En ubæredygtig økonomisk strategi

En ubæredygtig økonomisk strategi

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Statsminister José Luis Zapatero

Regeringen har fremlagt sin plan for det nye års økonomiske genvinding. En plan, der dog snarere sigter mod 2020 og ikke, som tiltrængt, 2010.

I december fremlagde statsminister José Luis Zapatero regeringens vision for det nye år og det nye årti. Estrategia de la Econimía Sostenible (bæredygtig økonomisk strategi) bliver den kaldt.
"Sostenible" er det nye hit-ord. Det er måske meget imponerende, at regeringen kan skabe en lingvistisk trend, men det er ganske enkelt ikke godt nok at smide smarte udtryk omkring sig og tale om noget, der måske, måske ikke, kan forbedre beskæftigelsen og økonomien i 2020.
Det syntes i hvert fald at være konsensus blandt de 3.868.946, der denne dag i december stod uden arbejde og de godt 300.000 arbejdsgivere og selvstændige, der sidste år trak det sidste pust.
Samtidig var kassen for årets tredje kvartal netop gjort op, og Spaniens bruttonationalprodukt var faldet for sjette kvartal i træk, denne gang med 0,3 procent. Selvom tallene i andre europæiske lande, f.eks. Tyskland, Italien og Storbritannien, var værre, så eksperter bekymret mod Spanien, som allerede før krisen for alvor satte ind, var bagud på grund af byggestoppet, og derfor, og på grund af den høje arbejdsløshed, vil være længere om at komme ud i den anden ende.
"Den økonomiske genvinding er i gang," insisterede statsministeren dog under fremlæggelsen af den nye plan.
"Det går bedre end for et år siden," tillagde vicestatsminister María Teresa de la Vega, som måtte have glemt, at vi for et år siden kunne rapportere, at tre millioner var arbejdsløse. Det tal syntes dengang skræmmende.
"Det er på ingen måde den vidtgående, ambitiøse og presserende reform, som Spanien har brug for," udtalte kilder i Banco de España senere til El Mundo.
"En fantasi," beskrev oppositionsleder Mariano Rajoy den ikke uventet i samme avis.

Og så alligevel ikke
Strategien, der også burde beskrives som et sæt visioner, indeholder ikke denne gang en række hjælpepakker, men alligevel flere nyheder omkring bevarelse af atomkraftværkerne, større gennemsigtighed med topchefers lønninger og ambitiøse planer for miljøvenlig energi, bioteknologi m.v.
Et forbud mod at downloade musik og film fra visse internetsites var også i denne pakke, men som José María Cassascal skriver i dagbladet ABC: "Hvad gør downloads fra internettet i denne nye lov?"
Det som mange dog ventede på, var, om Zapatero ville tale om at reformere arbejdsmarkedslovgivningen. Det gjorde han, men det var ikke de nødvendige og presserende reformer, han havde i tankerne. Arbejdsmarkedsloven dikterer i dag, at en virksomhed, som ønsker at afskedige en medarbejder, skal kompensere med mellem 30 og 45 dages løn for hvert ansættelsesår, beregnet ud fra det aktuelle lønniveau. Det var derimod en ny ordning omkring kollektive aftaler og muligheder for ansatte at gå på deltid, hvorefter regeringen vil kompensere for forskellen. Det er en model, der har virket godt i Tyskland, men her er arbejdsløsheden på omkring otte procent, og som den ansvarlige for arbejdsmarkedspolitik i OECD, Stefano Scarpetta, ved årets udgang udtalte til nyhedsmagasinet Time, så er det kun en måde at pynte på tallene. "At holde antallet af arbejdsløse nede for enhver pris, udskyder måske bare det uundgåelige," sagde han.
"Regeringen er ikke parat til at formindske arbejdstagernes rettigheder eller nedsætte prisen for afskedigelser," fastslog Zapatero.
"Han har knust arbejdstagernes vigtigste rettighed, som er et arbejde," mente Rajoy, der i sin konservative natur altid har talt for en ændring på dette område. Dermed mener han ikke nødvendigst, at arbejdsgivere skal kunne fyre frit fra hoften, men at der bør være en bedre balance mellem dem, der har en kontrakt og over halvdelen af arbejdstagerne, der har en contrato de basura.
Ansatte med disse korte kontrakter var da også de første til at ryge ud, da krisen satte ind, hvilket, mener økonomiminister Elana Salgado, giver markedet fleksibilitet. Sandheden er snarere, at det skader effektiviteten, da medarbejdere ryger ud, før de når at finde kantinen, og dem, der er på faste kontrakter, beskyttes.
Stefano Scarpetta anbefaler den danske model, hvor afskedigelser ikke koster arbejdsgiverne alverden, men hvor arbejdstagerne i stedet kan forvente fornuftig understøttelse.

