Forunderlige liv – TAKE 35: Gensyn med mormorMin grandfætter møder mig i lufthavnen med Dannebrog. Ikke i DK men i Bruxelles. Hjemme hos ham er vores fælles sprog spansk og engelsk. Han taler dansk med sine børn. Hans kone taler portugisisk med dem. I skolen taler de fransk. Vi kigger på billeder af vores mormødre, der var søstre. Min lignede en skovalf. Hans en filur. To skægge damer blev de som voksne. Deres sprog var midtjysk.
Forunderlige liv – TAKE 36: Bevidsthed og sanser på job
Dybt inde i en nordbelgisk skov mindes jeg om mit arbejdes kvantefysiske grundlag. Over mig oplyses himlen af Antwerpens diamanter, som bliver til stjerner om natten, mens jorden under mig fyldes af efterårsfarvede blade, mørkegrønt mos og agern. Begge dele ville gøre sig godt som wallpaper, tænker jeg, men nøjes alligevel med at tapetsere indersiden af mine øjenlåg med sanseoplevelsen til senere brug. På slottet i skoven knokler jeg mig med at bryde mine fastlåste tankemønstre ned, gøre begrænsninger til muligheder og skabe fleksibilitet i mit hoved. Det er mind blowing – og sjovt! Efter tre dage i skoven sammen med en flok virkelig cool mennesker fra alle mulige lande har jeg stadig ikke den fjerneste anelse om, hvem jeg egentlig er inde under alle lagene, men jeg har lagt fra land og jeg elsker turen…
Forunderlige liv – TAKE 37: Europas hovedstad
Tilbage i Bruxelles. Mens solen går ned, krydses den lyserøde himmel af 17 flys kondensstriber, og jeg mindes om, at jeg står under et trafikalt knudepunkt. En by i et splittet land, som forsøger at samle en flok europæiske lande om en fælles projekt. Det virker uoplagt. Jeg ignorerer EU’s komplekse tilstedeværelse og nyder byen, chokoladen og øllet – en Kwak serveret i en slags kolbe med et træhåndtag. Hver øltype har sit eget glas.
Forunderlige liv – TAKE 38: Tørregn
Hjemme i Spanien igen. Tilbage i virkeligheden. En anden slags virkelighed i hvert fald. Endelig ændrer vejret sig, og vi får regn – og dage med tørregn. Det må det hedde, når skyerne hænger lavt og gråt, og vinden rusker i palmerne – bare uden vandet. I fjernsynet refererer en ung mand til barndommens usikkerhed, og det slår mig pludselig, at jeg aldrig følte mig usikker som barn (tak, far og mor). Jeg var ikke sådan et cool barn, der kunne se alfer og feer eller kalejdoskopiske farver for mit indre øje. Jeg følte mig hverken anderledes eller fremmedgjort, som mange af de nye mennesker, jeg møder, har gjort, da de var børn. Jeg var et helt almindeligt barn. Jeg drømte om at blive voksen, få en kummefryser, lange røde negle, et kørekort og at blive gift med Fred Astaire. Hvorfor jeg lige pludselig er, hvor jeg nu befinder mig, og deler min tid mellem mine artikler og min energimedicin, ved jeg stadig ikke. Det lå i hvert fald ikke i kortene, som man siger.
Forunderlige liv – TAKE 39: Still not afraid
Jeg er stadig ikke bange for hverken ebola eller IS. Jeg er tilhænger af, at man holder det etiske flag højt i medierne, men i journalistik skal der være plads til det hele; vilde ideer, store tanker, knald-i-låget-udtalelser og konspirationsteorier. Det er nemlig alt det, der skal holde os årvågne, så vi ikke bare køber hvad som helst, og lader os manipulere af nyheder, som meget vel kan være false flags. Hvis det senere viser sig, at fundamentalistiske muslimer planter nøglepersoner rundt omkring i den vestlige verden som en slags Sonnenkinder, der er klar til at slå til, når vi er mest sårbare – og efterfølgende overtage verdensmagten, uden at nogen af alle vores egne spooks har opfanget det, ja så må vi tage det til den tid. Indtil videre kunne vi jo kigge lidt på proportionerne. Jeg mener, tænk på, hvor mange mennesker, der omkom dagligt under 2. verdenskrig, mens nazisterne mosede sig frem igennem Europa. Jo, der døde mange d. 11. september 2001, og mange har mistet livet i den efterfølgende kamp, men… På samme måde er det med ebola. Breaking News, fordi en sygeplejerske transporteres hjem fra Vestafrika under stor mediebevågenhed eller fordi den absolut sidste portion ebolamedicin nu bruges. Jeg må indrømme, at jeg har klassens store drenge mistænkt for at køre false flag på os små mennesker. For vi er trods alt nemmest at holde under kontrol, når vi er bange.
Forunderlige liv – TAKE 40: Guinness
Af sted igen. Otte timer på landevejen igennem Irlands smukke natur bliver det til. Med cowboyhatten trukket godt ned om ørene, tre par uldsokker udenpå hinanden, ditto handsker og tårer i øjnene – ikke pga. kulden, men fordi det, jeg mærker her, er så meget dybere, stærkere end noget, som jeg før har oplevet. Efter en 30 år lang omvej sluttes cirklen. Dyr er igen en del af mit arbejdsliv. Vi er en broget international flok denne gang også. Vores værter bor i det fineste gamle kampestenshus. De tager os med på pub. Guinness skal vi have. Endnu et øl-land i denne måned. Troede, jeg vidste, hvad det der med Guinness handlede om. Det gjorde jeg så ikke. Blødt som fløjl, mørkt som kaffe og med silkeskum på toppen. Ved baren sidder en flok stovte irere og kigger på os – den brogede flok vi er – med en blanding af mistænksomhed og nysgerrighed. Mændene er vejrbidte og kvinderne har hænder så store som stegepander. Jeg nyder min øl og lader tankerne flyve tilbage til sommerens Canada-rejse, hvor jeg krydsede Vancouvers Lions Gate Bridge. Den ligner Golden Gate i San Francisco på en prik, bortset fra at denne er grøn. Det var Guinness-familiens øl-formue, der muliggjorde projektet tilbage i 1930’erne.
Forunderlige liv – TAKE 41: Stegt flæsk
Mens jeg arbejder med en hest i en lade på en irsk bondegård iført gummistøvler og åbent sind, vælger Danmark sin nationalret. Hvorfor er det lige, man gør sådan noget? Er det en suverænitetsting eller bare fordi det er hyggeligt? Måske lidt af hvert. Det har kostet en masse penge, som sikkert kunne være brugt bedre, men set i forhold til noget af det andet, som det offentlige DK smider penge ud til, så er stegt flæsk alligevel ikke det mest åndsforladte. Mens flæskebølgerne går højt blandt sundhedsprofeter og integrationsfundamentalister, kigger jeg til hesten, hvis håndskyhed ser ud til at have sluppet taget i den. I hvert fald lægger den sit store hoved ind mod mit bryst og lader mig lægge hænderne på dens kinder. Stegt flæsk bliver her helt ligegyldigt – uanset hvor godt det smager.
Forunderlige liv – TAKE 42: Mi tierra
Mens jeg har været fordybet i dyreverdenen, har nogen besluttet, at julen er i gang, og da jeg kommer til Dublin Airport, er der således pyntet op med kugler og lys. Jeg er ikke klar til jul endnu, så jeg ignorerer lufthavnens jule-muzak og nyder tanken om, at rejsen hjem bliver lang (magter ikke Ryan Air, hvilket så betyder mellemlandinger). Jeg har brug for at akklimatisere undervejs – og helt klar er jeg da også, da vi endelig lander en mi tierra. Jeg er hjemme igen. Vi er glade. Manden, hunden og jeg. Jeg byder julestemningen indenfor. Elsker at pynte, lave mad og give gaver til mine mennesker og dyr – og modtage al den julehygge, som måtte blive sendt min vej i år.
Nu vil jeg tage hunden med en tur op i bjergene for at hilse på fårene og bare sidde lidt og kigge ud over det hele. I går stod der pludselig en dreng midt i naturen på ‘mit’ bjerg og spillede på trombone. Forunderligt!
Glædelig jul!
he
