Det danske magasin i Spanien
En hemmelig verdensmagt indtager catalansk badeby

En hemmelig verdensmagt indtager catalansk badeby

Ana Botín og Pedro Solbes, Bill Gates og David Rockefeller, Poul Nyrup Rasmussen og Anders Eldrup var alle med i den hemmelige skyggeregering, som fire dage i juni indtog den catalanske by Sitges.

Gruppens besøg medførte i hvert fald, at teorierne om, at medlemmernes mål er at vælte alverdens regeringer og overtage al magten, genopstod.

Også Dronning Sofia og José Luis Zapatero kiggede forbi, da det, der selvfølgelig var Bilderberg-gruppen, var samlet til selskabets årlige symposium. Spanien var i anledningen af det nu endelig overståede EU-formandskab valgt til værtsland, og møderne blev afholdt på hotel Dolce i Sitges, ca. 35 km syd for Barcelona.
Gruppen, som blev oprettet af bl.a. Denis Healey, Józef Retinger, David Rockefeller og prins Bernhard af Holland, holdt sit første møde i 1954 på hotel Bilderberg i Holland, deraf navnet. Årsagen til sammenslutningen skulle være, at man var bekymrede over den kolde krig samt en stigende antiamerikanisme i Europa.
Gruppen har i dag ca. 100 faste medlemmer, mens forskellige personer, der i det givne år måtte være særligt toneangivende, inviteres med. Det er både politikere, kongelige, forretningsfolk og mediefolk. Fælles for dem alle er, at de sværger på, at alt det, der bliver drøftet, ikke på nogen måde bliver offentliggjort. End ikke navnelisten over dette års deltagere blev udsendt, men diverse Tv-stationer lykkedes dog at fange et par deltagere, da bl.a. Bill Gates, statsminister José Luis Zapatero samt dronning Sofia og prinsesse Cristina ankom. De to sidstnævnte skulle være med grundet deres interesse for og støtte til mikrolån i udviklingslande.
Hemmeligholdelsen af det, der debatteres, betyder naturligt nok, at gruppens møder er omgivet af megen mystik og mistro.

Den ultimative konspiration
Hemmeligholdelsen pirrer almindelige menneskers nysgerrighed, konspirationsteoretikeres fantasi, og så spiller misundelse vel også en rolle – "vi må ikke være med sammen med de seje".
Konspirationerne kan i underholdningsværdi måle sig med dem, der går ud på, at jøder stod bag 9/11, at amerikanerne aldrig var på månen, og at dronning Elizabeth II i virkeligheden skulle være et krybdyr. Og da vi ikke ved noget bedre end hemmelige sekter (frimurerlogen, scientology m.v.), er alle ingredienser inkluderet i denne, den ultimative konspiration. Den mest almindelige teori går på, at medlemmerne skulle planlægge at overtage verdensmagten.
Forfatteren Daniel Estulin, som hævder at have brugt 14 år på at studere gruppen, har skrevet bogen The True Story of The Bilderberg Group. Heri skriver han bl.a., at hvad end gruppens oprindelige mission var, vil de nuværende medlemmer skabe en skyggeregering, der leder et netværk af gigantiske karteller, der er mere magtfulde end nogen nation på jorden.
Med andre ord vil Bilderberg-gruppen erstatte individuelt ledede nationer med en ny verdensorden baseret på et kapitalistisk ejer/slavesystem, der skal styres af verdens største koncerner.
Gruppen skulle allerede have manipuleret flere regeringsskift, og bl.a. sat Barack Obama i Det Hvide Hus, ligesom de dikterede indførslen af euroen, og i Sitges skulle man have afgjort, hvorvidt vi (den Vestlige verden) skal invadere Iran, og om vi nu skal afskaffe den fælles møntfod i Europa.

Meget mere end en tænketank
I stedet for at være en sammenslutning af ufatteligt griske og magtfulde mennesker, kunne det tænkes, at gruppen nærmest kan betegnes som en global tænketank.
Dette års møde skulle først og fremmest have handlet om alverdens landes dårlige økonomi, og det var det, som José Luis Zapatero skulle have talt om under sin gæsteoptræden. Mere vides ikke. Tidligere træf har omhandlet energi og klima, samt udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål.
I forbindelse med møderne gav Bill Gates dog et interview, hvori han benyttede lejligheden til at lange ud efter den spanske regering og dens beslutning om at skære ulandshjælpen ned med 600 millioner euro for resten af 2010 og hele 2011. "Smertefuldt, skuffende og meget uheldigt," sagde Microsoft-manden, som er af den opfattelse, at desto mere man giver, jo mere får man igen.
Ellers var der ingen, der sagde noget. Mundkurvene skyldes selvfølgelig, at hemmeligholdelse sikrer klare tanker, ærlige meninger og åbne diskussioner.
Og det er da betryggende, at nogle af verdens mest indflydelsesrige og intelligente mennesker bekymrer sig nok om kloden og menneskeheden til at gide at bruge tid på at finde løsninger, mens hele ideen om at en lille håndfuld mennesker skulle planlægge at overtage verden jo er latterlig og paranoid. Er den ikke?


Andre (nuværende og tidligere) medlemmer af Bilderberg-gruppen:
Nogle er faste medlemmer, andre inviterede.
Felipe Gónzalez
José María Aznar
Javier Solana
Juan Luis Cebrián
Mærsk McKinney Møller
Poul Hartling
Uffe Ellemann-Jensen
Connie Hedegaard
Poul Hækkerup
Anders Fogh Rasmussen
Helle Thorning-Schmidt
Tøger Seidenfaden
Jacob Wallenberg
Marcus Wallenberg
Tony Blair
Bill Clinton
Olof Palme
Henry Kissinger
George W. Bush
Helmut Kohl

Af Jette Christiansen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.