfyrværkeri af lys, lyd og god stemning samt en oplevelse af bandmedlemmernes mangeårige kammeratskab og store passion for musikken. Også sammenholdet mellem og glæden hos de mange glade fans, der overgiver sig til Smokies lyd, vil du opleve.
Alderen trykker ikke hos bandmedlemmerne, nærmere tværtimod, og som keyboardspiller Martin Bullard udtrykker det: “Actually it is more and more fun to play, when you get older. For the simple reason that you get better over the years”.
I Fuengirola kan du opleve Smokie give koncert i det smukke, stemningsfyldte arabiske Castillo Sohail lørdag den 8. maj 2010. Dørene åbnes kl. 19.00 og koncerten begynder kl. 21.00.
Historien bag ’lyden’
De første spæde skridt til dannelsen af Smokie, blev taget i en skolegård i West Yorkshire, hvor nuværende bassist Terry Uttley sammen med Alan Silson og Chris Norman delte passionen for musikken i deres band, dog med skiftende navne. Succesen lod vente på sig, men i 1973 hookede bandet, der på det tidspunkt kaldte sig ”Kindness”, op med Peter Noose fra det succesfulde band Herman’s Hermits, og et års turné stod for døren. Denne turné førte dog ikke bandet til umiddelbar succes, før i 1974, hvor de endelig kunne skrive under på en kontrakt hos det engelske pladeselskab RAK, som også havde bl.a. Herman’s Hermits og Suzi Quatro i hus. Bandet ’Smokey’, der nu bestod af Terry Uttley, Alan Silson, Chris Norman og Pete Spencer, var en realitet og den første single, der røg ind på den engelske hitlistes top 3, var ”If You Think You Know How To Love Me”, der solgte i millioner verden over. ’Smokey’ blev dog hurtigt ændret til Smokie, da soullegenden Smokey Robinson mente, at det mindede for meget om hans navn og ville forvirre fansene.
Efter fem år på alverdens landeveje besluttede bandmedlemmerne at gå hver til sit. Denne pause varede dog kun fire år, og i 1986 var Smokie atter gendannet ved en velgørenhedskoncert, og succesen fortsatte. Efter turneer i bl.a. Europa og Australien, besluttede forsanger Chris Norman at forlade Smokie for at passe sin spirende solokarriere. Smokie stod nu uden forsanger, men snart blev bandet fuldtalligt igen med Alan Barton som forsanger og på guitar, Terry Uttley vokal og bas, Alan Silson vokal og guitar, Martin Bullard på keyboard samt Steve Pinnell på trommer og percussion. I 1989 oplevede Smokie kæmpe succes med hitalbummet ”Boulevard Of Broken Dreams”, der i Norge lå nummer 1 i hele 10 uger. Smokies originale lyd var skabt, og bandet spillede udsolgte koncerter. I 1995 oplevede bandet, under én af deres turneer, en stor tragedie, idet forsangeren Alan Barton omkom i en trafikulykke.
Fansene var én af grundene til, at Smokie ikke kunne gå i stå, og bandet fortsatte med den nuværende forsanger Mike Craft, som i 1995 sang ”Who The F… Is Alice” til tops på hitlisterne og solgte mere end 200.000 eksemplarer. I 1996 tog guitarist Alan Silson beslutningen om at forlade Smokie, og i stedet fik bandet den nuværende guitarist Mick Connell.
Succesen vil ingen ende tage for de fem engelske musikere, og i 2003 udkom Smokie med en cd boks, ”The Hit Box”, der indeholder 10 cd’er med numre fra 1970’erne og frem til 2003 og den blev så populær, at den fik guld og platin i Skandinavien. Lige siden har Smokie fået endnu flere trofaste fans i Skandinavien, og disse bliver altid tilgodeset i Smokies koncertplan, hvor Smokie, på deres europaturneer altid spiller mange koncerter i Danmark, sidst i 2009 og igen denne sommer.
At Smokie lever for musikken og deres fans, kom også til udtryk i 2008, hvor de udgav det seneste album fyldt med nye numre og gamle klassikere, som med det samme røg ind på den danske top 10-albumhitliste. Smokie har solgt platin i mere end fire årtier, solgt deres musik i flere end 30 millioner eksemplarer og optræder 150-200 gange om året for op imod tre millioner mennesker. I 2010 er Smokie klar med endnu et album, der vil være spækket med god musik.
Lyt til Smokies musik
På Smokies officielle hjemmeside kan du finde meget mere information om Smokie, links til fansider og lytte til deres musik www.smokie.co.uk, på www.youtube.com kan du finde koncertvideoer med Smokie og på www.smokie-spain.com finder du alt om koncerten i Fuengirola, billetinfo, rabatter, etc.
Castillo Sohail
Den smukke arabiske borg står om aftenen smukt oplyst på en bakketop ved floden. Borgen har, på grund af sin placering ved havet, været angrebet og besat utallige gange i tidens løb, bl.a. af pirater og Napoleons tropper. I 1978, efter en større renovering af ruinerne, blev borgen erklæret for et historisk monument. Castillo Sohail er i dag ejet af Fuengirola kommune, som har besluttet at anvende borgen til musikalske arrangementer. I 2002 påbegyndtes projektet ”Parque del Castillo”, der har til formål at anlægge store grønne områder med arkæologiske udgravninger samt parkeringspladser til de mange besøgende.
På følgende link kan du se borgen og koncertområdet i 3D http://sketchup.google.com/3dwarehouse/details?mid=9e63e6a191bc34d1a518e33aa6f019af .
Billetinfo
Koncerten afholdes lørdag den 8. maj kl. 21.00 under åben himmel på Castillo Sohail i Fuengirola. Dørene åbnes kl. 19.00.Billetter til ståpladser koster 40 euro og siddepladser koster 50 euro. Køb din billet inden den 1. april og få ståplads for kun 30 euro og siddeplads for kun 40 euro. Billetter kan købes hos
Fuengirola: Café Copenhagen – Holger Danske – UniOptica –
Vitamina (Centro Idea) – Frisør Hair Inspiración (Euromarket)
Arroyo de la Miel: Frisør Kazzi
Marbella: Handelsbanken (Centro Plaza)
Torre del Mar: Muebles Piramides
Almuñecar: Café Rosa
VIP-billetter
Vil du have ekstra luksus på første parket, så skal du købe en VIP-billet, der inkluderer let buffet og fri champagne, drinks, øl, vand og vin under hele koncerten. I VIP-loungen kan du hygge dig i hvide, bløde sofaer og nyde Castillo Sohails bedste placering, i samme højde som scenen, så du som VIP-gæst er garanteret frit udsyn til koncerten. Der er kun 150 VIP-pladser – for at sikre disse gæster god plads og super service.
Afterparty
Efter koncerten vil der være stort afterparty med al den bedste musik fra 80’erne og 90’erne, flotte dansepiger og fyrværkeri. Dette er inkluderet i billetprisen og vil også foregå på Castillo Sohail.
Trommeslager i Smokie, Steve Pinnell, om hvorfor vi skal gå til Smokies koncert:
”Smokie er altid 100 % live, alt hvad du hører til vores koncerter, er live. Alle kan synge eller fløjte med på vores sange, og det er det, folk gerne vil have: Sange de kan genkende og kan synge med på. Der er også altid en god atmosfære mellem os på scenen og publikum, og vi gør bare det, vi godt kan lide, og forsøger at skabe en fest til alle vores koncerter”.
Bassist i Smokie, Terry Uttley, lover publikum, at ”Living Next Door To Alice” og ”Oh Carol” vil blive spillet til koncerten:
”Ja, vi vil spille alt og lidt mere til. Vi har jo efterhånden rigtig meget materiale, så det vil blive en blanding af nyt og gammelt”.
Du kan læse meget mere om koncerten i La Danesa april, bl.a. eksklusive interviews med Terry Uttley og Steve Pinnell fra Smokie. Sidstnævnte bor, ligesom os, her i Spanien…
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001