Kære læser december 2010

Tror du egentlig på Gud?, blev jeg spurgt i forbindelse med en snak om julen. Det korte svar er nej! Og hvorfor er det så lige, at jeg føler, at jeg også skal komme med et langt svar? Er jeg bekymret for konsekvenserne af mit "nej"? Er det min egen skyld, at jeg har mistet troen (om den nogensinde har været andet end en del af min kultur)? Og er det min skyld, at ingen har kunnet sælge den til mig igen? Da jeg debatterede sagen med mig selv, tog jeg en tur "down Memory Lane" og blev bragt tilbage til barndommen, hvor fejring af jul og påske var elskede traditioner. Jeg husker ikke, at vi i familien talte om troen på Gud, men vi fandt ro og tryghed i at fejre nogle årligt tilbagevendende begivenheder. Daglig fælles-morgensang og fadervor i skolen samt juleafslutning i kirken blev tilsat i syvårsalderen sammen med en udvidelse af min mors dejlige aftenbøn om englen, der gik rundt om vort hus. Faktisk udvidede jeg bønnen i en sådan grad, at den udviklede sig til en regulær tvangstanke. Hver gang jeg lærte noget nyt (hvilket i sagens natur skete dagligt i de år), skulle det inkluderes, inden jeg måtte lægge mig til at sove. Bønnen blev længere og længere, efterhånden som jeg hørte om alt lige fra pyromaner og fattige børn i Afrika til skilsmisser og skrækkelige sygdomme. Mine bedsteforældre havde en medicinhåndbog med de mest frygtelige billeder af misdannede børn og ulækre sår. Den dyrkede jeg i al hemmelighed, og følte mig forpligtet til at bede om, at sådanne sygdomme ikke måtte findes. Jeg var afsindigt bange for at falde i søvn, inden jeg havde fået det hele med. Med tiden gik det op for mig, at der skete en masse grimme ting, uanset hvor meget jeg bad, og en dag besluttede jeg, at nu skulle det være slut. I kølvandet på den beslutning begyndte jeg at stille kritiske spørgsmål til vores kristendomslærerinde om alt det i Det gamle Testamente, som, jeg mente, slet ikke kunne passe. Der var ligesom nok at tage fat på. Med blussende kinder og flammer på halsen kæmpede hun mod min vantro, mens de andre børn kiggede på med store øjne. Jeg resignerede efter en rum tid, og begyndte at bruge min energi på udfordringerne i livet her og nu. Og det er nok i virkeligheden det, der er min grundholdning, min livsfilosofi, om man vil. Livet her og nu. Jeg mener nemlig ikke, at man kan hænge hverken fejltagelser eller succeser op på historie og tro, og jeg behøver ikke De 10 Bud for at finde ud af, hvordan jeg skal gebærde mig for at være et ordentligt menneske. Om det alligevel bunder i en kristen opdragelse, kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om. Undervejs opstod drømmen om at blive præst. Jeg søgte og søgte, men i løbet af gymnasietiden måtte jeg igen give op, og jeg valgte et andet erhverv. Dybest set handler det vel om, at vi alle har fået en fantastisk mulighed: Et liv, som vi kan leve her på jorden. Og skal Gud have æren for det, kan jeg ikke forledes til at tro, at det så bare var dét. Så er vi tilbage til Det gamle Testamente og 1. Mosebog … og Gud hvilede på 7. dagen – og det har han så gjort lige siden? Eller? Til min mors begravelse sagde præsten et eller andet om, at han godt vidste, at vi sad tilbage med en masse spørgsmål. Hvor havde han ret! Og det gør vi sådan set stadig. Og nej, jeg har intet brugbart lært af at se min mor lide i næsten fire år for så at dø som 59-årig. Intet! Og det er sandelig ikke fordi, jeg ikke har forsøgt at finde mening. Jeg diskuterer, læser og lytter gerne, så længe ingen forsøger at fundamentalisere sig ind på mig. Det må være dejligt befriende at tro på, at nogen eller noget holder en hånd over eller under én – lidt afhængig af situationen. På den anden side er det også for nemt at give ansvaret fra sig på den måde. Kan man mon begge dele? Nå, men indtil jeg møder nogen, der kan fortælle mig det, fortsætter jeg med at leve mit liv så godt, jeg overhovedet kan ud fra Martinus’: Meningen med livet er oplevelsen af livet.
Jeg glæder mig til at holde jul og fejre Jesusbarnets fødselsdag, selvom jeg vel egentlig tror mere på julemanden.

Glædelig jul til jer alle sammen!

he