En omvendt Muhammed-sag

Expo 2010 i Shanghai slog den 1. maj dørene op til den største verdensudstilling nogensinde. Der er brugt millioner af kroner på flotte bygninger, optrædener, uniformer, underholdning og kunst til de op mod 100 millioner besøgende det næste halve år. Men hvorfor? Svaret er Nation Branding.

Overskriften for årets EXPO er ’Better City, Better Life’. Herudfra skal alle lande give deres bud på, hvordan vi kan skabe sikre, smukkere og mere harmoniske storbyer rundt om i verden. Danmarks pavillon har fået navnet ’Welfairytales’, hvor sammentrækningen af ordene welfare og fairytales indrammer det samlede idékoncept for pavillonen og udstillingen.
Christopher Bo Bramsen, bestyrelsesformand i Danes Worldwide og generalkommissær for den danske pavillon, kalder konceptet ’en pudsig konstellation.’
”En bæredygtig storby skal både have et solidt økonomisk fundament og et velfungerende samfund, men samtidig er det vigtigt, at byen også rummer et kulturelt aspekt – det, jeg kalder for indhold. Det er dén historie, vi gerne vil fortælle.”

En dyr, men fornuftig satsning
Målsætningen for den danske deltagelse i Shanghai tager udgangspunkt i regeringens strategi for en offensiv global markedsføring af Danmark.
Med et budget på 150 millioner bliver deltagelsen i verdensudstillingen i Shanghai Danmarks hidtil største Expo-satsning. Erhvervs- og byggestyrelsen har bidraget med 75 millioner, Realdania med 50 millioner og resten er finansieret af en række danske virksomheder.
Ifølge Christopher Bo Bramsen har virksomhederne gode grunde til at støtte projektet.
”Næsten hver eneste dag optræder vi i kinesiske og internationale medier med den ene succeshistorie efter den anden. Man kan kalde pavillonen for en omvendt Muhammed-sag, hvor resultatet er udelukkende positiv branding af Danmark. Det smitter naturligvis også af på danske virksomheder, som får et godt omdømme ude i verden.”
Populær pavillon
Der er grund til optimisme på Danmarks vegne – brandingen har nemlig været enorm.
Takket være Den Lille Havfrues deltagelse har presseomtalen nået et omfang, der sjældent er oplevet lignende. Desuden blev Danmarks pavillon allerede inden åbningen omtalt som den anden mest populære, kun overgået af Kinas egen.
”Jeg tror, det er vores særlige arkitektur, der gør vores pavillon så populær. Og så betyder det utrolig meget for kineserne, at vi har sendt den ægte vare hertil. De kender jo alle sammen H.C. Andersen,” slutter Christopher Bo Bramsen.

 
Han har det ret sjovt
Vil man interviewe manden, der sendte Den Lille Havfrue til Shanghai, skal det være på sms. For begrænsninger bliver for Bjarke Ingels til kreativitet.
”De siger alle sammen det samme,” griner Bjarke Ingels.
Ingen skulle have hørt det, men jeg står tre skridt bag ham. Det er den officielle afsked med Den Lille Havfrue, som skal sendes til verdensudstillingen EXPO 2010 i Shanghai. Det er den 25. marts og forårssol. Kinas ambassadør i Danmark, overborgmester Frank Jensen og Økonomiminister Brian Mikkelsen holder skåltaler, og ja – de siger alle sammen det samme: ”Som H.C. Andersen sagde: At rejse er at leve” og ”Det her viser Danmarks åbenhed.”
Bjarke Ingels er der, fordi det er hans idé, at havfruen står i Den Danske Pavillon på EXPO. Han er i sort habitjakke som de andre – men over en T-shirt med en stor hvid klat på. Han er velfriseret som de andre – men opad, ikke blødt ned til venstre (Brian Mikkelsen) eller blødt ned til højre (Frank Jensen).

Vidunderdrengen
Den 35-årige arkitekts havfrueidé ligner lige nu udstillingens bedste. Verdensudstillinger handler grundlæggende om omtale og imagefremme, og det leverer havfruen. Et kinesisk bilfirma har opkaldt en bil efter hende, 60 kinesiske journalister dækkede hendes præsentation seks dage før den officielle EXPO-åbning 1.maj, og Danmarks pavillon er udnævnt til verdensudstillingens næstmest interessante.
I portrætter er Bjarke Ingels blevet kaldt ”overraskende”, ”uformel”, ”dansk arkitekturs wonder boy”, ”samfundsrelevant, folkelig og flabet”, ”banebrydende” og ”elegant”. OK, han er god. Men hvem er han?
Amager og Amerika
Ingels er barn af globaliseringen. Han er uddannet i tre lande, har over 20 nationaliteter under sig i tegnestuen BIG på Nørrebro, og ekspansionen fortsætter. Jeg har hørt ham tale om et nyt projekt i USA: ”Nedre Manhattan, water front, et vildt sted at få, så nu flytter jeg sgu’ nok til New York”.
Han har vundet internationale priser for både ejerlejligheder på Amager og et folkebibliotek i Kasakhstan.
Jeg sms-interviewer ham. Det giver begrænsninger. Hans arkitektoniske metode er at omvende begrænsninger til kreative forbedringer. Hans vinderforslag til moskegrunden foran Københavns Universitet Amager er et bøjet, snoet og smukt deformt kompromis mellem byggeregler, brok og nabohensyn.
Det er den energi, jeg vil have ud af ham. ”Cool”, svarer han på iPhone fra Shanghai, og vi er i gang.
SMS Magnus (kl. 21.25 Kina-tid): Der har været uklarhed om, hvem der fik havfrueideen. Var det dig?
SMS Bjarke (12.10): ”Jo.”
SMS Magnus (12.11): Hvordan var de første reaktioner?
SMS Bjarke (00.36): ”Alle sagde fed ide – men det får I ALDRIG lov til! Og Dansk Folkeparti forsøgte da også med et lovforslag mod flytning af havfruen.”
SMS Magnus (12.12): Overvejede du endnu vildere ideer end at flytte havfruen?
SMS Bjarke (00.36): ”Nu er det jo lidt vildt at flytte et nationalsymbol – faktisk ligesom at flytte Eiffeltårnet eller Frihedsgudinden – bare meget nemmere rent fysisk, da hun ikke fylder så meget …”
Han sover max fem timer og 20 minutter den nat i Kina. Næste sms kommer kl. 05.55.
SMS Magnus (00.45): Hvad er din vildeste idé blandt både gennemførte og afviste?
SMS Bjarke (05.55): ”I København er vi ved at have opført en karré, hvor man kan gå og cykle langs kartoffelrækkehuse hele vejen fra gaden til 10. sal og ned igen – det er temmelig vildt i en almindelig by. Ellers var vi ret tæt på at få skrevet VEJLE med fem store huse ved indsejlingen til Vejle havn engang, ligesom vi var utroligt tæt på at få opført en kinesisk mur af billige boliger rundt om Kløvermarken på Amager – en tre kilometer lang bugtende karré med en lang lineær park på taget. Desværre døde begge projekter af politiske årsager på falderebet.”
Hjemmeværnet havde til havfrueafskeden i København sørget for en asiatisk udseende vagt for hver etnisk dansk. Ingels havde til havfruens ankomst i Shanghai sørget for, at en kunstner filmede det. Fra en helikopter ind over byen, skriver han på en blog: ”Som en genskabelse af åbningsscenen i ’La dolce vita’ af Fellini, hvor Kristus-statuen bliver fløjet ind over Rom. Det bliver ret sjovt.”