Kære læser september 2014

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Karelaser
 
Forunderlige liv – TAKE 12: MH17
Jeg skriver en sidste hilsen til ofrene for MH17-tragedien i kondolencebogen. Putin går rundt ovre i Rusland og konstaterer, at tiden arbejder for ham; andre sager optager snart verden. Imens brillerer Europa ved ikke at foretage sig andet end at sætte nogle tamme sanktioner i søen. Dét ryster USA, hvor flere fremtrædende folk kalder det ‘hjerteskærende at se, hvor handlingslammet Europa er’. Typisk, tænker jeg flovt, og dykker ned i konspirationsteorierne, som heldigvis ryster min grundvold og mine fastlåste tankemønstre og overbevisninger. Hvad er det egentlig, vi ved med sikkerhed? Ikke meget.

 
Forunderlige liv – TAKE 13: Edelweiss Air
Apropos fly… Hvis Business Class på long-haul flights indikerer et flyselskabs niveau (det burde det vel), befinder sig øverst på min liste over elendig service, dårlig hygiejne, middelmådig mad og gamle, sure atlanterhavshakkere iklædt stewardesseuniformer vores eget Iberia (næppe overraskende) stærkt fulgt af Lufthansa (til gengæld overraskende), og sådan fortsætter listen, i hvis gode ende Air France placerer sig (desværre hører CDG næsten altid med). I toppen ligger lille Edelweiss Air fra Schweiz. Er du i tvivl om, hvor ferien skal gå hen, så tjek Edelweiss’ destinationer og bestil en billet. Det er en fornøjelse på alle niveauer. Hvor svært kan det i øvrigt være?
 
Forunderlige liv – TAKE 14: Nedsmeltning
Nogle hader jøderne, mens andre vil have jævnet Palæstina med jorden én gang for alle. En krig, der bare fortsætter og fortsætter for af og til at blive afløst af en anden på avisernes forsider; Syrien, scary IS – og helt gale Boko Haram i Nigeria. Hvorfor er det lige, at jeg ikke kan forstå, at folk som Ahmed Akkari render rundt under PET-beskyttelse på Grønland? Hvorfor tager han og alle de andre muslimer, som lader os tro, at de er utilfredse med forholdene i deres oprindelseslande, ikke bare hjem og kæmper deres sag, så menneskene dér kan leve i fred og ro? Jeg orker snart ikke at tage stilling til dem længere. Jeg vil ikke mere blive følelsesladet over deres tab og rædsler. Indtil de står på mit dørtrin en dag, og den dag kommer, koncentrerer jeg mig om mine næste. De mennesker, hvis livssyn jeg kan forstå. Den ret har jeg.
 
Forunderlige liv – TAKE 15: Kulturclash
Vellykket skyskraberbyliv med integreret tv i badeværelsesspejlet og egen japansk sashimikunstner byttes ud med Eagle’s Eye Ranch dybt inde i British Columbia. Ikke hesterhvisker-ranch på Robert Redford-måden. Nej, her er jam-session i laden med solbrændt bodybuilder på trommer, kiropraktor fra Iowa på guitar og Monty Phyton-type på bas. Lige der føler jeg mig uendelig ordinær.
Beboere, gæster og fritgående dyr skal sove rundt omkring på ranchen. Udover ravne, Border Collies og heste, bor her den fineste kattekilling, der permanent sidder på min mands fod som en levende hjemmesko. En ‘glad i låget’ hundehvalp må af og til må lukkes ind for at få en pause fra livet. Kan næsten ikke rumme sin egen begejstring. Forfriskende. Jeg indtager tilbagelænet holdning til det hele, og observerer mig selv i omgivelser med ét fælles badeværelse (uden lås på døren) til små 20 personer og lokum bag stalden med et ko-kranie på døren. Da jeg går til ro, er ham kiropraktoren fra Iowa nået til det punkt, hvor han bare må synge sin sjæl ud på overgearet medicinmandfacon, mens hestene pruster beroligende under Douglas-grannerne og vindklokkerne spiller en dyb melodi.
Jeg har aldrig sovet så godt!
 
Forunderlige liv – TAKE 16: Et spørgsmål om smag
Bodybuilderen (ham med trommerne) laver aftensmaden, og serverer glædestrålende hjemmelavede vegetarburgers og eksploderede frankfurtere og en salat så grov, at selv Noma ville have givet op – det føles som at tygge i åkander… Ellers kan Earl’s restauranter anbefales. Bare man kunne knalde sådan en op her i Spanien. Men nej, serviceminded personale, der bare leverer dag efter dag, findes ikke på disse kanter. Heller ikke i DK åbenbart. Nyheden om at man har dobbelt så stor risiko for at dø på sygehuset, hvis man bliver syg i weekenden, når mig. Lige der får jeg lyst til at smide min Ipad væk. Har de ikke et af verdens dyreste sundhedssystemer i Danmark?
We’ve got great taste, siger canadierne – og det har de. Ikke alle er super gode til at lave mad og vin, men de fleste ved, hvordan man sætter træ og sten sammen, så alt går op i høj og fin enhed. Og så finder man på en eller anden måde alligevel kræfter til at tygge i åkander.
 
Forunderlige liv – TAKE 17: Totem
Når stederne hedder Yellow Knife, Gold Mountain, Red Deer, Kicking Horse River, Beaver Foot og Silver Creek, må man bare vandre langs kysten for at finde sin helt egen talking stick, som havet har pudset silkeblød. Alle med respekt for sig selv har også en totempæl. Jeg får mit eget totemdyr – og en medicinpung, fordi jeg er klar til at få den. Sådan er det, lærer jeg af de her mennesker, som ikke kun har respekt for sig selv men også for landets indianerstammer. Stor indsats for gennemtænkt og langsigtet integration uden at overdrive, uden at romantisere. Således har enhver indianer et mobilhome, en wigwam og en bunke gamle biler i haven, holder igen med sprutten (en genetisk ting – og en erkendelse som ville klæde ‘vores’ arktiske indianere oppe i Grønland) og forsøger at passe ind i tiden, mens Jorden æres og der skabes et sted, hvor mennesker kan være sammen.
 
Forunderlige liv – TAKE 18: Integritet
Her adskiller canadierne sig fra befolkningen i nabolandet mod syd. I hvert fald som USA ser ud efter opvågningen hin septembermorgen i 2001. Ikke kun har USA mistet sin jomfruelighed, men også sin pionerånd og sin integritet. Klædelige karakteristika som er naturlige her oppe i verdens andetstørste land. Ukuelighed er en del af den canadiske pionerånd – også mod elementernes rasen, mod korruption og mod mågelort. Den utæmmede vildskab, som vi engang forbandt med USA.
Men, som en B&B-ejer tørt bringer mig ned på jorden med: ‘Vi er endnu et ungt land…’ Hun bor for øvrigt ved den vildeste flod. Bruger man tovet i haven til at svinge sig ud i vandet, er man henne ved nabobyen, inden man kommer op til overfladen igen.
 
Forunderlige liv – TAKE 19: Distancer
Uanset hvor jeg skal hen, kører jeg hele dagen. Sådan er det bare. I regnskoven på Vancouver Island møder jeg marinebiologen Ariana. Hun kører 12 timer om dagen i en hel uge for at besøge sine forældre i Halifax. Så virker det pludseligt lamt, at vi samler flere gøremål sammen, inden vi gider at køre helt til Marbella fra Fuengirola…
Forunderlige liv – TAKE 20: At the End of the Canadian Road
Tågen hænger tæt ned over regnskoven, og giver den et eventyragtigt Harry Potter-skær. Det er fortryllende at gå langs stien, Pacific Rim Trail, som er anlagt, så datidens skibbrudne ikke skulle fare vild, hvis det lykkedes dem at komme i land. Andre rejsende er en masse hunde, som sammen med deres mennesker bydes velkommen på alt lige fra lækre designhoteller med fem stjerner til hyggelige små B&Bs. Overalt i Canada – på land og i by – står der en skål vand klar til vores firebenede venner ved hotellernes indgang. I like that!
 
he (der nu er hjemme i Spanien igen efter genial road trip)
Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa