Det danske magasin i Spanien
Når hunde smittes med en leptospirose-infektion

Når hunde smittes med en leptospirose-infektion

Sygdommen Leptospirose, der forårsages af en speciel type bakterie leptospira, kan ramme både mennesker og dyr. Bakterien forekommer sjældent i de skandinaviske lande, men i Spanien er den meget almindelig og findes specielt i landområder, der i regnfulde tider oversvømmes, hvorefter vandet bliver stillestående.

Inden for visse fagområder som landbrug, slagteri og ferskvandsfiskeri regner man med, at en ud af fem er smittet med bakterien. Men også andre kan være smittet med leptospira-bakterien, fx ved kontakt med urinen fra en hund, der bærer bakterien.

Smitteveje og –spredning
Leptospirose findes i så godt som hele Europa, specielt blandt vilde gnavere og især rotter. Smitten spredes primært via kontakt med urinen fra rotter eller andre smittede dyr. Smitten til hunde sker oftest ved at hunden befinder sig i vandområder, hvor bakterien findes, fordi rotter eller lignende har urineret i vandet. Hvis hunden har sår og rifter trænger bakterierne ind, og hunden bliver smittet med Leptospirose. Bakterien kan dog også trænge igennem slimhinderne i fx øjnene. Grunden til at sygdommen er så almindelig i disse tider er, at smittebærerne, specielt rotter, på grund af byggeri fortrænges fra deres hjemsted og rykker tættere på de steder, hvor der bor mennesker og hunde.

Symptomer, behandling og diagnosticering
Inkubationstiden er normalt to uger, og symptomerne kan variere meget. Når et menneske smittes, opstår der sjældent symptomer, dog kan der af og til forekomme influenzalignende symptomer. Selv hunde kan være smittet uden at vise symptomer, men det er mest almindeligt, at smittede hunde får høj feber, bliver meget trætte, er meget tørstige, og at det generelle helbred påvirkes. Efter fire til fem døgn bliver leveren og nyrerne påvirket af smitten, og der forekommer gulsot, mavesmerter og mørk urin.

Sygdommen kan behandles med antibiotika, og hvis man starter behandlingen tidligt, er der stor sandsynlighed for, at hunden bliver frisk igen inden for nogle dage. Hvis behandlingen derimod startes sent, kan det have alvorlige konsekvenser som fx kronisk nyresvigt.

For at stille en diagnose foretager dyrlægen en blodprøve og en urinprøve. Man bør være opmærksom på, at hunde, der har været smittet, men er blevet raske efter behandling, vil være kroniske smittebærere resten af deres liv.

Almindelige forebyggende midler
Leptospirose kan forebygges ved rottebekæmpelse og kontrol med andre, dyr der kan være smittebærere. Hunde, der bor eller bringes med på rejser til steder, hvor leptospira-bakterien er almindelig, bør vaccineres mod Leptospirose. Hunden vaccineres to gange med tre til fire ugers mellemrum. Vaccinen beskytter hunden mod alvorlige sygdomssymptomer, men giver dog ikke en komplet beskyttelse mod smitten.

Når mennesker smittes
De leptospira-bakterier, der smitter hunde, kan også smitte mennesker. Bakterien er som nævnt ualmindelig i de skandinaviske lande, men på globalt plan er Leptospirose en af de mest almindelige bakteriesygdomme, der smitter fra dyr til mennesker.


Susanne Kamu, Skandinavisk Smådyrsklinik
Autoriseret dyrlæge, D.V.M
contact@petvetkamu.com
www.petvetkamu.com
Tlf. 952 667 333


 

Af Susanne Kamu, Skandinavisk Smådyrsklinik

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.