Kære læser november 2014

 

Forunderlige liv – TAKE 29: At være her nu
3. verdenskrig udspiller sig på en underlig, rodet måde, ebola spreder død og frygt, den vestlige verden synes at spille fallit med korruption og snyd og stress og jag. Verden gennemløber en omstilling, hvor samfundstrukturer brækkes op, og nye tvinger sig frem uden, at vi helt er klar over hvilke, og hvordan de skal håndteres. Men jeg er her nu. Jeg må være til stede i nuet! Ikke på den langhårede måde med røgelsespinde og new age-musik. Bare sådan på den helt almindelige, forjættende og svære måde. Bare et lille øjeblik i nuet kan være nok til at gøre dagen til noget særligt – og ikke blot én i en lang række af dage.

 

Forunderlige liv – TAKE 30: Fokus
Jeg kan være fortravlet, mit liv distraheret. Stop! Det er ikke nok at eksistere i livet. Det skal leves! Nemmere sagt end gjort? Helt sikkert, men det er en beslutning, som man kan vælge at træffe.
Hænger man hårdt fast i fortiden, kan man ikke leve i nuet. Historien har værdi. Enorm værdi. Især hvis vi bruger den til at lære. Både den store, der inkluderer alt, og hver enkelts historie. Men der skal gives slip. Når noget er slut.
Bekymrer man sig om fremtiden, er der ikke kræfter til at være i nuet. Træf et aktivt valg! Noget så eftertrykkeligt.

 

Forunderlige liv – TAKE 31: Forgængelighed
En citronmånes selvkonserverende egenskaber gør, at den nemt kan glemmes på kaffebordet i et halvt år uden at kaste en krumme af sig. Og så kender jeg én, der som test havde en burger liggende på køkkenbordet i fem uger uden så meget som en mugplet. Virkelig scary! Mad skal være forgængeligt. Det skal alt, hvad der en del af naturen. Og her kommer vi mennesker så ind i billedet. Alder behøver ikke at være en rettesnor i vores forståelse af tab af mennesker. Nogle mennesker forgår hurtigt, andre langsomt, men vi gør det allesammen. Og så flytter vi os med den eftertanke, som følger tab. Følelser er en bevægelse. Emotion = Energy in Motion. “Vi vidste slet ikke, at han var terminal”, sagde min veninde, da hendes mand døde. Men det er vi fra den dag, vi fødes. Allerede der er forgængeligheden et faktum. Og det er der noget smukt i – og i hvert fald bærer den beskeden om at være til stede i nuet.

 

Forunderlige liv – TAKE 32: Oprigtighed
Oprigtighed flytter bjerge. Prøv det! Forveksl det ikke med ærlighed, for den skal doseres med stor nænsomhed. Jo mere til stede i nuet vi er, jo mere oprigtige bliver vi – uvægerligt. Kvaliteten af at være i nuet overskygger langt de vildeste fremskridt, vi kan forestille os. Det viste man i tidernes morgen. Og det ved folk, der lever i nogle af verdens ældste kulturer den dag i dag.
De drives ikke af den trang til fremskridt, som vi i den vestlige verden drives af. De har ingen mobiltelefoner eller armerede droner, men de har noget andet: De har en sans af fred og accept af livet, som det er. Og af oprigtighed.
Taler jeg for, at vi skal leve som de gamle kulturer. Overhovedet ikke. Men kan vi lære noget af dem? Det tror jeg. Og jeg tror, at vi har behov for det bare en lille smule engang imellem. Jeg har i hvert fald!

 

Forunderlige liv – TAKE 33: Konsekvensberegning
Manglen på fokus og realitetstjek i den spanske turistindustri er larmende. Året er snart gået, og det ville klæde denne enormt vigtige industri at bremse op, sætte sig ned og lave en evaluering, lære af det forgangne år og lægge en fælles strategi for alle i branchen. Alle! Nu og her! Ballade i fx Egypten, Thailand og Tyrkiet er godt for de spanske turisttal, men handles der på det? Det er ikke mit indtryk. Dårlig service er der stadig rig mulighed for at få her. Faktisk er god service efterhånden så sjælden, at den fremhæves som værende noget ganske særligt, når vi anbefaler vores venner en lokal restaurant eller attraktion. Virkelig god service i Asien (forventelig) ville få os til at klappe hænderne sammen foran hjertet, bøje hovedet og sige namaste, mens man i Canada ville betragte det som den mest naturlige ting i verden, nikke til sidemanden og sige cooool, mens man her bare falder ned af stolen. Ærgerligt. Det er ligesom et kulturelt fænomen. Man er simpelthen ude af stand til at lære af sine fejl. Måske fordi skyldsspørgsmålet aldrig bearbejdes hos den enkelte, men sendes til behandling i kirken – eller placeres i fortiden. Ude af stand til at se fremad serverer man på en lokal restaurant så store portioner, at gæsterne deler i stedet for at betale for hver sin ret. Manglen på konsekvensberegning betyder, at forretningen går virkelig dårligt. Det giver da sig selv, gør det ikke? Lidt ligesom en klinik, hvor skydedørene til venteværelset går op, hver eneste gang foretagendet passeres af en fodgænger ude på fortovet. Pisseirriterende for de ventende, der får vind i håret hvert andet øjeblik – og for receptionisten, der igen og igen og igen må samle plastikblomsten op fra gulvet. Det betragtede jeg længe og undrende. Hallo!

 

Forunderlige liv – TAKE 34: Sanseløs
Uden at det skal lyde som om, jeg har drukket en font kogt på Ghandis knogler, vil jeg zoome ind her i årets sidste måneder. Bruge mine sanser – ikke mindst den sjette. Og det kan være ganske brugbart her i Spanien, hvor man bare ikke kan være sanseløs. Bruger man ikke sine sanser 24/7, bliver man enten snydt eller kørt over. Oplivende, angstprovokerende, fokuskrævende og ja, forunderligt.

 

he