Det danske magasin i Spanien

Det røde hjerte er blevet et symbol på følelserne. Mange videnskabsfolk mener, at vores hukommelse, udover hjernen, er lagret i vores organer. Den antagelse blev især stadfæstet da medicinens udvikling førte til organtransplantationer. Der er mange dokumenterede tilfælde hvor mennesker, der modtog et organ f.eks. en hjerte transplantation, begyndte at have tanker, følelser, drømme, personlighed, ja, endog begyndte at have lyst til samme mad, som organdonoren.

I beskrivelsen af vores forskellige chakraer, er det hjertechakraet, der rummer vores medfølelse, overbærenhed og tilgivelse både overfor andre, og ikke mindst for os selv. Jeg tror de fleste af os har mærket, hvor meget vores hjerte påvirkes af tanker og følelser. Mange af os har mærket at få et stik i hjertet, hvis vi oplever noget følelsesmæssigt stort. Det kan enten være noget væmmeligt eller noget overordentlig dejligt. Det er i hjertet vores følelse af betingelsesløs kærlighed har sæde. Hjertets chakra farve er grøn.

Mange forskellige talemåder knytter sig til hjertet. Min mor sagde mange gange ” hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med ” –  for mit vedkommende er det gennem computeren, jeg lader kærligheden til mit fag udmønte sig.

Af andre kendte vendinger kan nævnes

”Hjertet knuger sig sammen af angst, sorg, eller anden negativ følelse”

”Hjertet svulmer af glæde, stolthed”

”Jeg har kolde hænder men et varmt hjerte osv.”

Der er flere hypoteser, der mener at begivenheder påvirker hjertet i meta-fysisk forstand, f.eks. triste kærlighedshistorier, der på forskellig måde ”skærer” i hjertet.

Louise Hay skriver da også i hendes bog om hjertet, at hjertet står for kærlighedscentret og en god og stærk affirmation er ” Mit hjerte slår i kærlighedens rytme.

Hjertets opgave

Hjertet er det mest mirakuløse organ i vores krop, der regerer over livet for alle de andre organer i vores krop. Derfra flyder livet. Det er dit hjerte, der holder livet strømmende i alle systemer i vores krop. Det er et organ der er værd at passe på og være taknemmelig for, når det trofast arbejder for os.

Så tidligt som i år 1616 skrev Dr. Harvey, som noget helt nyt, dristigt og revolutionært, at blodets bevægelse er en konstant cirkel som frembringes af hjertets slag. Hidtil havde man ment, at hjerte og kredsløb var to, af hinanden uafhængige systemer.

I dag ved vi at hjertet er en fantastisk pumpe, der er som en lillebitte 4 værelses lejlighed med 2 forkamre og 2 hjertekamre. Forkamrene modtager blodet og pumper det videre til hjertekamrene. Dørene består af hjerteklapper mellem forkamre og hjertekamre og andet hold døre er, hvor blodet forlader hjertekamrene og løber videre dels til lungekredsløbet og legemskredsløbet. Sammen med kredsløbet arbejder hjertet for hele kroppen gennem  hele dit liv.

Kredsløbet har en udstrækning på 120.000 km. Ved hjælp af arterierne, som er en del af systemet, leveres der ilt og næringsstoffer til alle kroppens trillioner af celler. Hver gang hjertet slår sendes der blod ud i arterierene, hvilket er det, der giver os blodtrykket. Det kaldes det systoliske blodtryk.

En anden del af kredsløbssystemet kaldes for venerne. De løber modsat arterierne op mod hjertet med det nu iltfattige venøse blod og transporterer kuldioxid og affaldsstoffer bort, mens hjertet slapper af og dette blodtryk kaldes for det diastoliske. Det systoliske blodtryk er logisk højere end det diastoliske. Blodtrykket svinger døgnet igennem afhængigt af vores aktivitet og følelser.

Desværre er vi alt for ofte sjuskede med vores livsform, og det belaster hjertet, især når vi bliver ældre og kommer i ”risikogruppen” for alverdens kredsløbs og hjerteproblemer med f.eks. risiko for blodpropper, forhøjet blodtryk og åreforkalkning. Vi ser også i dag mange unge med hjerteproblemer. Hyppigheden af blodpropper i hjertet har været foruroligende kraftigt stigende de sidste 40 år.

Noget af det hjertet har svært med er at forlige sig med er, hvis du ryger, drikker megen alkohol, får for lidt motion, overvægt, sukkersyge, mangel på næringsstoffer, dårlig rodkanal, inflammatoriske sygdomme, spiser og drikker dårlig kvalitet mad med et ofte stort sukkerforbrug osv.

Kosten

Det, du vælger at spise, har en stor indflydelse på dit hjertets sundhed.

Allerførst drik godt med vand, allerhelst frisk kildevand uden tilsætningsstoffer, hvis det er muligt.

