Kender I det? At man længes efter noget som man plejede at spise i Danmark. Sådan har min mand det en gang imellem, med mazarinkage med creme fraiche til. I Danmark var det dog ofte en kage vi købte i et supermarked, og ikke som her den hjemmebagte af slagsen.
Om man er til Citronmåne fra Dancake eller den hjemmebagte er vist ofte et spørgsmål om følelser, og det samme gælder for mazarinkagen. Den fra supermarkederne er ofte mere kompakt, og det er der jo nogen der kan lide, men jeg fik overvundet familien med denne opskrift.
Den blev spist hurtigt og der var ingen tvivl om at den var bedre end den købte, men nu havde de jo heller ikke noget at sammenligne med.
Jeg brugte min hjemmelavede marcipan, men du kan sagtens bruge den færdige fra supermarkedet.
Hvis du synes det bliver for meget med mørk chokoladeovertræk (det synes vi ikke), kan du sagtens blande lidt kakaosmør i chokoladen, så den bliver lidt tyndere.
150 g. blødt smør
150 g. sukker
150 g. marcipan
3 æg
65 g. hvedemel
150 g. mørk chokolade
Riv marcipanen.
Pisk smør, sukker og marcipan godt sammen.
Tilsæt æggene, et ad gangen – pisk godt ind imellem.
Vend melet i dejen og kom dejen i en springform ca. 22 cm. i diameter.
Bag mazarinkagen midt i ovnen ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 45 minutter.
Lad kagen køle af på en bagerist i 10 minutter i formen.
Tag kagen ud af formen og lad den køle helt af.
Smelt chokoladen.
Vend mazarinkagen over på et fad, med bunden opad.
Smør chokolade på kagens overflade.
Lad chokoladen stivne.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001