Córdoba og Medina Azahara – den europæiske kulturs vugge

Córdoba og Medina Azahara – den europæiske kulturs vugge

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

At Córdoba er den europæiske kulturs vugge er ubestrideligt. Her, hvor den vældige flod Guadalquivir slår en bugt, har der ligget en by siden tidernes morgen. Byen var hovedstad i den romerske provins Bética, hvilket utallige ruiner vidner om. Men det var under maurernes herredømme, at byen nåede sit højdepunkt. I 900 tallet var Córdoba den kendte verdens største by med over ½ million indbyggere og med en blomstrende kultur, der omfattede Europas fineste universitet med højt estimerede institutter for medicin og arkitektur. Det var klart, at en sådan by skulle have en moské, der var på højde med den i Mekka, og derfor opførte de siddende kaliffer over en årrække det, der skulle blive Europas største og flotteste moské: La Mezquita de Córdoba. Moskéen står der endnu og vidner om fordums storhed, og selv om de efterfølgende kristne monarker ikke kunne dy sig for at ”pynte” lidt på den islamiske helligdom, så den kom til at se mere katolsk ud, så er moskéen stadigvæk en af Spaniens største seværdigheder og et enestående monument. Når dertil kommer alle byens andre seværdigheder samt den nyrestaurerede ruinby Medina Azahara 6 km. vest for byen, ja så er det bare om at komme afsted.

 

Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men efterhånden som jeg bliver ældre, får jeg større og større hang til luksushoteller. Vi havde luret på det 4 stjernede ”Las Casas de la Judería”, som er et ombygget palads, der ligger indenfor bymuren i det gamle jødekvarter, men vi syntes alligevel at 200 € for et dobbeltværelse var lige pebret nok. Stor var derfor vores glæde, da Erik fandt ud af, at man gennem Logitravel kunne få et værelse til halv pris. Vi kom derfor til at bo lige midt i smørhullet i de lækreste omgivelser for 100 €, og de var givet godt ud. Se: casasypalacios.com

Når man ankommer til Córdoba sydfra skal man blot følge skiltene ind til centrum og så parkere på den P- plads der hedder ”Centro histórico”, som ligger lige overfor Puerta de Sevilla, som fører ind i den gamle bydel. Den første seværdighed, man kommer til, er de gamle kongelige stalde ”Las Caballerizas Reales” fra 1570. Her stod de kongelige heste opstaldet, og her opdrættedes den hesterace, der skulle blive en af verdens fineste: den andalusiske hest. I dag bliver staldene stadig brugt, og hvis man lige stikker hovedet ind i gården, kan man dels se de fine stalde med omgivelser og, hvis man er heldig, en rytter der træner sin hest. Der gives opvisninger med jævne mellemrum, så hvis man er til andalusiske heste, er Córdoba sagen.

Lige ved siden af staldene ligger El Alcázar de los Reyes Cristianos, som er bygget ovenpå de arabiske kaliffers palads, hvoraf man stadig kan se badene og haverne. Da Córdoba faldt i de kristnes hænder i 1236, måtte kaliffens pragtpalads bygges om, så det ”passede til katolsk æstetik” som det udtrykkes og sådan blev det. Det var her, at de katolske konger boede, når de var på besøg i byen, og det var bl. a. herfra, at La Reconquista (generobringen) af resten af Spanien udgik. Córdoba faldt jo i de kristnes hænder relativt tidligt, og det var også her, at inkvisitionen havde sit hovedsæde. A propos inkvisitionen kan man i det gamle jødekvarter se et museum over torturinstrumenter, men det er noget, som mine nerver ingenlunde kan tage, så vi så det ikke.

I El Alcazar er især de gamle bade, de smukke haver og de romerske mosaikker interessante. Da man i 1959 ville fjerne en bygning på La Plaza de la Corredera, stødte man på en mængde meget fine mosaikker fra romertiden. Man mener, at mosaikkerne stammer fra en pragtvilla, der lå her. Mosaikkerne er nu udstillet på El Alcazar og er utvivlsomt nogle af de fineste romerske efterladenskaber i hele Spanien.

Córdoba er tavernaernes hjemby, så når man bliver sulten, bør man opsøge en taverna, hvoraf der er utallige i det gamle jødekvarter. En taverna kan vel betegnes som en mellemting mellem en restaurant og en bar, og hvis man er til tapas, så er det bare om at komme ind i en taverna og få sulten stillet. Det gjorde vi, og efter således at have mæsket os, var det tid til at finde vores hotel. Hotellet ligger lige midt i jødekvarteret kun 200 m. fra El Alcazar, så mere centralt kan det vist ikke blive. Hotellet ligger i det, der engang var et palads med tilstødende huse, og det er smukt restaureret. Værelserne, der er overordentligt lækre, ligger omkring 3 indre patios, som hver er dedikeret til en af de tre store kulturer, der præger Cordoba: den jødiske, den arabiske og den kristne. Vores værelse på 2. sal var superlækkert og vi havde udsigt til mezquitaen fra vinduet, så vi havde ikke noget at klage over.

Og nu gælder det moskéen eller La Mezquita de Córdoba. Den ligger lige henne om hjørnet, så i løbet af 5 minutter står vi inde i den smukke appelsingård, der ligger foran mezquitaen. I dag er mezquitaen Córdobas domkirke, så der foretages stadig kristne kirkelige handlinger herinde, men bygningens hovedfunktion må vist siges at været et megastort turisttrækplaster. Og med rette – den er i dag med på Unescos liste over ”Menneskehedens kulturarv”. Det er en forunderlig og imponerende bygning, hvis lige jeg aldrig har set. Jeg bliver målløs og bjergtaget af at gå rundt i søjleskoven inde i bygningen. Den store skov af dobbelte søjler (der er 856 af henholdsvis marmor, granit, onyx og jaspis, kronet med blochestribede buer i rød og hvid) er helt unik, og jeg henføres i en helt særlig sindstilstand ved at gå rundt derinde. Det er så specielt, at det må opleves, og hvis man ikke har set mezquitaen i Córdoba, er det en oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Mezquitaen er da også med i bogen ”1000 steder man skal se, før man dør” fra 2003.

Bygningen af mezquitaen blev påbegyndt allerede i 785, og der blev bygget på den under 4 kaliffer, så den stod først færdig i al sin glans i 987. For dem, der boede i Al Andaluz var moskeen “så blændende, at det trodsede enhver beskrivelse” og det blev sagt at “søjlerne står som rækker af palmetræer i en syrisk oase”. Under besøget bør man efter min mening holde sig ude i kanterne af den store bygning, hvor man bedst kan få et indtryk af, hvordan den oprindelige arabiske moské så ud. Her kan man næsten blive helt borte i søjleskoven. Inde i midten har man revet søjler ned og bygget en kristen kirke med bueloft og alle til faget hørende katolske parafernalier. Det er ikke just et kønt syn og allerede Karl V. udtalte om den kristne ombygning at ”man har taget noget helt enestående og lavet det om til noget ordinært”. Man kan sige, at mezquitaen afspejler både tidligere og nuværende tiders religøse trakasserier, og på en måde er det fantastisk, at så store dele af den oprindelige bygning har fåt lov til at blive stående, når man tænker på den katolske kirkens ildhu under inkvisitionen efter ”katolsk renhed”.

I dag står la mezquita / la catedral de Córdoba som et symbol på både religiøse stridigheder og gensidig tolerance. De to trosretninger afspejles i katedralen og lever sammen i en form for borgfred. Grundet den store betydning moskéen havde under islam har adskillige islamiske grupper bedt om at få lov til at bede derinde. Med det er blevet afvist med hård hånd af både Paven og de spanske biskopper, og da en gruppe islamitter var på turistvisit i Córdoba i 2010 og følte trang til at bede derinde, kom det til voldsomt håndgemæng mellem vagterne og turisterne, så mange af dem måtte arresteres. Hvad den episode siger om katolsk tolerance kan man selv vurdere, men set i lyset af, at bygningen er opført som moské og derefter blevet annekteret af de kristne, kan det synes som en overreaktion.

Det skal for fuldstændighedens skyld siges, at moskéen blev bygget ovenpå det, der under visigoterne var en kristen kirke, så stedet har været en religiøs kampplads i tæt ved 2000 år. I et hjørne af moskéen har man lavet en udstilling af de visigotiske fund, man gjorde under en af de utallige udgravninger i bygningen.

Det var 3. gang jeg besøgte moskéen, og det var det bedste besøg, for nu er det hele shinet op, belysningen er forbedret, alt er udbedret og nymalet, og der er ikke længere ombygninger i gang, så det er NU man bør tage til Córdoba og lade sig imponere.

