Det danske magasin i Spanien
Nye horisonter på Mobile World Congress

Nye horisonter på Mobile World Congress

Verdens største messe inden for mobiltelefoni, Mobile World Congress i Barcelona overgik sig selv i år hvad angår størrelse og antal besøgende. Med over 72.000 deltagere, 1700 stande og et udvidet areal på 94.000 m2 svarende til 40 fodboldbaner, bød messen på uoverskueligt mange nye trends. Kevin Freij, adm. direktør for www.mymobilesecurity.com, guider os igennem de vigtigste nyheder og fortæller om sin egen agenda som repræsentant for et af de  eneste dansk/svenske sikkerhedsfirmaer på messen.

Mobile World Congress er ikke stedet, hvor hr. og fru Jensen får eftermiddagen til at gå med at se på nye mobiltelefoner. Det er en brancheevent, hvor kun få slutbrugere deltager, hvilket også afspejles i priserne på indgangsbilletter, som ligger fra 700 euro op til 5000 euro, hvis man deltager uden invitation.

Årets tema ”The New Mobile Horizon” havde til formål at tage os med ind i fremtiden for at give os en smagsprøve på, hvad vi kan forvente os fra mobilindustrien – en branche der som bekendt er vokset eksplosivt de sidste 10 år og som ifølge eksperter vil blive ved med at tordne derudaf i takt med at en større og større del af jordens befolkning får fingre i en mobiltelefon. Nye opgørelser peger på, at der i dag findes omkring 6 milliarder mobiltelefoner på verdensplan og at omkring én milliard af dem er smartphones. I år forventes over 50% af alle solgte telefoner at være smartphones og det tal stiger i 2016 til 67 % – en stigning de færreste for bare fem år siden havde forudset.

Kevin Freij fra www.mymobilesecurity.com , der laver sikkerhedsservices og applikationer repræsenterer et af de få skandinaviske sikkerhedsfirmaer på messen i år. Han er imponeret af messens størrelse og informative niveau,  selvom de store produktnyheder er udeblevet. ”Jeg kan måske godt forstå, at pressen havde ønsket sig flere banebrydende produktlanceringer, men til gengæld får de en fascinerende smagsprøve på fremtidens brug af de nyeste teknologier i branchen”, siger han. Han peger på tre områder, der ifølge ham har været messens mest interessante.

1. Near Field Communication (NFC)
NFC er ikke en ny teknologi, men den har endnu ikke haft sit store globale gennembrud. NFC er en netværksteknologi som virker trådløst på korte afstande, og som muliggør trådløs forbindelse mellem to enheder, der befinder sig i nærheden af hinanden, og som kun kræver at den ene enhed er tændt for at fungere. NFC bruges primært til at dele data, parre enheder (forbinde enheder ved at de strejfer hinanden) og udføre transaktioner.

Organisatoren af Mobile World Congress, har prioriteret NFC på årets messe ved at give deltagerne mulighed for at afprøve teknologien i praksis og opstille NFC-terminaler rundt omkring, så man med sin telefon kan få adgang til ekstra information og har mulighed for at springe de lange køer over ved frokosttid ved at kunne betale sin mad over mobilen. Netop mobile betalinger, mobile payment, er ved at blive udbredt i udlandet, bl.a. USA, hvor eks. kaffekæden Starbucks har indført teknologien med succes. Det er meningen, at teknologien skal kunne erstatte tog, metro og buskort, sygesikringskort, kreditkort, kontanter, ja alt hvad man ellers har i sin pung. Der er dog et par ulemper ved NFC, som gør dens gennembrud lidt kompliceret, vurderer Kevin Freij. ”Først og fremmest kræver det, at din mobiltelefon har implementeret teknologien, hvilket kun gælder for de nyeste modeller. Selvom der kommer 300 millioner telefoner med NFC på markedet i år og alle større fabrikanter har valgt at implementere teknologien, er det stadig en torn i øjet, at Apple indtil videre har sagt nej tak. Det er også en ulempe, at der er tale om en ny teknologi, der kræver ekstraudstyr for at bruge den frem for hvis man havde kunnet videreudvikle den teknik, der i forvejen findes. Men potentialet er enormt, og det stiller også nye krav til sikkerheden, og her skal sådan nogen som mig være vågen, hvis vi skal følge med den udvikling.

2. Connected living
Mulighederne i fænomenet ”maskine til maskine-kommunikation” eller ”connected living” blev fremvist via en hel mobil-drevet by, man havde konstrueret med rådhus, butikker, huse, autoværksteder, veje, hoteller, lægehuse og cafeer. ”Sidste år så vi et ”connected” hus, og i år har man så udvidet til en hel by med hotel, huse, cafeer, lægehuse, autoværksteder osv. Teleoperatørerne kan ikke få armene ned, da de spotter kæmpe muligheder for vækst. Personligt finder jeg udviklingen rigtig spændende, og jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan låse min bil, åbne garageport og hoveddør, deaktivere alarm, tænde for aircon, lys, musik, bestille take away, skifte tv-kanal og måle mit blodtryk med den samme telefon.”

3. Webbaserede apps
Langt størstedelen af verdens smartphones kører på styresystemerne Android eller Apples iOS, der som bekendt er baseret på apps, som downloades fra nettet. På messen så vi en række nye styresystemer, bl.a. Firefox OS, der som noget nyt kører med webbaserede apps, som ikke behøver downloads. Vinder den ide frem, er det en fordel for udviklerne, der slipper for at betale en del af omsætningen til f.eks. Google for salg via Google Play. De slipper også for at udvikle tre-fire versioner af deres apps, fordi disse webbaserede apps virker på tværs af styresystemer. ”Firefox-platformen fødes i strid modvind og den spås ikke de store chancer, men det gjorde Googles Android system heller ikke, da det kom frem for fem år siden, så det bliver spændende at se, hvordan den klarer sig. Det er altid godt med konkurrence, som i sidste ende kan komme brugerne til gode”, mener Kevin Freij.

Et nyt niveau
Selvom Kevin Freij er begejstret for gadgets og ny teknologi, har det dog ikke været hans primære formål på messen. Meget af tiden kunne man finde ham på GSMA´s stand, hvor han demonstrerede MYMobileSecurity´s sikkerhedsapps for potentielle interesserede operatører. GSMA er en verdensomspændende virksomhed, der bl.a. organiserer Mobile World Congress, og som ejer en interesseorganisation for mobil – og teleoperatører.  ”Vores samarbejde med GSMA giver os en blåstempling, som vi er stolte af”, siger han, og fortsætter: ”For et firma som MYMobileSecurity er det her stedet, hvor vi får mulighed for at møde nye og eksisterende samarbejdspartnere fra hele verden. Vi har jo omkring 80 samarbejdspartnere verden over og nye kommer hele tiden til, så vi sparer både tid og penge ved at kunne møde nogle af dem her. I år afholdt vi en række produktive møder med Nordafrikas største mobiloperatør Zain Group, som vi har indledt forhandlinger med”. Kevin Freij fortæller, at de fokuserer på Sudan til at starte med, og derefter går efter de andre lande inden for koncernen. ”Nordafrika udgør et stort upcoming marked, som er i rivende udvikling. Alene i Sudan er der 20 millioner potentielle kunder, som kunne tænkes at installere vores sikkerhedsapps via webportaler og salg fra butikker. Alene det samarbejde åbner op for helt nye vækstmuligheder”, siger han og tilføjer, at MYMobileSecurity også har startet et samarbejde op med Telecor, der ejes af spanske El Corte Inglés – Europas største varehus. ”Jeg overbevist om, at 2013 bliver året, hvor også MYMobileSecurity når nye horisonter, så vi kan tage virksomheden til et nyt niveau.”

Kevin Freij stiftede MYMobileSecurity  i 2009 sammen med danske Janus Rægaard Nielsen og svenske Jonas Borgh. Virksomheden har kontorer i Stockholm, Barcelona og Marbella. Sikkerhedsapplikationen MYAndroidProtection er deres mest solgte.  Den har over 5 millioner downloads og får omkring 100.000 nye brugere om ugen. Der findes en gratis version på Google Play.

Af Stine Mynster

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.