Kære læser maj 2012

Kære læser

I den forgangne måned døde så Mærsk Mc-Kinney Møller. Og nej, jeg vil ikke give mig i kast med at referere alle de holdninger og meninger, som den begivenhed udløste i de danske medier. Bare rolig! Jeg fravalgte nemlig helt at se TV og læse nyheder om skibsrederen i dagene efter hans død. I stedet gik jeg mig en meget lang tur på stranden, efter at Breaking News om dødsfaldet var tikket ind på min telefon. Det var stort. Ikke sørgeligt, ikke glædeligt. Bare stort. Epokegørende for A.P. Møller Mærsk koncernen og for dansk erhvervsliv. Men for for mig var det bare en stor ting – eller som min mand sagde: Nu mangler der noget i mit indre bibliotek. Mærsk blev gammel og var ved godt helbred alderen taget i betragtning, og heraf drager jeg konklusionen, at det hverken er sørgeligt eller glædeligt. Personligt kendte jeg selvfølgelig ikke manden, men jeg er en stor beundrer af alt det, han har skabt, hans selvdisciplin, hans overblik og hans evne til at tænke stort og langt ud i fremtiden. Rettidig omhu, kaldte han det. Allerede som ganske ung var jeg klar over, at jeg ikke ville passe ind i Mærsk-ånden, hvor forjættende en karriere i det hæderkronede selskab end lød, og afslog da også, kæphøj som jeg var, en læreplads på Esplanaden. Jeg var, og er typen, der vil selv og er mere sådan rettidig ildhu-agtig, hvorfor jeg passede langt bedre ind i et mindre shippingfirma med kun et par hundrede medarbejdere. Så fik vi det på plads: Jeg er shippinguddannet.

Få år før Mærsk blev født, kom en anden mand til verden på en gård i Midtjylland. Det var min morfar, der levede, til han nåede sit 98. år. På stranden filosoferede jeg over, hvor forskelligt sådanne to liv kan falde ud. Det ene drengebarn fødes på Rigshospitalet, vokser op i Hellerup, tager realeksamen fra Øregård Gymnasium og går derefter i faderes fodspor i rederiverdenen med en enkelt afstikker til 1. Regiment, hvor han aftjente sin værnepligt. Den anden ser dagens lys på sine forældres halmmadras langt uden for lands lov og ret, går i den lokale lilleskole, indtil han som ni-årig sendes ud at tjene på en anden gård, da moderen dør og faderen ikke kan overskue sig at tage sig den store børneflok. Min morfar huskede, at hans far ikke fulgte ham op for enden af markvejen. Selv vælger jeg at tro, at min oldefar ikke kunne bære det, ikke magtede det, men i hvert fald satte oplevelsen sig i morfar som et svigt og det første møde med ensomhed. Mon også Arnold Mærsk følte ensomhed på sin vej gennem livet. Det får vi nok aldrig svar på, men mon ikke? Der siges jo at være ikke kun koldt, men også ensomt på toppen. Carl Ejner, som min morfar hed, var mønsterbryder. I hvert fald på karrierefronten, idet han valgte landmandslivet fra til fordel for en uddannelse som gartner. I forbindelse med hans død, ryddede min søster og jeg op i hans ting, og her fandt jeg et brev, som jeg havde skrevet til ham på hans 40 års jubilæumsdag. Syv-årige Helle skrev med skæve bogstaver: Kære morfar. Tillykke til dig, som har slidt og slæbt i 40 år. Kærlig hilsen Helle. Slidt og slæbt… Det lød næsten som teksten på en kommunistisk løbeseddel. Anyway, sådan må jeg jo have oplevet det, og havde jeg kendt til en mand, der hed Arnold ovre i København, så havde jeg nok syntes, at han var kommet vel nemt til det hele. Siden er jeg blevet klogere.

Jeg tænker på, hvad de to mænd ville have sagt til hinanden, hvis de havde mødtes. Ville de overhovedet have haft noget at tale om? Ville de forstå hinanden? Være interesserede i hinandens meninger, tilværelse, drømme, sorger og glæder. Jeg tror det, for to ting havde de til fælles: De havde overlevet alle de mennesker, som de kunne have talt om ‘gamle dage med’. Og det tror jeg ikke, at man skal undervurdere. Og så var de nogens morfar. Jeg har hørt, at døende mennesker pludselig bliver meget bekymrede for, om de overhovedet vil blive husket. Med elefantorden, operahus og en frygtelig masse containerskibe på verdenshavene er der vist ingen tvivl om, at Arnold ikke bliver glemt sådan lige med det samme. Men hvad med Carl Ejner? Hvem husker ham? Min søster og jeg husker ham og savner ham – og er det ikke godt nok?

Nogle bølger er tsunami-store, nogle er blot små krusninger, nogle bærer alger og småfisk med sig, mens andre indeholder hajer og hvaler. Alle dør de ud, når de rammer stranden og bliver til hav igen. Og har de i virkeligheden i bare hele tiden været det?

Jeg standser op og kigger ud over havet. I lommen mærker jeg en blød træ-dims, som min morfar drejede til mig for mange år siden – og derude ‘oven på’ horisonten sejler et lyseblåt containerskib…