Virksomhedernes nedtur
Nettooverskuddet blandt landets samlede virksomheder (banker ikke medregnet) faldt de første ni måneder af 2009 med 21,8 procent. Til sammenligning var faldet 1,3 procent i samme periode af 2008. Nationalbanken tilskriver sidste års nedtur et fald i omsætningen på 13,1 procent.
Flere firmaer støder også på grund, fordi bankerne på trods af regeringens opmuntring (inklusive flere stimuluspakker) for det modsatte, har klappet kassen i og nægter i for mange tilfælde at give lån eller kassekredit.
Det nytter som bekendt ikke at klippe den skaldede, og det har selv den socialistiske regering indset, så fremover sænkes selskabsskat fra 25 til 20 procent. Denne rabat gives dog kun til firmaer, der bibeholder antallet af ansatte og som ikke har en omsætning på over fem millioner euro. Ingen tør give et bud på effekten.

Evighedsansættelser i EU S.L.
Regeringens politik virker ellers nærmest 1980’er-agtig, men Spanien er ikke alene om den socialistiske retro. Frankrigs konservative præsident, Nicolas Sarkozy, brugte sidste år på at kritisere kapitalismen, Italiens finansminister, Giulio Tremonti, har lovprist garanterede livstidsansættelser, og formand for EU-kommissionen, José Manuel Barroso har erklæret, at arbejdstagernes rettigheder og "social sameksistens" var Europas første prioritet.
De samme politikere havde tidligere ment, at de frie markedskræfter var vejen frem for at vedligeholde Europas dynamiske økonomi, men nu lader det til, at staten, eller staterne, er tilbage som magtfaktorer på markedspladsen.
Men det er ikke kun regeringsledere, men borgerne, som mener, at det frie marked har slået fejl. BBC foretog i slutningen af 2009 en undersøgelse i 27 lande, hvori kun 11 procent af de adspurgte svarede, at kapitalismen fungerer godt. I Frankrig satte 43 procent flueben i boksen "fatalt mangelfuld". I stedet skyder en venstrefløjs, økologisk – eller som Zapatero ville sige: bæredygtig – filosofi frem, der sætter spørgsmål ved, om kapitalismen egentlig er til det fælles gode.

Rasler med bøssen
Pengene skal som altid komme et sted fra. Og regeringen er ude med bøssen.
Skattevæsenet anslår, at der i 2009 blev indbetalt omkring 30 procent mindre skat end året inden, og derfor har regeringen bedt om "solidaritet". Det anslås, at alle kommer til at betale mindst 500 euro mere i 2010. Det er rundt regnet halvdelen af en månedlig mindsteløn.
IVA-satserne er også blevet flyttet. Dette træder i kraft den 1. juli, hvor taksten på 16 procent øges til 18, og den som i øjeblikket hedder syv vil stige til otte. Satsen på fire procent forbliver den samme.
Som bekendt ryger kapitalvindingsskatten op fra 18 til 21 procent, og så er rabatten på 400 euro allerede et fortidslevn. Fra 2011 vil det desuden ikke længere være muligt at trække boliglån fra i skat.
Skatterne stiger og derfor forventes forbruget at falde. Så hvor skal opsvinget komme fra? Måske fra de øvrige europæiske lande, som to tredjedele af Spaniens eksport går til, men det virkelige opsving vil først komme, når landet selv er parat til at indføre de nødvendige ændringer.

Efter 2010
Af de 1,7 millioner mennesker, som siden 2007 er blevet arbejdsløse, var omkring 900.000 beskæftiget i byggesektoren. Mange gik ind i branchen, hvor der var hurtige euro at tjene, i stedet for at tage en videregående uddannelse eller en uddannelse overhovedet.
Derfor mener Zapatero nu, at byggeboomet bærer en del af det økonomiske kors. Den kan han måske lægge ved fødderne på oppositionen, da boomet startede under PP, men som El País skriver i en leder, så er der ikke noget mindre produktivt end den evindelige mudderkastning mellem de to partier.
Problemerne skyldes givetvist, at alt blev satset på den store murstensfest, og at man i rusen glemte at tænke på andre, innovative og højteknologiske sektorer, men også de mere traditionelle områder er faldet bagud. Selv oliven, af hvilke Spaniens er verdens førende producent, tjener italienske mellemmænd flere penge på end spanierne.
Regeringen ønsker, at flere unge fremover søger ind på landets universiteter, at der satses på højteknologi og grønne energikilder. Iberdrola mener, at 20 procent af elforsyningen i 2020 vil komme fra vedvarende energikilder – i dag ligger dette tal på 12,3 procent, og at sektoren vil generere en million arbejdspladser. Skeptikere mener dog ikke, at man kan diktere dette, men at ændringer skal komme indefra.
Mere produktivt er snakken i Senatet, hvor man er begyndt at drøfte mulighederne for besparelser på det offentliges budget. Dette monster tæller én stat, 17 regioner, 52 provinser og 8.111 kommuner, hvor der bruges megen tid på at mele egne kager (f.eks. Chaves og Mantsa-sagen), og korruptionen er astronomisk og antallet af offentligt ansatte er nu godt tre millioner, over 19 procent af arbejdsstyrken.
Besparelser indenfor det offentlige ville måske være en spandfuld i havet, men det kunne være med til at stimulere tilliden til statsapparaterne og give håb om initiativer fra og højere moral blandt befolkningen, der deler ansvaret med regeringen for, at 2010 bliver bedre end det forgangne år.


Guldfeber
Mellem 2005 og 2007 solgte regeringen 133 tons af landets guld, hvilket svarede til en tredjedel af dets reserver.
Økonomiministeriet anså dengang, at de godt 3,4 milliarder euro, man fik for metallet, ville give bedre afkast investeret i aktier og obligationer. Vi ved, hvordan det gik med det.
Side er prisen på guld tredoblet, og økonomer formoder, at prisen de næste par år vil fordobles flere gange.


Spanien har formandskab for et EU med ny traktat
Efter otte års forhandlinger trådte Lissabon-traktaten i kraft den 1. december, og en måned senere overtog Spanien formandskabet efter Sverige.

Med Lissabon traktaten fulgte unionens første præsident, den tidligere belgiske premierminister Herman Van Rompuy, mens den britiske EU-kommissær Catherine Ashton blev EU’s nye udenrigschef.
Spanske Joaquín Almunia Amann fik én af de andre vigtige poster i den nye kommission. Han har været minister og partileder for PSOE i Spanien og skal nu være vicepræsident (én af syv) og kompetenskommissær i EU. Her har hidtil haft en post som finanskommissær.
Baskeren skal overse den frie konkurrence mellem de 27 medlemslande, og én af hans første opgaver bliver at overse fusionsaftalen mellem Iberia og British Airways.
Der er ingen forventninger til, at Van Rompuy vil føre sig frem som en anden Obama med egen 747’er og et stort, hvidt hus. Hans job vil snarere bære karakter af ordfører. Svenskerne har valgt at give ham titlen "Permanent ordförande", hvilket er mere rammende end Præsident.
Derfor er der ingen nævneværdige ændringer i procedurerne for Spaniens EU-formandskab, som trådte i kraft den 1. januar.

Spaniens agenda
"Spanien vil bruge de seks måneder på at puste liv i den europæiske økonomi," siger den evigt optimistiske statsminister Zapatero i et interview i Newsweek. Måske skulle han snarere bruge tiden på at lytte og lære fra de andre 26 medlemslande, som alle har en bedre økonomi og et færre arbejdsløse end Spanien.
Han vil desuden forsøge at lukke en handelsaftale med Latinamerika og Rusland samt fokusere på vold mod kvinder.
Ifølge FN er syv ud af 10 kvinder udsat for vold fra mænd, og flere dør eller handicappes af denne vold end af krig, malaria, trafikuheld og anden terror.
Regeringen har siden valgsejren i 2004 sidestillet denne vold, som er en reel samfundstrussel, med netop terror. Allerede samme år indførtes en særlig lovgivningspakke med 72 initiativer til bekæmpelse, forhøjet strafferamme så vel som forebyggelse af vold mod kvinder.
Spanien har dermed opsamlet en enorm erfaring på dette område, og det skal resten af EU nu drage nytte af.


Formandskaber
Belgien overtager formandskabet efter Spanien den 1. juli. I 2011 bliver det først Ungarns, dernæst Polens tur.


Solana kommer hjem
Manden, der i mange år er blevet kaldt "Europas udenrigsminister", Javier Solana, er flyttet fra Bruxelles til Madrid.
Han mente, at 10 år med samme job var nok, og at han var ved at blive en del af inventaret.
I 1964 blev Solana, der er uddannet fysiker, medlem af PSOE, og siden var han kulturminister, udenrigsminister og på et tidspunkt var der tale om, at han skulle overtage statsministerposten efter Felipe González, da denne havde én af sine nedture.
I stedet endte han som eurokrat og én af dem, der har opnået størst anerkendelse i det hverv. Hans fremtid er endnu ukendt.


 

Af Jette

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa