Det danske magasin i Spanien
Interview med vinbonden Rickard Enkvist

I bjergene lidt over Gaucín, mellem to af Andalusiens største nationalparker, Alcomocales og Grazalema, ligger den smukke vingård Cezar. Her tager vinavleren Rickard Enkvist sammen med hustru Inga-Lill i mod os, og vi begiver os straks til hans pergola, der ligger 650 meter over havet, for at se den fantastiske udsigt. Her kan man se Algeciras-bugten og Gibraltar, og jeg bliver ikke overrasket over, at parret har valgt at slå sig ned på et så idyllisk sted, men det undrer mig, at man faktisk kan avle den spanske tempranillo-drue i dette område.

Hvorfor Spanien?
I 70’erne boede jeg i Sverige, og de lange mørke vintre fik mig, ligesom mange andre svenskere, til at søge mod Spanien for at få lidt sol. Jeg begyndte med at leje forskellige huse, og i 1979 byggede jeg et hus i Manilva. Den gang tog det fem år at få en telefonlinie installeret, så for at holde kontakt med min virksomhed i Sverige, var jeg hver dag præcis kl. 17.00, tvunget til at køre ned på havnekontoret for at ringe til min sekretær. I forbindelse med at jeg begyndte at spille golf, flyttede jeg tættere på golfbanen Las Brisas i Marbella.
Jeg kørte hvert år rundt til forskellige vingårde i Spanien. Da jeg er meget interesseret i vinproduktion, stillede jeg ofte vanskelige spørgsmål. Under et besøg på en gård i det nordlige Spanien, påpegede deres ønolog, der tilsyneladende var træt af mine spørgsmål, lidt syrligt, ”Hvorfor laver du, Señor Enkvist, ikke din egen vin?”. Jeg tog tanken til mig, og ved et tilfælde var jeg på besøg hos Alexandro Fernandez Bodega Tinto Pesquera. Det var inden Doktor Parker opdagede vinen. Jeg syntes, ligesom min ledsager på mange af disse rejser, vinskribenten Björn Geijerstam, at vinen var guddommelig. Jeg købte 4000 flasker Tinto Pesquera 1986. Nogen tid senere, da Parker opdagede vingården, gav han vinen 98 point. Alle ville have den årgang: den spanske statsminister, Julio Iglesias og mange andre. Sagen var bare, at denne årgang blev opbevaret i Alexander Fernández vinkælder, men det var faktisk min vin. Alexander forsøgte at købe vinen tilbage, men det gik jeg ikke med til. Det var på det tidspunkt, at jeg bestemte mig for at lave min egen vin. Jeg kørte rundt og kiggede på passende steder i Ronda-bjergene. Her ca. 50 km fra den varme kyst har man siden Romertiden avlet vin, men det varme klima gør det svært at lave vine med finesse og elegance. Da jeg endelig fandt min vingård 650 meter over havet og undersøgte mikroklimaet samt de geologiske forhold, blev jeg overbevist om, at med moderne teknologi og en dygtig ønolog ville det være muligt at nå et resultat, der ligger langt over det sædvanlige for det pågældende område.
Folk i området betragtede mig i starten som ”El Sueco Loco”. De første vinmarker blev plantet i 1998 på vestsiden i Sierra de la Bota i Ronda-bjergene. Den første kommercielle vin blev produceret i 2004.

Fra mediebranchen til vinbonde
Vin har fulgt mig gennem hele mit liv. Fra at opdage faren til min bedste vens vinkælder som barn, til at samle på vin, besøge vingårde i hele verden, samt at have min egen vingård. I mine unge år opholdt jeg mig 18 måneder i en kibbutz i Israel. Der lærte jeg om vandingssystemer, jord og om at dyrke i tørt klima. Det var måske den mest bekymringsløse periode i mit liv. Alle var lige og havde lige meget. Penge var bandlyst i lejeren og var heller ikke nødvendig. Socialismen fungerede virkelig der.
Ellers har jeg i tredive år drevet virksomhed i reklame- og mediebranchen.
Jeg har også arbejdet med byggeri og ejendomme i 70’erne og 80’erne.
Vi flyttede i slutningen af 80’erne til Belgien. I 90’erne blev mit medieselskab børsnoteret i London, og vi boede der i fem år for derefter at flytte til Schweiz. Jeg spillede allerede golf på Costa del Sol, men da jeg jo ikke kunne komme til Skt. Peter og sige, at jeg kun havde spillet golf, bestemte jeg mig for også at lave vin.

Din rødvin Sueños har vundet prisen for bedste vin, fortæl.
Gastronomikonkurrencen VinOjén er en konkurrence, hvor bl.a. nye vine på markedet konkurrerer om at få den højeste udmærkelse. Bare to uger inden prisuddelingen skulle finde sted, blev jeg informeret om, at min vin Sueños var blevet udvalgt til bedste vin år 2008.

Hvordan var her, da du kom hertil i 1979?
Det var meget stille i Manilva den gang. Vi havde 75 m til havet, og det var meget vigtigt for os dengang. Nu synes jeg, det er lige så godt at bade i en swimmingpool. Man kunne købe fisk, som lige var blevet fanget, og om aftenen så man små fiskerbåde tage ud og fiske med store karbidlamper. Når jeg gik inde i Gaucin om søndagen, sad alle mænd på barerne, mens kvinderne var derhjemme.
På byggepladserne var ikke en eneste bil. Alle tog cyklen eller knallert og havde sit eget værktøj med sig i en pose. Tiderne har ændret sig, og Spanien har gennemgået en fantastisk udvikling. Nu ser man mænd gå med barnevognen, hvilket havde været umuligt i 70’erne. Da vi først kom til Gaucín var vejen forfærdelig, men det var en spændende udflugt. Turen fra Málaga tog en hel dag.

Hvilke råd kan du give de læsere, der skulle være interesseret i at leve et liv, som det du lever?
Man må være dedikeret og frem for alt synes om det, man laver. Hvis jeg havde vidst fra starten, hvor irriterende spansk bureaukrati er, havde jeg måske aldrig begivet mig ind i det. Jeg tror, at enhver virksomhedsejer tænker på sin virksomhed hele tiden, men hvis man tænker på at tjene penge, går det sjældent godt. IKEA’s grundlægger Ingvar Kamprad sagde altid, at han og de næsthøjeste chefer ikke skulle have andet at interessere sig for end virksomheden. Hvis man har den indstilling, kommer pengene automatisk. Hvis man desuden har det sjovt og er glad for sit arbejde, kan man tilgive sig selv i sidste ende, selvom man ikke har tjent det, man havde regnet med.



Aflæg Cezar et besøg
Man er velkommen til at besøge vingården, men kun på aftalte tidspunkter og i grupper på mindst 10 og maksimum 25 personer. Besøg skal reserveres mindst en uge i forvejen.

Vælg mellem tre alternativer:

1. Rundvisning på vingården, en smagsprøve af alle vinene fra vingården og en buffet bestående af varme og kolde tapas. Pris: 20 euro pr. person.

2. Rundvisning på vingården, en smagsprøve af alle vinene fra vingården og en 3-retters menu med vine. Pris: 50 euro pr. person.

3. Vinsmagning, rundvisning på vingården, tapas-buffet, 3-retters middag og overnatning på nærliggende hotel, morgenmad inkluderet. Pris: 89 euro pr. person (Kun for grupper på 20-25 personer).

Kontakt Cezar på tlf.: (+34) 650 240 800. E-mail: re@enkvistwines.com
 

Af Mikaela Rudolfson Foto af Magnus Lundstedt

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.