Krisen i Ukraine er et symptom på kampen om befolkningens gunst. Det er en konflikt, hvor historie, geografi, ideologi og den følelsesmæssige balance mellem uafhængighed og sikkerhed spiller en væsentlig rolle. Rusland har haft stor indflydelse i regionen og føler sig klart truet af forandringerne.
Før Første Verdenskrig konkurrerede Rusland og det britiske imperium i det såkaldte “Great Game” om at opnå dominans i Centralasien. Storbritannien så Ruslands ekspansionisme i regionen som en stor trussel for Indien, mens Rusland forsøgte at beskytte sine grænser ved at kontrollere omkringliggende områder. (Et af disse områder, Afghanistan, spiller stadig en afgørende geopolitisk rolle i dag). Magtkampen ebbede ud efter bolsjevikoprøret i 1917 og Ruslands efterfølgende tilbagetrækning fra fjendtlighederne under Første Verdenskrig og dukkede først op igen i en taktisk variation i koldkrigsperioden.
Givet halvøens strategiske vigtighed er det ikke overraskende, at den seneste runde har drejet sig om Krim, en autonom republik i Ukraine med en primært russisktalende befolkning. Halvøens placering ud til Sortehavet og den store russiske flådebase på Krim, der giver Rusland adgang til Middelhavet via Bosporusstrædet, har stor betydning. Selvom Ukraine fik Krim i gave i 1954, har Rusland stadig en aftale om at opretholde en stor flådebase her indtil 2042. For russerne har der altid været et følelsesmæssigt aspekt forbundet med flådebasen på Krim: deres egen sikkerhed. Og den er nu blevet styrket af Ruslands de facto-annektering af Krim.
Men det er ikke kun mod vest, at Ruslands position er truet – i de omkringliggende lande i Centralasien er Kina ved at æde sig ind på Ruslands indflydelse. Lande som Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Usbekistan og Turkmenistan er velsignet med rigelige forekomster af mineraler og energikilder. Det er en af grundene til, at Kina i løbet af de seneste to årtier har forsøgt at skabe politiske og sikkerhedsmæssige alliancer i området og ført en økonomisk charmeoffensiv: installeret rørledninger, bygget veje og jernbaner og investeret stort i regionens førende industrier, især i de energirelaterede sektorer. Ruslands indflydelse falder, i takt med at Kinas stiger.
Bedre at tale sammen, end at gå i krig (Churchill)
Eftersom Rusland føler sig så truet, er landets provokerende annektering af Krim forståelig. Men i “The New Great Game” vil det måske hovedsageligt blive diplomater i stedet for generaler, der kommer til at spille hovedrollerne. Desuden bør Rusland efterhånden have indset, at væbnet konflikt kan få ubehagelige konsekvenser (fx tjetjenske terrorangreb). Økonomiske sanktioner fra begge sider vil have beskeden effekt overordnet set, men en militær løsning på situationen i Ukraine er ikke i nogens interesse i det lange løb. Lad forhandlerne forhandle.
Ukraine ligger på en ideologisk brudlinje mellem EU (og Nato) og Rusland. Befolkningen er splittet, og meningerne delte, ikke kun mellem generationerne som forventeligt, men også geografisk og sprogligt. Set i det lys er en opdeling af Ukraine i to uafhængige republikker ikke en helt utænkelig løsning på det nuværende dilemma. Men uanset hvad der sker på kort sigt, er tiden nok ikke på Ruslands side. En potentielt stor kulturomvæltning er på vej verden over drevet af fremskridt inden for kommunikationsteknologien, og det gør regeringerne klogt i at tage til efterretning. I kraft af denne udvikling bliver fremtidens generationer både i Ukraine og i andre lande i regionen formentlig mere vestligt indstillede. De vil måske i højere grad ønske sig den større sociale og kulturelle frihed, som EU tilbyder, frem for de mere rigide og begrænsede forhold i Rusland. Medmindre Rusland forstår at omstille sig i takt med forandringerne ser det ud til, at landet vil tabe The New Great Game.
Af Jesper Hertz, Chief Representative, Nordea
