Skal vi til en jobsamtale, skal vi sælge os selv. Skal vi på date med en sød pige eller flot fyr, skal vi også sælge os selv. Vi du frem, arbejdsmæssigt såvel som privat, skal du kunne sælge dig selv – i alt fald i et vist omfang. Det samme gælder for politikerne. Kan du ikke sælge dig selv fra talerstolen, får du ingen stemmer.
Den spanske regering har de seneste år solgt sig selv rigtigt godt – bl.a. ved at kalde sig Progressistas. Det oversættes og tolkes bedst som moderne og nytænkende. Trods intern uro og svingende resultater har regeringen med stor succes formået at holde fast i, at man er Progressistas. Pedro Sánchez & Co. har, med andre ord, solgt sig selv rigtigt godt. Men det skal alle ikke have lov til fremover. Nu skal det nemlig være slut med at sælge sig selv og sine seksuelle ydelser. Regeringen vil forbyde prostitution – hele vejen rundt. Det skal gøres strafbart både at købe og sælge seksuelle ydelser.
Lovforslaget er lagt på bordet i kongressen og skal videredebatteres efter sommerferien – nu til september.
Begrebet Progresistas harmonerer fint med regeringens indførelse af aktiv dødshjælp og en række tiltag, der skal sikre fremtidig ligestilling. Men at ville forbyde prostitution giver en hidtil uset disharmoni i regeringens tiltag. Det er hverken moderne eller nytænkende – men direkte dumt og naivt.
Straks ved sin indtrædelse i 2019 oprettede Pedro Sánchez et ministerie for ligestilling.
Både han, partiet og den nye regeringspartner, Podemos, ville ikke bare skabe mere ligestilling mellem vores to køn. De ville – og vil – også den sexisme og mandschauvinisme, der hersker i dele af samfundet, til livs. Det er jo kræs for øregangen …men hvad har det med prostitution at gøre? Der er jo også mænd, der prostituerer sig. Og kvinder, der sælger sine seksuelle ydelser til andre kvinder. I dag ”handles” der på kryds og tværs i et moderne samfund – også i Spanien. Det sidste kan de 1.500 prostituerede, der for nylig protesterede mod lovforslaget i Madrid, fortælle meget mere om. De kom fra nær og fjern, og deres besked gik klart ind: Det er min krop – det er mit valg. Vi sælger glæde og gode stunder. Og: Vi vil legaliseres – vi vil betale skat. Det er jo ”pæne” ord fra en ”grim” branche – og stof til eftertanke. Så vi lader den lige stå lidt…
Det er min krop – det er mit valg…
Er man fortaler for personlig frihed, er det vel også okay, man vælger at sælge sin krop eller sine seksuelle ydelser. Hvis man frit kan kalde sig Key Account Manager, eller noget andet smart, og sælge alverdens skidt og kanel, hvorfor så ikke seksuelle ydelser? Her ved man da som køber i det mindste, hvad man har at gøre med.
Vi sælger glæde og gode stunder…
Hver mand – og kvinde – har sine behov, lyster og glæder. Nogle morer sig ved, at tage en tur i karrusellen. Andre foretrækker en tur på karrusellen. Sådan har det vel altid været, og det er kun menneskeligt. Du kan sagtens bilde mig ind, at ”de handlende parter” også har en hyggelig stund sammen udover det seksuelle. Det gør vel næppe den store skade.
Vi vil legaliseres – vi vil betale skat…
Det er jo en gammel tanke, som en moderne og nytænkende regering fint kunne sætte handling bag. Ingen er jo tjent ved dagens gråzoner. De prostituerede kan kun arbejde sort, uden juridisk sikkerhed og uden at bidrage med noget som helst til samfundet. Turde man tage skridtet og anerkende det erhverv, som antageligt giver 150.000 spanske kvinder og mænd brød på bordet, ville det blive en win-win til alle.
Ved at forbyde det, skal myndighederne derimod i gang med en gigantisk klapjagt på tusindvis af prostituerede og endnu flere kunder. De ressourcer har man slet ikke, og skulle man finde dem, kunne de unægtelig bruges bedre andre steder.
Det første sted kunne være til at styrke indsatsen mod de mafiaer, der kidnapper, smugler og tvinger unge mennesker til prostitution på hemmelige adresser. Det er modbydeligt og det spreder sig. At sælge andre burde straffes hårdere end hårdt. At nogle vælger at sælge sig selv, kan vi derimod sagtens leve med.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001