På den anden side: Er Thomas Cook en ny Lehman Brothers?

Nogle bekymrer sig mere end andre. Og for nogle helt tredje er det allerede en gammel, uinteressant nyhed. Det ødelægger ikke min nattesøvn, men alligevel bekymrer Thomas Cooks konkurs mig. Uden varsel drejede verdens største touroperator sidst i september nøglen om. Enhver konkurs i rejsebranchen skaber altid kaos for de mange rejsende, som pludselig hverken kan komme ud eller hjem. Det skaber naturligvis også arbejdsløshed, men denne gang har det også skabt en generel utryghed omkring store selskabers økonomiske helbred og styrke – ikke kun rejsebranchen.

Takket været liberalismen har vi i dag fri konkurrence i alle sektorer. Det giver forbrugerne et hidtil uset stort udvalg og, på mange områder, lavere priser end nogensinde – ikke mindst i rejsebranchen. Men det giver også virksomhederne en mindre profit margen end nogensinde, og det gør dem sårbare, blot vindene ændrer sig en smule. Og det var præcis hvad der skete for Thomas Cook. Rejseaktiviteten i næsten alle EU-lande er faldet én, to eller tre procent i år og taber man samtidig bare en halv meter i kampen mod de mange nye online bureauer, falder korthuset. Det store hus falder på de små marginaler, og det er foruroligende. Vores kære liberalisme fortæller os, at når en virksomhed dør, kommer der hurtigt andre til. De frie markedskræfter genopretter balancen. Det håber vi i alt fald. Det gjorde vi også i ’08 da Lehman Brothers gik ned. Sagen er, der virkelig skal tungvægt til at oprette balancen efter Thomas Cooks nedtur. Det er en konkurs, der sætter så dybe spor, at man alene i Spanien i hast har måttet vedtage en nødhjælpspakke på 300 millioner euro for at sikre, at Thomas Cooks partnere – hoteller, busselskaber, biludlejning og rejseguider – ikke ryger med i gigantens fald. 

Vi håber alle, Thomas Cooks bliver historien om et trist, men isoleret, kollaps. Og at frygten for en domini effekt gøres til skamme. Men af den grund kan jeg ikke lukke øjnene for de klare faresignaler, vi slås med her i ”efter-krise-årene”. Vi er i dag vidner til store uigennemskuelige virksomhedsfusioner, omstruktureringer og, ikke mindst, nogle opsigtvækkende omlægninger af virksomheders gæld. Det sidste gælder blandt andet El Corte Inglés – en af Spaniens største arbejdspladser. Selvom det både er vovet og udokumenteret, tør jeg godt påstå, at det i dag er Banco Santander, som holder hånden over det gamle varehus. To gange på blot fem år er alle lån og kreditter blevet omlagt for at give El Corte Inglés mere luft. Ny luft var ikke nok for Banco Popular, det pludselig var fem minutter fra en konkurs. Ordet ”konkurs” blev på intet tidspunkt brugt, da Banco Santander for et par år siden overtog Banco Popular. Men når en bank handles for én sølle euro, er det ikke for stærkt et ord at bruge. Alt var ellers fryd og gammen i landets sjette største bank. Og så alligevel var roden så pilrådden, at kun Banco Santander havde modet og baglandet i orden til at overtage ”rodebutikken”. Godt Spaniens største bank kom til. Men skræmmende er tanken om mængden af problemer, røde tal og fejlslagne projekter, der de sidste år er blevet fejet ind under gulvtæppet for at holde den pæne facade og undgå et fald på børsen. Med til Banco Populars fald hører også, at bankerne i dag, grundet den lave rente, har uhyre svært ved at tjene penge. Set i et bredere perspektiv, er det faktisk ikke så godt.   

Vi lever i en tid med Brexit, med faretruende handelskrige, med hård konkurrence, med små avancer, og med en teknologisk udvikling, der går så stærkt, at selv mange virksomheder har svært ved at følge med. Nogle ser trusler. Andre ser muligheder. Det er en spændende tid vi lever vi. Bare den ikke bliver for spændende.