Street art – gadens kunst

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

I de senere år har street art som fænomen udviklet sig, og det fylder i dag meget i gadebilledet i enhver storby, men hvad er det egentlig? I Andalusien kan du finde gadekunst af høj kvalitet, hvis du ved, hvor du skal gå hen, og hvad du skal kigge efter. Tag med på opdagelse i gadekunstens verden og på jagt efter den midlertidige og ukontrollerede kunst rundt i Granadas gader og stræder.

På en plads i skyggen af et appelsintræ får jeg øje på en lille dreng, som sidder med foldede hænder og et nedslået blik. Ved siden af ham er en ældre mand med en violin og et mørkt blik rettet mod mig. Hen over dem står der skrevet: ”En qué estamos creyendo?” (Hvad tror vi på?). Det er en fortælling om et af livets store spørgsmål, og så er det street art. Graffiti er nemlig ikke længere bare graffiti.

Hvad er street art?

Street art, graffitikunst eller neograffiti – de mange navne er meget sigende for dette fænomen, som generelt kan være svært at definere og afgrænse. Street art er en videreudvikling af graffitien, der har sin oprindelse i New York i miljøer omkring hiphop musikken. Graffiti blev (og bliver stadig) hovedsageligt brugt til at markere territorier mellem rivaliserende grupper. Op gennem 1980erne begyndte adskillige kunsterne at fjerne sig fra dette miljø, og det handlede ikke længere om at afmærke territorier, men derimod om at få sit eget personlige budskab ud. Street art kunsterne adskilte sig fra de traditionelle graffitimalere ved at skabe nye og anderledes grafiske former og billeder og bevægede sig således væk fra den klassiske graffitiskrift. Street art er midlertidig, kreativ og intelligent kunst i det offentlige rum, som ikke skal forveksles med territorial graffiti, hærværk eller kommerciel kunst.

Med den tanke at et billede siger mere end tusind ord bruger street art kunstneren ofte ikoner eller symbolers visuelle sprog for at tale direkte til tilskuerens følelser. Street art kan være en sjov bemærkning til nutidens samfund eller det kan have et skjult budskab, som både kan være politisk, socialt eller personligt, og kunstneren kan både bruge en hel bygning eller blot et lille hjørne for at få sit budskab ud.

Street art som kunst

Street art er en speciel kunstform, der især på ét punkt adskiller sig fra kunst, som vi ellers kender det. Tristan Manco, der selv er street art kunstner, har skrevet bogen ”Street Logos” og han forklarer, at det helt særlige ved street art er det ukontrollerede og midlertidige aspekt: ”Gallerier, magasiner og butikker er kontrollerede rum. Graffitikunst er ukontrolleret, men talentet og energien, der kommer derfra, er alt for tiltalende til at blive ignoreret”. Street art er ikke kunst, der sættes ind i et lukket rum som for eksempel et galleri, men derimod forsøger graffitikunstneren at gøre sin kunst til en del af det offentlige byrum. Street art kan være væk to dage efter, det er blevet malet, eller det ændrer udseende over tid på grund af vejr og vind. Derfor skal kunsten på gaden nydes i øjeblikket, for man ikke ved, hvorvidt man kan komme tilbage og finde det igen. Street art kunstnerne arbejder ud fra en indstilling om, at kunsten er fri, og at byens offentlige rum tilhører alle. Selvom man selvfølgelig kan være uenig i kunsternes selvproklamerede ret til at male byens mure, og at der uden tvivl er en række problemer forbundet med graffitikunsten, så er det netop i paradokset mellem det lovlige/kontrollerede og det ulovlige/ukontrollerede, at gadekunsten står allerstærkest. Man kan spørge sig selv, om kunsten ville eksistere, eller om budskaberne ville stå lige så stærkt, hvis det var lovligt?

Faktum er, at gadekunsterne ufortrødent fortsætter deres arbejde på trods af myndighedernes forsøg på at stoppe dem, og hvorfor så ikke nyde den, når nu den er der – helt gratis og i omgivelser vi ellers sjældent får lov til at nyde kunsten i.

På opdagelse efter kunsten

Berlin, London og Paris er kendte for at være europæiske storbyer med street art af høj kvalitet. Street art er blevet en turistattraktion, men det særlige ved fænomenet er, at det dukker op, selvom man ikke bevidst leder efter det, og har man først fået øje på det, ser man det pludselig overalt. I Spanien er særligt Barcelona og Madrid kendt for gadekunsten, men også i Andalusien har hovedsageligt én kunstner sat sit præg på gadekunstens scene. ”El Niño de las Pinturas”, som Raul Morales kalder sig, bor i Granada, hvor hans kunst er at finde i hele byen. Han maler ikke kun på gaden, men bliver også inviteret til at skabe værker til mere kontrollerede rum, og han har sågar været i Danmark og lavet værker til Galleriet Underwood Ink. Men det er og bliver gaderne, som danner de vigtigste rammer for El Niños kunst. Hvis du vil opleve nogle af hans værker i deres rette element, kan det anbefales at gå en tur i Granadas gamle bydel ”Realejo” centreret omkring Calle Molinos. Her finder du i bogstaveligste forstand El Niños kunst på hvert gadehjørne. Som oftest er hans kunst fortællinger om personer, og fortællingen understøttes af mere eller mindre skjulte poetiske sætninger som for eksempel: “el mundo está oscuro…ilumina tu parte…” og “y el tiempo se acaba…y la vida no espera…”. Hans værker er let genkendelige portrætter af især børn eller gamle mennesker, som regel malet i brunlige nuancer.

For at finde street art er det en god ide at bevæge sig lidt væk fra byernes store gader. Ofte finder man kunsten i mere afsides gader, da det får lov til at leve længere her. Har man øjnene åbne for kunsten omkring sig, vil man pludselig opdage, at små figurer eller logoer er at finde over hele byen og man kan pludselig genkende en kunstners værker.

Gadekunsten spreder sig og findes i alle byer, nye kunsterne kommer til og gadebilledet forandres hele tiden, så hold øjnene åbne for kunsten rundt omkring dig, både de små og de store og nyd den i det åbne rum så længe den er der. Måske finder du den lige rundt om hjørnet.

 

Af Camilla Sønderskov

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa