På den anden side… Hvor mange har mistet deres liv?

På den anden side... Hvor mange har mistet deres liv?

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Hele landet holdt for nylig også et minuts kollektiv stilhed til ære for de små 30.000 spaniere, der har mistet livet til den frygtede virus. Jeg er med ved begge begivenheder – naturligvis. Men under stilheden for de faldne og den noget mere opmundrende daglige klappesalve, tænker jeg mere og mere på alle ”de andre”, som ikke længere har noget liv. ”De andre” er ikke døde, for de har en puls – men det er efterhånden også, det eneste de har tilbage. Det er de borgere, der under Coronakrisen har mistet alt hvad de ejer og har. Det er hundredtusindvis af mennesker (hvis ikke snart en million), der aldrig får alverdens spalteplads i de spanske medier. Alene i Málaga by har Røde Kors siden Coronakrisens udbrud måtte assistere over 25.000 borgere, som efter tre måneder uden løn ikke længere har midler til at tage vare på sig selv. Tilsvarende er køerne ved byernes comedores sociales over hele landet blevet tre til fire gange længere end normalt. Det er her, man enten får et måltid mad eller en pose med dagligvarer udleveret.

Tror man, at det er samfundets nassere, der står i køen, tager man pinligt fejl, for man skal være sulten, for at stille sig op i en timelang kø i håb om at få en pose med ris, pasta, mælk, tomatsauce og dåsebønner med hjem. Tilmed er det sjældent, der er poser nok til alle. Det kan være svært for en skandinav at forstå situationens alvor, når vi næsten dagligt hører om EU-staternes hjælpepakker og om de svimlende summer den europæiske centralbank sender ud i systemet. Men forskellen mellem nord og syd i dagens Europa er gigantisk. I Danmark har man hjælpepakker – i Spanien hedder det det samme, men i praksis er det lånepakker. Og det er vel at mærke lån, som bankerne administrerer på statens opfordring. Hvem får så et lån? Det gør dem, som har forudsætningerne får at tilbagebetale et lån – altså primært borgere med fast ejendom eller en fast indtægt i husstanden. Netop her falder mange fra – også fra det nederste lag af den spanske middelklasse. Faktum er nemlig, at det spanske arbejdsmarked siden finanskrisen har været ustabilt og fyldt med kortvarige, dårligt betalte jobs. Derfor sidder mange i dag uden opsparing og med en selvangivelse, der ikke beretter til et lån.

Det er her, vi har de usete ofre for Coronavirussen – helt uforskyldt. Det er her vi står ansigt til ansigt med en glemt befolkningsgruppe, som ikke længere har et hæderligt liv og står med de dystreste af de dystreste fremtidsperspektiver.

Jeg er fuldstændig sikker på, at de 30.000 dødsfald vi har været vidner til under Coronakrisen kunne være blevet både fordoblet, tredoblet og firedoblet, hvis ikke regeringen havde erklæret landet i undtagelsestilstand og tvunget os indendøre, da bølgen med livstruende virus skyllede ind over landet. Lige så sikker er jeg desværre på, at de liv, vi har reddet her, går tabt andetsteds. Fattigdom og sociale problemer koster også liv. Tag ikke fejl af det! 

I aften klokken 20.00 klapper vi atter for det tapre hospitalspersonale. Jeg klapper trofast med – men min tanker går til alle ”de andre”.

Af Henrik Andersen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa