La Danesas serie om Beach Clubs på Costa del Sol er i denne måned kommet til liebhaverparadiset Puerto Banús, hvor vi besøger Sala Beach – det tidligere Buddha Beach.
”La Sala Beach Club til højre” siger skiltet. Vi befinder os i et nydeligt, roligt boligkvarter, og hvis det ikke var for skiltets utvetydige budskab, ville jeg aldrig have gættet, at nabolaget også var hjemsted for en hip strandklub. Godt 100 meter fra skiltet ender vejen blindt, og da vi træder ud af bilen, er der ikke længere nogen tvivl om, at vi er kommet til det rette sted. Inde bag træer og buskads pumper bassen, og vi begiver os mod lyden ned ad en lille sti. Pludselig står vi midt i festen. Omkring baren, i det udendørs restaurantområde, i poolen og ved liggestolene hygger knap 100 gæster sig med drinks, snak og afslapning. Det står rimelig hurtigt klart, at hovedsproget er engelsk.
”Vi har rigtig mange skandinaver, men de fleste, vel omkring 70 procent, er briter. Der er nok ikke mere end to procent spaniere, men det er på ingen måde sådan, at vi kun forsøger at henvende sig til en speciel målgruppe – tværtimod er alle velkomne,” siger Sala Beach-manager Claire Strutton, der i hvert fald har fejlet med et brag, hvis man har ønsket at tiltrække folk fra den kultur, der kendetegner udsmykningen på Sala Beach. Inspirationen er nemlig tydeligvis hentet i Asien, da Buddha-statuer, store træelefanter, bambus og orientalske figurer pryder beach clubben.
Klientellet er overvejende unge mennesker, som man for en stor dels vedkommende kunne have mistænkt for at have bopæl i et fitnesscenter, men også midaldrende og endda et par børn er at finde – dog i en mere tilbagetrukket rolle i restauranten eller ved den mest afsidesliggende af de tre udendørs barer. Alle ser dog ud til at hygge sig fantastisk i den relativt høje musik.
Franske bagmænd
Sala beach er resultatet af en gruppe franskmænds ønske om at lave en ny og anderledes klub. For fire år siden gik de sammen og kogte deres baggrunde i nattelivet og hotel- og restaurantbrancherne ned til en alsidig beach club, der tidligere gik under navnet Buddha Beach og altså nu hedder Sala beach. Missionen er dog den samme som altid.
”Det handler i bund og grund om, at folk skal have et stort smil på, når de er her. Det lyder meget banalt, men vi har forsøgt at lave Sala Beach, som vi selv ønsker en beach club skal være. Det betyder, at vi, da vi startede klubben, kiggede på vores konkurrenters priser og gik derunder. Det betyder også, at vi gør alt for, at alle skal føle sig velkomne. Derfor har vi i princippet ikke nogen dresscode,” fortæller Claire Strutton.
Sala Beach åbner hver dag kl. 11 og lukker som udgangspunkt kl. to på hverdage og tre i weekender. Lukketiderne er dog vejledende, for det skulle nødig hedde sig, at Sala Beach er et sted, hvor man kvæler en god fest. Derfor kan nætterne sagtens blive lange på den fashionable klub.
Fin nok til de kendte
Bedømt på klubbens indretning kan man levende forestille sig, at Sala Beach appellerer til et bredt segment. Du kan sagtens finde et hjørne til mere intim snak, ligesom du heller ikke behøver råbe for at føre en samtale med din familie over middagsbordet. Alligevel er mit indtryk, at klubben af de fleste gæster betragtes som et sted, hvor man kommer for at se og endnu vigtigere at blive set. Derfor har klubben også, som det hører sig til for en eksklusiv beach club, et VIP-område på en terrasse, hvor du fra din liggestol kan skue ud over stedet og dets gæster.
Et væld af kendisser har fundet Sala Beach værdig til et besøg, og det har endda fået nogle fodboldprofessionelle spillere fra den engelske liga til at investere i klubben. I dag, hvor La Danesa er på besøg, har eksempelvis den tidligere Liverpool- og nuværende Stoke-spiller Jermaine Pennant valgt at lægge vejen forbi Sala Beach, og dermed går han i fodsporene på blandt andre Michael Laudrup, Peter Schmeichel og hele Reading-holdet, som ifølge Sala Beach er tidligere gæster på beach clubben.
Man kan dog sagtens få en god oplevelse på Sala Beach uden at være fodboldprofessionel eller nødvendigvis spendere en formue. Det oplevede La Danesas udsendte, som bestemt ikke har sat deres ben på Sala Beach for sidste gang.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001