Det danske magasin i Spanien
La Senda Litoral – 3 vandredage på Málaga-provinsens kyststi

La Senda Litoral – 3 vandredage på Málaga-provinsens kyststi

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

La Senda Litoral er et mægtigt projekt udtænkt af La Diputación de Malaga og tanken er, at man skal kunne vandre langs med hele Malaga provinsens Middelhavskyst fra Maro øst for Nerja til sydvest for havnen i La Duquesa (Manilva), hvor Cádiz provinsen starter. Der er tale om i alt 170 km. vandresti som er helt flad og det er guf for de vandreglade. Stien har sit eget website: sendalitoral.es på 4 sprog og her kan man læse alt om projektet og også se, hvor langt man er kommet med færdiggørelsen under ”estado actual”. Det er nyttigt at studere, for her kan man se, hvilke strækninger der er færdige og hvilke der stadig er på tegnebrættet. Da strækningen ligger i 14 forskellige kommuner, er det tilsyneladende svært at få det hele koordineret, for der er mange byråd, der skal tages i ed, og der er strækninger, hvor det ikke er let at anlægge en sti – for ikke at sige tæt på umuligt. Vi prøvegik et stykke på 45 km. over 3 dage fra La Cala de Mijas til Estepona for at tage temperaturen på projektets fremadskriden og det kom der en herlig tur ud af.

Mellem La Cala de Mijas og Cabopino forløber store dele af stien på træbroer, der er bygget hen over den klippefulde strand

Vi tog bilen til La Cala de Mijas og parkerede på den store P plads til højre, lige når man kommer af motorvejen A 7. Der er masser af plads på P pladsen og den er gratis. Vi (Elisabeth og jeg) fatter nu vores rygsække, hvori vi har pakket hvad vi skal bruge til 3 dages vandring – det er ikke meget og det må helst ikke veje over 6 kg. Man siger, at til langvandring bør man ikke bære mere end 10 % af sin kropsvægt. Holder man sig deromkring generer rygsækken ikke det mindste.

Broerne er skønne at gå på

Fra P pladsen går vi nu under motorvejen og ned mod vandet. Vi passerer El Torreón de La Cala de Mijas, som er et mægtigt tårn der stammer helt tilbage til år 1760 og var en vigtig del af Middelhavskystens varslingssystem mod pirater. Når der var pirater i farvandet, tændte man bål på toppen af tårnet, og når dette bål blev set af besætningen i den nærmeste tårn, tændte de også bål og på den måde kunne man advare mod faren hele vejen langs med kysten. De fleste af disse tårne står stadig og de er naturligvis fredede. I tårnet i La Cala de Mijas er der indrettet et besøgscentrum med info om disse tårne. Det koster 1 € at komme ind.

Man går også på træbroer hen over klitterne i Las Dunas de Artola

Lige bagved tårnet ser vi et skilt som beretter om La Senda Litoral på denne kyststrækning, og vi kan se, at det er en herlig sti, hvor fodgængere har fortrinsret. Cykling er dog tilladt.

Her kan man tilsyneladende ikke komme længere, men vi forcerer spærringen og fortsætter

Det første stykke sti går fra La Cala til Cabopino, hvor der ligger en lille lystbådehavn. Der er tale om 7 km. herlig sti, der til dels er anlagt på træbroer der ´svæver´ over vandet. Når det var nødvendigt at anlægge træbroer, er det fordi kysten her er fyldt med flade klipper, hvor der ikke kan lægges en sti uden at den hele tiden ville blive oversvømmet. Disse træbroer er skønne at gå på, men visse steder er stien spærret af et stavær og hvad er nu det? Vi spørger andre vandrere og ingen ved rigtigt noget, så vi forcerer ufortrødent forhindringerne ved at kravle over dem, og så går vi videre. Dette sker 3-4 steder, og der ser ud til at være mindre skader på broerne, men jo ikke noget, man ikke kan gå forbi. Vi var lidt sure på disse afspærringer, men blev snart ferme til at forcere dem.

Efter spærringen fortsætter vi på denne smalle betonkant ca. 50 m.

Lidt før Cabopino går vi 20 m. op til en vej, der går parallelt med kysten, indtil vi kommer til havnen.  Her spiser vi vores madpakker og nu går stien videre på træbroer ovenpå de fredede (siden 2001) klitter Las Dunas de Artola. Her vandrer man i fin stil hen over klitterne på et par km. og det er et skønt stykke. Men pludselig er det slut og vi går ned til stranden Playa de Artola. Her angiver et stort skilt at man ikke må gå videre og nu er gode råd dyre, for vi SKAL jo fremad. Men ved nærmere eftersyn ser vi, at spærringen kan forceres og derefter kan man gå på en smal cementkant (ca. 60 cm bred) de små 100 m. der er hen til det næste stykke strand. En kæmpebølge slog ind over kanten mens vi gik der og alt nedenfor knæene blev vådt. Men pyt, det er ikke først gang, vi har fået våde fødder og ben. Herefter går det fint på stranden 1 km. indtil vi møder endnu en spærring. Disse spærringer er der, fordi der er bygget huse helt ned til vandkanten, og der er ingen plads til en sti. Så her er det op til de friske at blæse på spærringer og på bedste vis komme fremad. Ved denne anden spærring er der lige plads til at vi kan gå ovenpå nogle store klippeblokke ca. 50 m. indtil vi kommer til endnu et stykke stand.

Udsigt fra vores værelse på Hotel Estrella del Mar, Elviria

Stykket fra La Playa de Artola og hen til White Pearl Beach er da også rødt på kortet over ”estado actual”, men bevandres kan det altså, om end med forcering af spærringer. Når vi støder på Chiringuito Los Tony´s har vi vandret 14 km. og nu er vi nedenfor Urb. Elviria, og her skal vi overnatte. Vi går derfor op ad vejen Avenida José Ribera til Hotel Vincci Estrella del Mar. Der er tale om et gevaldigt 5 stjernet hotel, og hvis nogen undrer sig over kombinationen vandring / 5 stjernet hotel, så er det vores valg, for når man har vandret en hel dag, gider man godt luksus og forkælelse. Og i vores fremskredne alder (lidt over og lidt under 70) må man unde sig selv ´a treat´. På hotellet fik vi skøn ´tarta de queso´ – den bedste jeg har smagt, så den må ikke forsømmes. Vi bestiller bord til aftensmad og nyder stedet i fulde drag. Vores værelse har balkon og havudsigt (170 € med morgenmad) og det er et hit.

Lige inden Puerto Banus får vi et kig op på bjerget La Concha

Næste dag har vi 23 km. til Guadalmina, som er vores næste hotel, og det er lige i overkanten af, hvad benene kan klare, så vi tager en taxa (der holder altid taxaer foran hotel Estella del Mar) ind til Marbella. Det meste af stykket mellem Elviria og Marbella er rødt, så her er stien ikke færdig. Der er 7 km. ind til Marbella, og den flinke taxamand sætter os af lige efter fiskerihavnen (puerto pesquero) hvor el Paseo Marítimo de Marbella starter.  Turen koster 20 € og er godt givet ud. Lad mig sige, at hvis man ikke vil bo på Estella del Mar, kan man gå op til hotellet og tage en taxa derfra (de flinke folk i receptionen ringer straks efter en, hvis der ikke allerede holder en) ind til Marbella og der finde et passende hotel – dem er der ingen mangel på.

Fra Marbella til et godt stykke forbi Puerto Banus har man en herlig sti, som går lige nedenfor ”The Golden Mile” – det dyreste stykke land i Spanien, hvor jetsettere og kendisser har deres boliger. Dette stykke sti er meget trafikeret af motionister og bliver brugt af både lokale og turister til løb og vandring.

Der er liv og glade dage i Puerto Banus

Der er 8 km. mellem Marbella og Puerto Banus og pludselig står vi omgivet af Ferrarier og Porcher, der af en eller anden grund har lov til at køre rundt her. Der er liv og glade dage i havnen og vi er sultne, så vi finder en italiensk restaurant, hvor vi betaler et (g)astronomisk beløb for to portioner pasta. Men sådan er det og det var det, vi valgte.

Yderst i havnen ser jeg til min glæde, at der ligger en kopi af karavellen Victoria. Det var det skib, hvorpå Magellan gennemførte den første jordomsejling i 1519- 1522. Nu har man lavet en kopi (færdiggjort i 1991 til Expo i Sevilla) og man kan gå ombord og også melde sig som Victorias Venner og komme med på sejlads. Victoria fungerer i dag som skoleskib. https://www.fundacionnaovictoria.org/nao-victoria/

Efter Guadalmina er stien afmærket med de rød/hvide striber, men det er ikke let at gå her

Men vi skal videre og stien er fin helt hen til forbi San Pedro de Alcántara, hvor den ender ret brat. Så må vi ud på stranden og gå de sidste 2-3 km. hen til vores hotel Guadalmina, som har 4 stjerner og ligger lige ned til stranden og klods op ad den kendte golfbane ved samme navn. Her koster et værelse med morgenmad 125 € og det er rimeligt nok, for det er et skønt hotel og vores værelse har udsigt til både golfbanen og havet. Vi har nu vandret 17 km. og det er passende. Vi spiser aftensmad på hotellet og næste morgen nyder vi morgenmaden i den smukke panorama restaurant med udsigt til 3 sider: bjerget La Concha til venstre, havet lige ud for næsen og Sierra Bermeja (den røde bjergkæde) til højre. Både La Concha og Sierra Bermeja ser fabelagtige ud her i solen og de er en fryd for øjet. Som kuriosum kan nævnes, at under morgenmaden flyver en masse gråspurve rundt i den højloftede restaurant til glæde eller gene for gæsterne. De går til angreb på brødfadene, som derfor er dækket af stofservietter, de hopper op på borde og stole, og når de bliver jaget væk af tjenerne flyver de op i to store lysekroner, inden de igen kaster sig over bordene. Man kan ikke komme af med dem, så det må man tage med.

Her ser man hvordan havets kraft har nedbrudt adskillige kystværn

Vi har nu 14 km. til Estepona og selv om det første stykke er rødt, kaster vi os ud i dagens vandring. Der er ingen sti i starten, men vi går på stranden som her er fyldt med sten og ikke indbydende. Til tider går vi ind i de tilstødende urbanisationer og går parallelt med kysten og ser skønne, utvivlsomt dyre huse, som i de fleste tilfælde er tomme og ubeboede. Interessant at se, synes vi.

Kyststien på vej mod Estepona er det skønneste stykke

Igen må vi gå et stykke på stranden, men her er sandet hårdt og let at gå på. På dette stykke kan man se hvilken enorm kraft havet har, for her er kæmpemæssige klippestykker spredt på stranden som legoklodser, og grundene ned til havet har mistet deres beskyttelsesmur. Jo, havet er ikke en nabo man skal spøge med.

Efter 6 km. krydser vi en bro over floden Guadalmansa, som danner grænse mellem Marbella og Estepona kommune. Estepona er den kommune, der er længst fremme med stiprojektet, og nu går vi på den skønneste sti, der ligger mellem havet og den ene attraktive urbanisation efter den anden. Ude på havet ser vi Herkules´ søjler: Gibraltar på Europa siden og Jebel Musa på Marokko siden. Det er et fascinerende syn, og vi kan tilmed se Rifbjergene i Marokko dukke op af disen.

På vej mod Estepona med udsigt til Gibraltar

Når vi når La Playa del Angel i udkanten af Estepona går vi op ad Calle Siroco til en BP station ved hovedvejen, for her har vi besluttet at vores tur skal ende, og her vil vi ringe efter en taxa. Men se, der holder allerede en og venter, så den tager vi tilbage til La Cala de Mijas (50 km og 65 €), hvor vi forenes med vores bil og kører hjem efter 45 skønne km. på en smuk, flad sti. Hurra for et godt projekt og nu har vi fået blod på tanden og vil vandre resten af stien i passende bidder.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa