På den anden side... Hvem savner Susana Díaz?

Alle ved, det går op og ned her i livet. – Nogle gange sågar meget hurtigt.
Det sidste er Susana Díaz et trist eksempel på. For blot tre-fire år siden var hun ikke bare præsident for Junta de Andalucía. Hun var også kandidat – og klar favorit – til formandsposten i socialistpartiet på landsbasis. Susana Díaz var på alles læber. Som kvinde, i sin bedste alder, var hun det bedst tænkelige symbol og håb for fremtiden i et kriseramt PSOE.
Det var dengang. I dag sidder Susana Díaz på de bagerste rækker i senatet. Det er, groft sagt, der man tager plads, når der ikke er plads til dig andre stedet i det politiske system.

Allerede inden Susana Díaz rundede de 30 var hun en markant skikkelse i socialistpartiet i Sevilla. Inden hun fyldte 40, havde hendes forgænger kørt hende i stilling som ny leder for partiet, som i næsten fire årtier havde siddet tungt på magten i Andalusien. Alt tegnede da også lovende, da hun i 2013 nærmest fik serveret valgsejren på et sølvfad. Men der skulle blot gå to år, før hun for alvor viser sine manglende evner og dømmekraft som leder. Midt i regeringsperioden skærer hun nemlig hånden af sit støtteparti IU (senere Podemos) og udskriver valg i utide i håb om at få absolut flertal. Det var første lussing til Susana Díaz, som efter valget måtte på knæ for Ciudadanos for at forblive på magten. Ægtepagten holdt kun tre år, før Ciudadados måtte krybe til korset og indrømme, at samarbejdet med Susana & Co. havde været mere håbløst eller håbefuldt. Derfor skulle andaluserne i 2018 igen i utide til stemmeurnerne. Det blev det sidste valg med Susana Díaz som spidskandidat, men det vender vi tilbage til om lidt. Året inden missede hun nemlig sit livs chance for at blive formand for PSOE på landsbasis. Trods fire år i spidsen for partiet i Sevilla uden misundelsesværdige resultater var partiets gamle baroner, og størstedelen af de tunge drenge i landets regioner, fortsat enige om, at Susana var fremtidens kvinde for PSOE.

Foran sig havde hun Pedro Sánchez, der året inden, som formand for partiet, havde fået sparket af sin egen hovedbestyrelse. Han havde fået så mange tæsk, at det nærmest var mirakuløst, han fortsat kunne holde sig på benene. Men selv en svækket mand kan slå Susana Díaz i en valgkamp. Og sådan gik det. 
Nu skulle der øjensynligt ske noget nu for Susana Díaz. Og det kom der også til. Det andalusiske folk måtte i alt fald gnide sig i øjnene, da Susana indledte sin kampagne forud for føromtalte regionalvalg i ’18. Med et vægttab på mindst 15 kg, og et par kirurgiske indgreb, kunne ingen være i tvivl om, hvor hun havde ladt op til valgkampen.

Det ydre havde ændret sig. Det indre var intakt. Og derfor led Susana Díaz og PSOE, for første gang i historien, et smertefuldt nederlag til Partido Popular.
I modsætning til så mange andre politikere havde Susana Díaz ingen korruptionsskandaler på sig. Til gengæld blev hun gang på gang taget med bukserne nede. Det er svært kun at give tre eksempler, men jeg skal forsøge.
Det er således utilgiveligt ”uheldigt” at man i de åbnede arkiverne finder hundredvis af projekter, som hendes regering aldrig har behandlet eller sågar besvaret. Det var spændende projekter som blandt andet et nyt havneprojekt for Sevilla med kontor- og butiksarealer, kulturcenter og grønne områder. Blandt de mange projekter lå også projektet for lystbådehavnen i Fuengirola. Det var alt sammen projekter, der kunne have skabt beskæftigelse og vækst. Men tavsheden var Junta de Andalucías svar til iværksættere og investorer. Tilsvarende ”uheldigt” var offentlighedens indsigt i Junta’ens kontoudtog. Der manglede ikke noget ! Tværtimod havde Susana og hendes nærmeste ikke ubelejligt sig med at investere alle de midler, man årligt får tildelt fra EU for at fremme vækst, beskæftigelse og egnsudvikling. 

Omvendt havde man ikke tøvet med at finde tiden til at manipulere med hospitalernes ventelister. En lille halv million borgere, der ventede på en operation eller konsultation hos en specialist blev, forud for sidste valg, pludselig slettet i arkiverne og midlertidigt flyttet over i en anden database.
På sidelinjen kunne Susana Díaz kun ynke et lille: Hovsa!, det vidste jeg ikke noget om.

De sidste to år har hun været oppositionsleder i Junta’en, eller rettere; hun har siddet i oppositionen, for lederskab har hun fortsat ikke vist meget af. Det var derfor heller ikke den store overraskelse, at hun i sidste måned tabte formandsvalget i PSOE Sevilla. Det var så Susana Díaz’ fjerde valg – og det fjerde nederlag. Utroligt – men sandt.

Alle husker Susana Díaz. Men på den politiske scene, er det kun de færreste, der savner hende.