Det danske magasin i Spanien
Er vi endelig klar til at sparke nye døre ind?

Er vi endelig klar til at sparke nye døre ind?

Vi burde leve i en kold tid – men efteråret har været varmere end nogensinde.

Vi burde også leve i en hård tid – men arbejdsløshedstallene er bedre end længe set.

Det er lidt den omvendte verden.

Trods inflation, rentestigninger, energikrise og krig i Europa er de nyeste spanske ledighedstal overraskende gode – særligt i Málaga-provinsen.

Til trods for at turistsæsonen for længst er gået på hæld og boligmarkedet har trykket på pause-knappen, er arbejdsløsheden faldet til 16 procent. Det er det laveste tal i 15 år, og vi er ikke længere milevidt fra den landsdækkende ledighed på 12 procent.

”Olé Olé”, råber pressen og de lokale politikere. Det er da gode nyheder – ingen tvivl om det. Men den bedste nyhed i mit univers er indvielsen af det nye lager- og logistikcenter i Cártama, 17 km. nordvest fra Málaga. Endelig får vi sparket den dør ind, der med tiden kan føre os til en ledighed på samme niveau som vores venner i EU.

Indtil nu er al olie blevet smurt på de to velkendte hjul; turismen og byggeriet. Fred være med det – men vi ved, det er to sektorer, der er henholdsvis stærkt sæson-, og konjunkturprægede. Præcis derfor har vi hverken i Málaga-provinsen eller i det øvrige Andalusien nogensinde været i nærheden af nogle hæderlige arbejdsløshedstal. Det har de derimod i den nordøstlige region Aragón.

”Hvad skal vi derop for,” spørger nogle læsere sikkert sig selv. Det skal vi for at se, hvordan man får skabt stabile arbejdspladser og lav arbejdsløshed.

Aragón, med Zaragoza som hovedstad, er skam smukt og spændende – præcis som det øvrige Spanien. Men man har hverken kyst eller klima til at fremme turismen, og derfor har man heller aldrig kendt til de byggefremstød, som man har set i andre storbyer og områder omkring Madrid, Barcelona, Bilbao, Valencia og Andalusien som helhed.

Til gengæld kender man til fremstød indenfor industrien – den moderne industri. Ikke den ”gamle” med klodsede bygninger og osende skorstene, der sender store grå røgskyer ud over by og land. Det er en mere nutidig industri med lager, logistik og distribution, man har fokuseret på og de seneste årtier skabt hundredtusindvis af stabile arbejdspladser – hele året. Præcis derfor har Aragón længe haft en af landets laveste og mest stabile arbejdsløsheder på blot fem til seks procent. Du læste rigtigt: fem til seks procent! Det er imponerende flot gået og sætter unægtelig tingene i et helt andet perspektiv. Et perspektiv Costa del Sol for længe siden burde have taget til sig. Det er jo helt hovedløst, at store dele af al den fisk, der fanges i Málaga og Cádiz-provinsen, skæres, pakkes, fryses og videredistribueres udenbys. Tilsvarende burde hele Sydspanien, som porten for al import fra Afrika til Europa, havde alle muligheder for at blomstre indenfor netop lager, logistik og distribution. Det er som om, en hel industri er blevet forsømt, og jeg har aldrig været i nærheden af at forstå hvorfor.

Jeg har skrevet om det tidligere, men trættes ikke af at gentage, at skal vi have bugt på vores største problem – arbejdsløsheden – rækker det ikke kun at tænke i badebukser og mursten. Heldigvis tyder alt nu på, Junta de Andalucía godt ved det – og gør noget ved det. Man tænker industri og teknologi og er ikke bange for at forsøge at sparke nye døre ind.

Projektet i Cártama skaber alene 400 nye bæredygtige arbejdspladser og er blot det første blandt mange i Málaga-provinsen og Andalusien. Det bliver spændende at følge. Trods krig, inflation, renter og usikkerhed lever vi også i en spændende og innovativ tid.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.