Brug masser af høj kvalitet olivenolie. Det er kendt for at styrke det gode kolesterol og sænke det dårlig og har desuden en masse gode antioxidanter. Pas på med for meget mættet fedt, f.eks. fra smør og kød.

Har du en sød tand, så moderer det og sørg for, at du får det søde fra gode kvaliteter, f.eks. frugt, pas dog på med al for megen sød frugt f.eks. ananas, figner, vindruer m.m. Brug i stedet gerne forskellige former for bær. Mosede bananer og æbler kan bruges som sødestoffer i mange retter i stedet for sukker. Hvis du skal bruge sukker, så brug sukker fra gode kvaliteter, f.eks. kokossukker, indisk rørsukker, uraffineret sukker eller brug de sundere sødemidler som f.eks. stevia, sukrin og malitol.

Undgå købekager, deserter, sodavand, færdige juicer. Vær opmærksom på det skjulte sukker.

Spis en masse grønsager, gerne i form af forskellige kål. F.eks. er min yndlingskål lige i øjeblikket grønkål, der er superlækker med f.eks. lidt appelsin, solsikkekerner, figner m.m. Det gælder for alle salater, at du kan gøre dem mere spændende, hvis du sørger for at bruge godt med frø f.eks. græskarkerner, sesam, hørfrø og solsikkefrø. Megen mad kan også piftes op med de sunde nødder f.eks. valnødder hasselnødder m.m. Husk også at bruge de mange gode rodfrugter.

Når du salter din mad, så salt med måde og brug gerne gode salte f.eks. urtesalt, ren havsalt, Himalayasalt osv.

Hold dig fra det hvide brød, den hvide pasta, den hvide ris osv., men spis til gengæld de fiberholdige fuldkornsprodukter gerne med hele kerner, f.eks. Quinoa, havre, rug  m.m.

Sørg for gode proteiner i form af æg, fede fisk, skalddyr, fjerkræ og bælgfrugter.

Undgå for meget stegt mad. Brug i stedet ovnen eller kog dit kød, fisk og dine grønsager.

Inkluder fede fisk i dit ugentlige mad repertoire.

Kosttilskud

Sørg som sædvanlig for et basalt godt vitamin/mineraltilskud. Er du over de 50 år, bør du undgå produkter med jern, da jern har en tendens til at hobe sig op i kroppen, hvis det ikke mangles.

Tag dertil et godt B-vitamintilskud. Det er vigtigt for at holde homocysteinet i blodet nede. Et normalt homocysteinet er med til at holde kolesterolet ufarligt.

Q10 styrker hjertet og er godt for alle os, der er mere end 40 år. I tidsskriftet Sund Forskning var en meget uddybende og spændende artikel om betydningen af Q10 og hvad det gør for kroppen . www.sund-forskning.dk Bl.a. blev nævnt at Q10 og selen har glæde af hinanden for optimal udnyttelse. Der blev også omtalt en placebo undersøgelse med 420 hjertesvigt patienter der efter 2 år viste at de Q10 behandlede havde 43% færre hjerterelaterede dødsfald end kontrolgruppen.

Vitamin C har stor betydning for hjerte og kredsløb. Daglig dosis ca. 3 gram daglig.

Lysine, en aminosyre der er mest kendes for at holde forkølelsessår i skak, hjælper sammen med C-vitamin  at forhindre åreforkalkning.

Aminosyren Taurine, der ikke er særlig kendt, findes i alle kroppens membraner og har også vist sig i nogle tilfælde at kunne holde en hjertearytmi i skak.

Hvidtjørn styrker hjerte, beroliger og kan nedsætte et forhøjet blodtryk.

Omega 3 fedtsyrer er med til at stabilisere hjertets rytme og medvirke til at forebygge blodpropper og åreforkalkning.

Tips

Er du ryger, så stop med at ryge. Stop også med at være passiv ryger. Kemikalierne i cigaretrøgen ødelægger dine arterier.

Pas på ødelæggende kemikalier såsom kviksølv, cadmium (er i cigaretter og har en halveringstid på 30 år) bly m.m.

Er du overvægtig så se at smid de overflødige kilo. Det kan være svært, men af erfaring siger jeg, at det er ulejligheden værd i form af større velbefindende på alle livets områder.

Er dit liv stressfuldt, så vær opmærksom på det og reducer det, hvor det overhovedet kan lade sig gøre.

Sørg for motion. Dyrker du ikke nogen former for sport kan du starte med 30 minutters gåtur daglig, øge det med 2 gange dagligt og efterhånden også øge hastigheden af gåturen. Lad dit daglige mål være 10.000 skridt. På de fleste smartphones fås en sundhedsapp, så du kan holde øje med dine skridt og kilometerantal.

Pas på dit temperament. Det har vist sig, at mennesker, der er meget vrede oftere lider af hjerteproblemer. Energien følger din tanke og derfor må du, for din egen skyld, dæmpe din vrede og i stedet fylde dit hjerte med en masse kærlighed, der både glæder og gavner dig selv og dine omgivelser.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.