Spanien anno 2012 - Korruption, retssager og et spirende forår

Spanierne kan se frem til et nyt år, der vil blive præget af den netop indsatte, konservative regering. Statsminister Mariano Rajoy står ved roret, og håbet er, at han kan styre landet ud af det økonomiske lavvande, hvor det har ligget underdrejet alt for længe.

Foreløbig har han varslet besparelser, mens vi endnu venter på, at han barsler med andre initiativer til at fyre op under den hensygnende spanske dynamik.

Men også på andre fronter kan det kun blive et spændende år. Mange kampe skal kæmpes, både i regeringskontorer og retsbygninger og måske på gaderne.

Læs med på de næste sider og bliv godt rustet til at følge med i føljetonerne i det nye år.

Malaya, Spaniens største korruptionsskandale

Spaniens største korruptionsskandale nogensinde, der er kendt som Malaya, har sit epicentrum i Marbella. Optrævlingerne af sagens klistrede spindelvæv af bedrag, løgne og rævekager er i fuldt sving i retsbygningen, Palacio de la Justicia, i Málaga, hvor retssagerne først forventes afsluttet i slutningen af året.

Den hovedmistænkte i sagen er forhenværende rådmand med ansvar for byplanlægning i Marbella, Juan Antonio Roca – ham med den zoologiske have i baghaven og en Miró på badeværelset. Han tilstod endelig i oktober, efter 13 måneder og 104 afhøringer, at han har gjort noget ulovligt.

Han forklarede, at han havde modtaget bestikkelse på i alt ca. 33,3 millioner euro fra firmaer, der var interesserede i at lave forretninger i Marbella. Ville man det i årene 1992 til 2003, måtte man først smøre den magtfulde Roca. Af de 33,3 millioner mener han, at han har betalt mindst tre millioner euro til kollegerne i byrådet, heriblandt daværende borgmester, Marisol Yagüe.

Han har også navngivet tre af de entreprenører, fra hvem han skulle have modtaget bestikkelsen. Det er den nu afdøde Emilio Rodríguez Bugallo fra Construcciones Salamanca, Francisco García Lebrón fra Aifos og Fidel San Román, der havde en række selskaber. Anklagerne mener dog, at Roca har modtaget penge fra i alt 16 entreprenører.

De fleste af dem modtog til gengæld rådgivning og gode intentioner fra den venlige kommune. Roca insisterer dog nu på, at det alligevel var Junta de Andalucía, som godkendte byggetilladelser, hvor han havde meget lidt indflydelse, hvorfor bestikkelsen var forgæves.

Det var den naturligvis ikke i alle tilfælde. Et eksempel er Ismael Pérez Peña, som har tilstået, at han skulle have betalt Roca for at ’opnå visse fordele’, bl.a. sikre ham kontrakten med at indsamle ulovligt parkerede biler i kommunen.

91 personer er tiltalt i sagen. Retssagen startede i september 2010 og forventes afsluttet i slutningen af 2012.

FOTOTEKST: Palacio de la Justicia i Málaga danner ramme om retssagen.

Pensionsskandalen ERE

I Andalusien ligger korruptionsanklagerne ellers hos selve lokalregeringen. Junta de Andalucía har siden 2001 godkendt omkring 650 millioner euro i pension ifølge et program kaldet Expedientes de Regulación de Empleo, der kendes bedre under initialerne, ERE.

Pengene var øremærket trængte firmaer, der havde behov for at reducere antallet af medarbejdere, som i stedet blev tildelt en slags førtidspension. Derfor ansatte listige firmaer flere medarbejdere, for derefter at afskedige dem, så de blev berettiget til pension, altså uden at de nogensinde havde arbejdet i firmaet.

Foreløbig er 72 personer anklaget for at have tiltusket sig omkring 10 millioner euro i uberettigede pensioner. Flere er under mistanke.

Junta de Andalucía kæmpede længe mod at udlevere dokumenter i sagen, men til slut måtte i alt 40 offentlige instanser, samt virksomheder og fagforeninger, heriblandt UGT, en af landets største, udlevere de krævede dokumenter til dommer Mercedes Alaya. Hun havde peget på myndighederne som værende de ansvarlige. Det har da også foreløbig været de afhørtes forsvar; at de havde ansøgt om en pension, som de troede, de havde ret til, og at det så var myndighederne, der bevilligede den.

Om Alaya mener, at man kan være uvidende nok til at tro, at man kan få pension for at være afskediget i et firma, hvor man aldrig har arbejdet, vil vise sig i 2012. Det vil det også, om det vil lykkes at få de anklagede til at tilbagebetale alle pengene.

Flere af de tiltalte er lokale politikere, deres familier og venner, hvorfor dommer Alaya da også har peget på den tidligere formand for den andalusiske lokalregering Manuel Chaves og den nuværende, José Antonio Griñán, som mulige medansvarlige. De er endnu ikke blevet sagsøgt, men det kan naturligvis ændre sig i det nye år.

Dommer Mercedes Alaya skal dømme i ERE-sagen.

Kongens svigersøn mistænkt for korruption

I det forgangne år blev et medlem af kongehuset ligefrem mistænkt for korruption

Iñaki Urdangarin, der er gift med prinsesse Cristina, kongeparrets yngste datter, er beskyldt for at have medvirket til at snyde lokale myndigheder for flere millioner euro.

Urdangarins organisation, Instituto Nóos, skulle være en ikke-lukrativ organisation, en slags NGO, men flere sager, som i slutningen af 2011 blev bragt til torvs, tyder på, at det langt fra har været tilfældet. Han og hans forretningspartner, Diego Torres, skulle i årene 2004 – 2006 have opkrævet de baleariske og valencianske myndigheder ågerpriser for at arrangere bl.a. kongresser omkring sport og turisme, og overskuddet derfra skulle være overført til de Urdangarins egne selskaber.

Instituto Nóos skulle desuden have modtaget 445.000 euro fra den baleariske lokalregering for at oprette og drive organisationen Observatorio Permanente de Deporte y Turisme, der skulle studere synergien mellem turisme og sport på verdensplan. Projektet blev lanceret i 2006, men har ikke fungeret siden.

Urdangarin er desuden beskyldt for at have misbrugt sin position i kongefamilien til at opnå indbringende aftaler med bl.a. lokalregeringerne, hvilket selvfølgelig heller ikke er faldet i for god jord i kongehuset.

Han er endnu ikke sagsøgt, det er foreløbig kun hans forretningspartner.

Håbet for et spansk forår dødfødt

Den megen korruption i Spanien, regeringens særbehandling af bankerne og alverdens uretfærdigheder var i 2011 jordmødre ved fødslen af en ny græsrodsbevægelse.

Democracia Real Ya var dens første navn, men det blev senere ændret til fødselsdatoen, 15-M (15. maj), og også Okupa, da bevægelsen kan hævde at have været rollemodel for Occupy Wall Street-bevægelsen.

Bevægelsen besatte i flere omgange pladser og bygninger og afholdt demonstrationer i alle landets større byer, og den forventedes på et tidspunkt at få indflydelse på parlamentsvalget den 22. november.

Det var dog ikke tilfældet.

Det kan skyldes, at bevægelsen ikke er en organisation som sådan, tilhængerne, som kaldes til samling via Facebook og andre sociale medier, har ingen fælles ideologi, og de lægger ingen forslag til løsninger på bordet, og barnet blev altså hverken en pige eller en dreng.

Et spansk ’forår’, a la det som er set i en række arabiske lande, kræver, at aktivisterne ikke ligner en flok forhutlede hjemløse, der trænger til et bad, og som under demonstrationerne er udstyret med hjemmelavede papskilte og hjemmestrikkede ørevarmere.

Bevægelsen har tilhørere, den har mediernes bevågenhed og den har, eller havde da indtil magtskiftet den 21. december, den spanske regerings opmærksomhed. Et politisk og samfundsmæssigt forår kræver måske ikke nødvendigvis organisation, som det heller ikke har været tilfældet i de nordafrikanske lande, men aktørerne skal være mange nok, og have en fælles banehalvdel og et fælles mål.

ETA regerer Baskerlandet

Der er derimod spirer nok i Baskerlandet til, at man kan tale om et kommende baskisk forår.

2012 bliver efter al sandsynlighed det første år med fred, siden ETA startede terroren for 43 år og 829 drab siden. Fredserklæringen var ventet, efter spansk, fransk og portugisisk politi de seneste år havde lykkedes at intensivere anholdelser af terrorbevægelsens ledere og kun manglede at fange omkring 50 aktivister.

Men det betyder selvfølgelig ikke, at problemerne sådan bare er forsvundet, og at alle baskere pludselig er indforståede med, at deres region, Euskal Herria, fortsat skal være en del af det samlede Spanien. Slet ikke.

I stedet er de uafhængighedssøgende baskeres talerør nu Amaiur, koalitionspartiet fra den yderste, mest separatistiske venstrefløj kendt som abertzale. Selvom højesteret godkendte partiet og dermed lod det stille op til parlamentsvalget i november, mens man havde forbudt ETA’s tidligere talerør, Batasuna, er Amaiur nok det nærmeste man kan komme en reinkarnation af det forbudte parti.

Amaiur fik stemmer til syv mandater i kongressen, og det er to flere end det mere moderate, men tidligere så magtfulde PNV. En anden radikal gruppe, Bildu, vandt 25 procent af stemmerne ved lokalvalgene i maj og har magten i flere kommuner, heriblandt San Sebastián.

ETA har måske nedlagt våbnene, men i stedet ses altså en større støtte for de yderliggående politiske partier, der desuden er en trussel mod PNV. Dette parti skal før eller siden beslutte, hvorvidt det vil indgå i en fælles nationalistisk front, eller fortsat alliere sig med PSOE eller PP, som sammen danner den umage lokalregering i regionen.

Spaniens nye regering mangler endnu at klarlægge, hvad man tænker at stille op med ETA, der altså ikke er forsvundet. Mariano Rajoys forgænger og partifælle, José María Aznar, har sagt, at der ikke er noget at forhandle om, men det mener ETA ikke. Den forhenværende regering under José Luis Zapatero efterlyste en bogstavelig våbennedlæggelse og krævede en officiel undskyldning til ofrene.

En af lederne af abertzale, Arnaldo Otegi, er stadig fængslet, idet han afsoner en dom på 10 år for at have tilhørt ETA, og han forventer som ETA’s top, at han og de øvrige knapt 700 fængslede terroristers krav om at blive flyttet til et fængsel i eller nærmere Baskerlandet, bliver imødekommet. Man håber også, at nogle af dem ligefrem bliver frigivet før tid.

De pårørende til ETA’s ofre danner én af forhindringerne på vejen fra forår til varig fred, specielt familierne til de 220 dræbte, hvis mord stadig er uopklarede. De mener, at der ikke har været tale om en ’væbnet kamp’, men om henrettelser, hvor ETA dræbte, mens andre ’leverede de døde’.

De baskiske separatister kræver, som de altid har gjort, retten til at bestemme over deres eget ’land’, en ret som i første omgang skulle resultere i afholdelsen af en folkeafstemning om regionens fremtid. Det endegyldige mål er naturligvis en selvstændig, baskisk stat.

Nogen folkeafstemning vil helt sikkert ikke blive afholdt i 2012. Der vil også fortsat være mistro til ETA, der så sent som i 2006 brød en ’varig våbenhvile’, da en bombe sprængtes på en parkeringsplads ved Madrid-lufthavnen Barajas, hvor to personer blev dræbt.

En grund til, at freden dog denne gang kan bliver varig, er, at ETA er ophørt med at indkræve ’revolutionsskat’, hvorfor organisationen formodes slet ikke at have penge til at iværksætte flere attentater, og det i sig selv er en grøn spire dette spanske forår, som dog kan blive specielt langt i Baskerlandet.