Det var regnvejr, da vi besøgte Córdoba, men vi gik alligevel rundt i byens smalle gyder i et par timer for at se det hele. Der hviler en særlig stemning over byen, som om de mange tidligere kulturstrømninger kan mærkes. Her ligger resterne af et vældigt romersk tempel, her ser vi en visigotisk begravelsesplads, her ligger der en jødisk synagoge, her ligger de gamle arabiske bade, her ligger La Plaza de la Corredera fra 1683, hvor der blev afholdt tyrefægtninger, og her troner den ene katolske kirke efter den anden. Det hele er smeltet sammen til en stor harmonisk helhed, som både vidner om stridigheder og tolerance, om krig og fred, om kulturers blomstring og fald og om menneskelig stræben efter skønhed, magt og storhed.

En anden af byens store seværdigheder er romernes gamle bro over Guadalquivir. Den ligger lige nedenfor mezquitaen og var i næsten 2000 år den eneste bro over floden. I dag er den blevet til en gangbro og er fint restaureret med sit tårn i den ene ende og triumfbuen i den anden.

Da hele jødekvarteret er lukket for det meste biltrafik, fik vi en velsignet rolig nat i det fordums palads, så næste morgen var vi klar til flere oplevelser. Vi skulle lige aflægge den jødiske synagoge et visit, og da den ligger tæt ved hotellet, var det en smal sag. Synagogen er flot i al sin enkelthed, og på vejen derhen passerer vi en statue af den jødiske filosof, læge og rabbiner Maimónides, som blev født i Córdoba i 1135, og hvis omfattende skrifter havde stor betydning både for datidens lægevidenskab og teologi.

Og nu gælder det Medina Azahara eller som det officielt hedder i dag: Madinat al-Zahra, som ligger 6 km. vest for Córdoba. Madinat al-Zahra blev opført i 900 tallet som en form for satelitby for kalifferne. Her kunne de bo i aldeles pragtfulde omgivelser på skråningen mellem Guadalquivir og Sierra Morena, og her havde de magtens centrum, hvorfra de styrede det mægtige kalifat Omeya. Der er ingen tvivl om, at Madinat al- Zahra skulle være højden af luksus og flothed: det blev bygget for at imponere og for at udstille kaliffens magt.

Området var opdelt i en officiel del, hvor kaliffen tog imod sine officielle gæster, og en privat del, hvor han selv boede med sit harem. Området er i dag et af de største arkæologiske udgravningssteder i hele Europa, og selv om det virker stort, er kun 1/10 af området udgravet.

I 2009 indviede dronning Sofia et fint museum for Medinat al- Zahra og det ligger 2 ½ km. fra selve udgravningerne. Et besøg bør derfor starte med, at man går ind og beser museet, som har gratis adgang for EU borgere. Der findes en udstilling af de fund, man har gjort under udgravingerne, men det mest interessante er utvivlsomt en 15 min. lang film, der viser, hvordan paladset så ud i sin storhedstid. Her kan man se den overordnede plan, den smukke arkitektur og den fine indretning, samt høre om sæder, skikke og ritualer. Det berettes, at når paladset blev så enestående flot og overdådigt, så skyldtes det, at kaliffen ville vise sin yndlingshustru, hvor stor hans kærlighed til hende var. Filmen er på spansk med engelske undertekster. Når man har besøgt museet, skal man naturligvis op og se ruinbyen, og man kan kun komme derop i bus, for der er nemlig ingen parkeringspladser deroppe.

Ruinbyen virker lidt kaotisk og det er svært af gennemskue, hvad alle bygningsresterne blev brugt til, men man skal alligevel tage sig tid til at vandre rundt i de gamle gyder og tænke sig tilbage til fordums storhed. Man må vist konkludere, at hvad vi i dag forstår ved luksus falmer i lyset af den overvældende pragt, som datidens kaliffer omgav sig med. Og man kan sige, at al den åbenlyse pragt gav anledning til voldsom misundelse og var en torn i øjet på alle andre magthavere. Det var for flot og for meget, og derfor fik Medinat al-Zahra kun lov til at bestå i ca. 80 år. Byen blev offer for angreb fra konkurrerende kaliffer og blev herefter plyndret og ødelagt. Så megen luksus kunne man ikke ustraffet tillade at omgive sig med. De mange efterfølgende plyndringer har betydet, at der er relativt lidt tilbage af de oprindelige kunstskatte. Det, der er tilbage, kan som sagt beses på museet. Hvor resten gemmer sig, skal guderne vide.

Hvorom alting er, så er Córdoba en udflugt værd, for hverken byen eller Medinat al- Zahra har ikke i de sidste 1000 år taget sig flottere ud end nu, og byen er da også kandidat til at blive europæisk kulturby i 2016.

 

Af Else Byskov

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa