Forunderlige liv – TAKE 1: Wunderbaum
Iført vandrerstøvler, shorts og firehjulstrækker tilbagelægges flere hundrede kilometer på Icefields Parkway igennem de canadiske Rockies – en af verdens smukkeste highways. Duften af juletræ i bilen er stærk, lidt ligesom et Wunderbaum – på den naturlige måde. Trafikken er sparsom. Består af lige dele trucks, elge og sorte bjørne – på vej ned mod floden for at drikke eller fange en laks. Det er som at køre oppe i himlen. Den er høj, klar og blå. Bjergene er enorme, barske og sneklædte.
Forunderlige liv – TAKE 2: Be nice or go away
Skiltet står på disken i den lille bys deli. Kan det siges mere klart? Hvis jeg nogensinde skal have en tatoo i panden, skal det være beskeden. Damen bag disken rækker mig min morgenmad, der er sund og kraftig som en lumberjack’s. Men okay, vi befinder os da også langt mod nord – der hvor floden løber ud i det Arktiske Hav. Mad og kaffe nydes ved det lille bord på fortovet. To mænd passerer. Den ene er en af mine tidligere medarbejdere. Jeg mener: What are the odds?
Forunderlige liv – TAKE 3: Walter the tree hugger
Walter er hverken hippie eller First Nations (canadiernes ord for den oprindelige befolkning). Han er heller ikke helt almindelig. Han har nemlig bygget et kæmpe stuehus med gæstehus, lade, stalde og garage på sin ranch. Bygningerne er opført af tykke Douglas granstammer, og hver eneste af dem har Walter valgt nøje ud, hvorefter han har krammet dem en for en for at sikre sig, at han har fat i det helt rigtige træ, inden han fælder det, afbarker det og bygger sig fantastiske hjem af det. Han har også en truck og en dejlig kone, der bager de skønneste kager.
Forunderlige liv – TAKE 4: Et barn af Jorden
Ty er et genialt barn. Og ja, det er stadig mig, der skriver. Jeg har ikke i nyere tid oplevet et barn, der hviler i sig selv, respekterer dyr, mennesker og øvrige omgivelser som Ty. Umiddelbart ligner hun andre 10-årige med langt hår, jeans og en smart T-shirt. Hendes blik er dybt, når jeg i glimt fanger det under hendes leg med hunden. Hun bor så langt oppe i bjergene, at hun hjemmeundervises af sin mor. Hun er et barn, der aldrig keder sig. Hun ved godt, at et billede af et menneske på Ipad’en ikke er mennesket, men bare et billede af det. Hun forstår forskellen på så klokkeklar en måde, at jeg bliver helt flov på vegne af alle vi uindviede. Alle os der har tabt forbindelsen til virkeligheden helt frivilligt. Når Ty har brug for en pause fra legen, lægger hun sig på jorden ved siden af sin mors stol og slapper lidt af. Hun er en iagttager, en observatør, og da samtalen falder på to heste, som alle forsamlingens hesteeksperter opfatter som værende af samme race, retter hun dem høfligt og med detaljer og præcision, der får alle til at lytte i en slags andægtighed.
Forunderlige liv – TAKE 5: Great People. Great Projects. Great Results.
Sådan lyder et lokalt konstruktionsfirmas slogan. Det kunne meget vel være Vestcanadas slogan, for alt tyder på, at de penge, som allokeres til fx at bygge en bro, rent faktisk bruges på at bygge lige præcis den bro. Eksotisk, set igennem mine spanske briller – lidt ligesom det faktum at alle offentlige wc’er her både har lås på døren, toiletbræt (fastskruet), wc-papir, sæbe, rindende vand og håndklæder. Selv på motorvejslokummerne, sgu…
Forunderlige liv – TAKE 6: Laaaangsomt.
Den livslangsommelighed, som jeg efterlyste ved nytårstid, og som ikke syntes at manifestere sig, har jeg fundet her. Her ‘taker vi det easy’ alle sammen.
Forunderlige liv – TAKE 7: Hovedbundsmassage
Nova er en mellemting mellem en palomino og en albino. Hun er kun to år gammel, men sanselig og klog som en gammel indianer. Jeg sidder på en træstub i en cedertrælund og forsøger mig med den svære kunst, som det absurd nok er ‘at være i nuet’. Nova kommer umærkeligt hen til mig, og begynder forsigtigt at massere først min hovedbund og siden min hals og nakke for at afslutte dette helt særlige møde med at nappe i mine øreflipper. Alle, der kender en hestemules kombinerede blødhed og fasthed, kan næsten forestille sig, hvor absolut magisk denne oplevelse er. Luften er tyk af nærhed – og sammenhængskraften mellem dyr og menneske ukrænkelig i dette øjeblik.
Forunderlige liv – TAKE 8: Rejsende i katastrofer
På Glacier Bar nydes stærk Polar Bear Coffee. Jeg sludrer med sidemanden, som hedder Graig, er new zealænder og bor i London. Han har netop været til Stampede i Calgary sammen med sin rodeo-glade mor. Graig arbejder for en stor amerikansk bank, og hans job er at holde øje med latente farer, der lurer derude, og som indeholder en potentiel økonomisk gevinst til bankens kunder; terror, krig, jordskælv… Graig er på 24/7. Lever i nuet sin måde.
Forunderlige liv – TAKE 9: Bjørnesang
Min morgenløbetur går langs Lake Louise’ bred. Her er så smukt, at jeg næsten taber pusten. Jeg opdager for langt hjemmefra, at jeg har glemt bjørneklokken, så jeg bryder ud i sang. Jeg synger virkelig grimt, så jeg føler mig tryg på den øde sti, som snart vil fyldes af japanske turister med de nyeste kameraer, der fås. Der er nok ikke ét menneske, som har oplevet denne plet, der ikke har ønsket at være helt alene lige netop her. Det er jeg denne morgen – megaforpustet, for sang kombineret med løb i tynd bjergluft er en udfordring for alveolerne.
Forunderlige liv – TAKE 10: Forførbar
Min Canada-passion er trucks. Lyden gør mig forførbar. Det samme gør det cool look, når man sidder der bag rettet i sin pickup med armen skødesløst placeret i vinduesrammen, mens den anden hviler på rattet. Motoren brøler. Hunden sidder og nyder vinden på ladet, som er pakket med brune papirposer med grøntsager, bær, frugt og rødvin. Jeg blev forført i Canada…
Forunderlige liv – TAKE 11: Supermoon
Fra min seng kan jeg se aftenens supermoon. Jeg kan næsten nå den med min hånd. Eller tage en bid. Nåede du ikke måne-fænomenet denne gang, har du chancen igen d. 10. august eller den 9. september.
Lyden af en enorm lang togstamme med 40 fodscontainere i to etager, som passerer stationen på sin vej mod de nordligste territorier, fylder nattens stilhed.
Godnat!
he
Af Helle Espensen
