Det danske magasin i Spanien
Mundo flodens udspring

Rio Mundos udspring er et af de mest spektakulære i hele Spanien, og hundredvis af mennesker flokkes til stedet hver dag. Om sommeren er det meget svært at finde en P-plads, men her i november er det lettere, men der er alligevel mange besøgende. Udspringet ligger lige nord for naturparken Cazorla, så der er et pænt stykke vej derop. Vi tog turen fra Murcia, og dermed kom vi til at køre et stykke gennem ”La España vacía” – det tomme Spanien.

Når man kører fra Murcia op til Mundo flodens udspring går det første stykke på den nye motorvej A 30, så det går lystigt, men allerede efter byen Cieza begynder det at tynde ud i befolkningen. I byen Hellin forlader vi motorvejen og kører ca. 80 km. på CM 412, og her det for alvor blevet tomt: Meget få huse, kun lidt spredt landbrug og ellers masser af natur. Vi befinder os nu i Albacete provinsen, som er en af de provinser, der rummer det tomme Spanien.

Man begyndte at bruge udtrykket ”det tomme Spanien” allerede fra midten af 1950erne, da den store udvandring fra land til by begyndte. I stedet for at friste en fattig tilværelse på de magre jorder, der ligger på La Meseta Central (den højslette, der dækker 80 % af Spanien) drog de unge til byerne, hvor der var arbejdspladser og mere fest og ballade end ude på landet. Problemet er nu, at befolkningen ikke er vendt tilbage, og det har stor betydning for ret mange provinser, hvor markerne ikke kan blive dyrket, og der derfor ikke bliver produceret fødevarer. Udtrykket ”Det tomme Spanien” dækker over provinser med under 700.000 indbyggere, og dem er 28 af ud af 50 provinser i alt. De værst ramte er provinserne Soria og Teruel, hvor indbyggertallet ligger på under 10 indbyggere pr. km2. Dermed er disse dele af Spanien næsten lige så tyndt befolkede som Lapland og andre dele af Nordkap, og de tilhører de tyndest befolkede områder i hele EU. Det kom faktisk bag på mig.

Trapper fører opad mod udspringet.

Men nu hvor vi kører igennem denne tomme og flade del af landet på vej hen til landsbyen Riopar, går det op for os, hvor svært det må være at friste tilværelsen her. Her kunne bo masser af indvandrere med landbrugskendskab, men måske er problemet, at der ikke er vand nok. Men med vand kunne der dyrkes masser af fødevarer, hvis det skulle blive aktuelt.

En gangbro fører over floden, så man bedre kan bese den fra alle vinkler.

Idet vi nærmer os Riopar, ændrer landskabet karakter, og pludselig  er vi midt i vilde bjerge med masser af skov. Vi befinder os nu stik nord for naturparken Cazorla, Spaniens største med 2.099 km2. – kun en anelse mindre end Fyn med 3.100 km2.

Floden Mundos udspring ligger i naturparken Parque Natural de los Calares del Mundo y La Sima. Midt i Riopar skal vi dreje til venstre ned mod Siles, og efter ca. 6 km. drejer vi af til venstre ned mod P-pladsen til Mundos udspring. Her SKAL man parkere med snuden udad (altså bakke ind), og der går en vagtdame rundt og håndhæver denne regel, som er indført i tilfælde af, at floden oversvømmer P-pladsen og den skal evakueres. Det er lettere at evakuere, når man bare skal køre fremad for at komme væk.

Vi får et chok, da vi stiger ud af bilen, for her er hundekoldt – 7 gr. Det er meget koldt for os, som kommer lige nede fra kysten med 22 gr. Heldigvis har vi polarudstyret med, og det ifører vi os nu og fatter vores vandrestave, men handsker har vi glemt og får forfrysninger i fingrene. Nu vandrer vi indad og allerede her går ruten langs med floden. Snart kommer der trapper i takt med, at vi skal stige opad mod udspringet. Flere steder er der bygget gangbroer hen over floden, som man kan gå ud på og beundre flodens vilde løb. Udspringet er specielt, fordi floden løber ud over en kant på en slags kæmpestor cirkelformet bjergformation som tilmed er mangefarvet. Bjergtagende, er vist det ord, der skal bruges her, men også spektakulært, utroligt, mageløst og smukt. På et tidspunkt stiger man op til miradorer – udsigtspunkter på vej op til det sted, hvor stien ender.  Det gør den på en lille platform som ligger lige ved siden af den øverste del af vandfaldet, som kommer ned i tre tykke stråler. Hold nu helt op hvor det er flot og usædvanligt.

Fotos tog vi mange af, men de kan ikke yde stedet retfærdighed. Det må og skal opleves.

Stien nærmest hænger udenpå klippen.

Jeg havde læst, at ruten op til vandfaldets start var ca. 7 km. så jeg var lidt skuffet, da vi stod tilbage ved bilen og kun havde vandret små tre km. Heldigvis kunne vi spørge P-damen, som fortalte, at den længere rute især bruges om sommeren, når der ikke er P-pladser nok hernede i bunden. Så kan man parkere højere oppe ved El Puerto del Arenal (1150 moh.) som ligger lidt længere henne ad vejen mod Siles. Herfra går der en sti ned til den nederste P-plads, den vi står på nu, og den sidste del af ruten, den vi tog, er den samme for begge P-pladser.

Her kan man nemt blive våd.

Det mest specielle ved Rio Mundo er imidlertid ikke den del, der kan besøges af almindelige turister. Floden springer nemlig ud af en hule et sted højere oppe, og under særlige forhold efter regn bliver vandet simpelthen spyttet ud af hulen i en fed stråle, som om en kæmpe stod derinde og havde opkast. Meget specielt skulle det være, men måske er det mest for hulenørder. På websitet her, som mest er for huleforskere, kan man se, indgangen til Cueva de los Chorros, som floden bliver spyttet ud af: https://mundoaventurariopar.com/Servicios/espeleologia-en-albacete/  På billedet til højre for overskriften Cueva de los Chorros kan man ved at trykke på pilene se 6 interessant fotos af huleåbningen.

Og på dette link:

https://mundoaventurariopar.com/Servicios/cueva-de-los-chorros-rio-mundo/ kan man se en kort video om en guidet tur på 3 timer op til hulen. Jeg fik nervøse trækninger bare ved at se den. Det er vist ikke for pensionister.

Den øverste del af vandfaldet.

Når man nu er på disse kanter, kan man på vej tilbage til kysten passende slå et smut ind i Cazorla via den vildt flotte slugt som floden Guadalquivir har gravet for at komme ud af Cazorla dalen. Guadalquivir er jo Andalusiens længste flod på 700 km. og dens udspring ligger inde i Cazorla. For at køre gennem slugten skal man lige ud for byen Villanueva del Obispo køre fra N 322 og op ad A 6202 mod Tranco. Man kører nu gennem en ufatteligt flot og dramatisk slugt. Ved Tranco, som kun har et par huse, ligger en dæmning fra 1944, som danner søen Tranco i hjertet af Cazorla.

Trin hugget ind i klippen.

Og således opmuntrede af floder, huler, vandfald, kløfter, naturfryd og vandring vender vi næsen hjemad til den lune kyst. Efter at have frosset oppe ved Mundo floden indser vi, at Spanien har sit eget fastlandsklima, som giver ”9 meses de invierno y 3 meses de infierno”´(Ni månders vinter og 3 måneders helvede). Jo, man bliver glad for klimaet på kysten efter sådan et kuldechok.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.