Går man en tur langs strandpromenaden i Fuengirola, kan man ikke andet end at undres over, hvordan de mange ”chiringuitos” (strandrestauranter), der ligger side om side, kan overleve sæson efter sæson. Det er utroligt, hvordan så mange næsten ens restauranter kan klare konkurrencen, specielt i betragtning af at mange af disse chiringuitos faktisk har ligget på strandpromenaden de sidste 40-50 år.
Den skibbrudne slog sig ned
En af disse chiringuitos er Los Náufragos, der er ejet af spanske Noberto. Han åbnede restauranten for 40 år siden sammen med sin kone, og selvom han i dag ikke er med til den daglige drift af restauranten, kommer han altid forbi i weekenderne for at hjælpe til og få en update på tingenes tilstand. Navnet ”Los Náufragos”, der betyder de skibbrudne, kommer sig af, at Noberto, før han besluttede sig for at åbne restauranten, havde rejst meget, og da han endelig satte fødderne på fastlandet, anså han sig selv som en slags skibbruden. Men Los Náufragos så meget anderledes ud den gang. Faktisk startede det med en lille spartansk strandbar af træ og bambus, der kunne tages ned i lavsæsonen. På det tidspunkt var det et lovkrav, at strandbarerne skulle fjernes om vinteren. Gadebilledet var helt anderledes dengang; strandvejen var meget smal, der stod kun nogle få palmer hist og her, og biler var et sjældent syn. Men hver sommer kom mange turister, fortrinsvis spanske men også nogle få udenlandske. I dag ser det anderledes ud, og over halvdelen af gæsterne er turister, der kommer fra resten af Europa. Man skulle derfor tro, at menuen havde ændret sig meget i løbet af årene, men Martín, der står for den daglige drift samt køkkenet, forsikrer, at udover at der selvfølgelig er blevet tilføjet flere internationalt tilpassede retter, så er restaurantens specialiteter stadig typiske lokale Middelhavsretter som mariscos, sardinas på grill, lubina, gazpacho andaluz, boquerones en vinagre, lenguado og selvfølgelig den berømte traditionelle spanske paella, som dog ikke er af lokal oprindelse. Menukortet er trykt på mange sprog med fotos af de forskellige retter. ”Hvad du ser på menukortet, er hvad du får,” forklarer Martín. ”Vi serverer kun det allerbedste og sørger for, at råvarerne altid er friske og anrettes på en appetitlig måde. Vi kunne aldrig finde på at love noget uden at kunne leve op til det, det ville være vores undergang. Rygterne løber hurtigt, og selvom mange af vores gæster er turister, så skal der ikke meget til før de aldrig sætter deres ben hos os igen. Der er simpelthen for stor konkurrence indenfor branchen, og derfor skal vi hver eneste dag opretholde et højere serviceniveau og kvalitet, end gæsterne forventer af os,” forsikrer Martín.
Køkkenchefen Martín fremviser stolt dagens friske fisk.
”Anderledes” er en succes
”Det, der får strandgæster og restaurantbesøgende til at stoppe op, når de passerer Los Náufragos, er et specielt koncept, vi startede med for nogen tid siden. En del af stranden tilhører Los Náufragos, hvor vi har strandenge og parasoller til leje, men derudover har vi en helt speciel VIP-zone med lækre dobbeltdrømmesenge med hvide gardiner, der kan trækkes for, hvis man ønsker skygge eller privatliv,” forklarer Martín. ”Hvis nu alle kvinder går med sort tøj, og der pludseligt kommer en kvinde forbi klædt helt i rødt, er det klart, at man vil lægge specielt mærke til hende,” smiler Martín. Bestiller man en VIP-drømmeseng for én dag, tilbydes man en gratis flaske Cava, men derudover kan man nyde flere af restaurantens retter, mens man leger kendis for én dag.
Strandteam med stor erfaring
Omar og Domingo står for serviceringen til de mange strandgæster, der hver dag lejer de i alt 90 strandsenge, hvoraf 7 hører til VIP-zonen. Domingo, der startede i restauranten som en lille dreng som opvasker i køkkenet, tager sig i dag af booking af strandengene. Noget der kan lyde som en nem opgave, men som faktisk optager størstedelen af hans tid. ”Vores strandsenge og nu også vores VIP-zone er meget populære ikke kun blandt turister men også blandt herboende spaniere og udlændinge. Vi har folk, der ringer fra udlandet flere måneder før, de skal på ferie for at reservere strandsenge hos os. Det kan være noget af et regnestykke at få tingene til at gå op i en højere enhed, fordi det ofte sker, at de, der bestiller, gerne vil ligge ved siden af den familie, de lærte at kende på deres ferie året før, og som de har aftalt at holde ferie med det efterfølgende år,” forklarer Domingo, der ligner en nordbo med sit lyse hår og lyse øjne. Han er kendt som ”El Guiri”, men han forsikrer, at han er 100% spansk og født og opvokset i Los Boliches i Fuengirola. ”Vores VIP-zone er så populær, at vi regner med til næste år at opstille yderligere en række med 7 VIP-strandsenge,” fortæller Domingo, hvorefter han med hast rejser sig for at genoptage sit arbejde. ”Marokkanske Omar, der har boet 10 år i Tyskland, står primært for teamet, der servicerer strandgæsterne. Hans har været ansat hos Los Náufragos i en længere årrække, og udover at yde en superb service taler han både spansk, engelsk, tysk, marokkansk og fransk, hvilket altid er en stor hjælp, da vores gæster kommer fra alle verdenshjørner,” forklarer Martín.
Domingo og Omar er en lige så vigtig del af en stranddag som solen og havet.
Familiært foretagende
Los Náufragos har i alt 20 personer ansat i selve restauranten og 4 personer, der udelukkende tager sig af strandgæsterne, så der er tale om stor koordination og planlægning hver eneste dag. Men ifølge Martín kører det hele fint, selvfølgelig på grund af en god organisering af restaurantens forskellige aktiviteter. ”Vi har det godt sammen og ser os selv som en lille familie. Derfor er det nemt at gøre et godt stykke arbejde, og opretholde en høj standard både hvad angår hygiejne og service over for gæsterne. Det vigtigste er at drive restauranten bedst muligt, samtidigt med at vi tilbyder vores retter til den mest favorable pris. Vi ligger derfor prismæssigt på et middelniveau, som alle har råd til,” afslutter Martín, der ser frem til at byde nye, nysgerrige gæster samt stamkunder velkommen.
For bordbestilling ring +34 952 58 20 16.
Los Náufragos
Paseo Marítimo
29640 Los Boliches, Fuengirola
(Ligger omkring 50 meter fra den udtørrede flod)
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001