Det danske magasin i Spanien
Voxpop – Når Spanien skal nå til enighed Hvad er holdningen til den manglende regeringsdannelse i Spanien?

Voxpop - Når Spanien skal nå til enighed Hvad er holdningen til den manglende regeringsdannelse i Spanien?

 

shutterstock 381631918La Danesa er taget ud for at spørge to spaniere fra forskellige indkomstgrupper og to velintegrerede danskere på Costa del Sol om den manglende regeringsdannelse i Spanien.
Siden valget d. 22. december sidste år, hvor socialistpartiet PSOE og det konservative PP fik sig nogle øretævere, har der været stilstand i spansk politik. Politikerne har ikke været i stand til at danne regering på tværs af partierne, og sidste frist for et nyvalg skal forhandles på plads senest 2. maj. I mellemtiden forhandler partierne i forsøget på at nå til enighed, mens Spanien har stået uden regering i et halvt år.

Vi har stillet spørgsmålene
1. Hvorfor tror du ikke, at politikerne kan blive enige om dannelsen af ny regering?
2. Mener du, at det venstreorienterede Podemos og midterpartiet Ciudadanos bidrager med noget nyt i spansk politik? Hvis ja, hvad? Hvis nej, hvorfor ikke?
3. Hvad skal partierne gøre anderledes under den formodentlig kommende valgkamp?
4. Hvad ville du som vælger tage stilling til i beslutningsprocessen denne gang?
5. Tror du, at der kommer en fornuftig udgang på den svære situation?

Jens M. Jensen, 76 år og repræsentant for Danes Worldwide i Sydspanien og på Gibraltar. 
1. De er alle så langt fra hinanden, at det ikke kan lade sig at gøre. Men også fordi man har været vant til, at der altid har været et massivt flertal bag en regering.

2. Nej. Jeg er af den opfattelse, at begge partier, som andre nye partier rundt omkring i Europa, i valgkampen har lovet alt for meget, de slet ikke kan leve op til, og det er de i øvrigt godt klar over.

3. De skal forsøge at være dybt seriøse og ikke love mere, end de kan leve op til.

4. Det parti, jeg ville stemme på, skulle over for mig, virke oprigtigt og fornuftigt – og seriøst ville bekæmpe den forfærdelige korruption, der er i Spanien.

5. Forhåbentligt ja – men først efter et nyt valg.

Gonzalo Barriocanal, 35 år. Han forsøger at komme ind på lærerstudiet 
1. Det er et spørgsmål om overlevelse. Hvad angår både Rajoy og Sanchez forsøger de at overleve i politisk. Rajoy er blevet upopulær på grund af nedskæringerne og korruptionsskandaler fra top til tå. Praktisk talt er hele landet fyldt med korruptionssager. Sanchez er svag internt i partiet. Han er en lus mellem to negle, uanset om han laver en pagt med PP eller Podemos, får han problemer. Efter min mening er de ikke frie til at gøre det. Det er et parti for eliten til eliten. Og derfor kan de ikke indgå en pagt med Podemos. Podemos er et parti, som blev født ved at drage nytte af 15-M (15. maj-bevægelsen i 2011 og samme år, der var parlamentsvalg, red.), som er en historisk bevægelse i vores land. De kæmper imod magtinstanser med et mindre budget, men med større intelligens. Ciudadanos er dette foretagnes værktøj til at lave ændringer uden, nogen ændrer noget. En trojansk hest, som indgår pagter med hvem som helst.

2. Podemos er genopstandelsen til venstre. Et nyt sprog, nye ambitioner og nye måder at regere for alle. Antistramninger, de går ikke imod Europa, men de vil have en anden relation. Ciudadanos er et Podemos til højre, valgt af eliten for, at ændringen forbliver ens.

3. Jeg tror ikke, at der kommer en ny valgkamp. Ikke i år. Jeg vil vædde på den store koalition.

4. Jeg går ikke ind for stramninger. Vi skal betale vores egen gæld uden at destruere vores samfund. Folket først og fremmest.

5. Jeg vil vædde på, at til sidst når PP og PSOE frem til en aftale, og med det ved jeg ikke, med hvilke ofre (Rajoy eller Sanchez eller dem begge). Men de vil højst sandsynligt ikke til urnerne igen.

Birgitte Theill, 72 år og lærer.
1. Det er tydeligvis meget vanskeligt for de spanske politikere at erkende, at det ikke mere er to partier, der kan skiftes til at regere alene, sådan som de har været vant til.

2. De to store nye partier, Podemos og Ciudadanos, bidrager afgjort med noget nyt, blandt andet det, at de forhindrer de to store gamle partier i at kunne regere med et parti alene. En anden vigtig sag, de bidrager med, er bekæmpelsen af korruption, som jo er et stort problem i spansk politik. Begge disse partier har korruptionsbekæmpelsen som noget af det vigtigste, og netop det nuværende regeringsparti PP, har korruptionssager kørende imod sig.

3. Jeg tror, det ville være klogt af de “gamle” partier at vise, at de også for alvor vil bekæmpe korruption og komme ud med konkrete forslag til det, så vælgerne kan overbevises om, at de mener det. Meget andet kan man være uenige om, men korruptionsbekæmpelsen er der udbredt enighed om.

4. For mig ville korruptionsbekæmpelsen være afgørende, og jeg ville også lægge mærke til, om man var åben for samarbejde med andre partier. Også om partiet var for eller imod løsrivelse, som lige nu er spørgsmålet i Catalonien, men let kan blive det andre steder også. Jeg er imod muligheden for løsrivelse.

5. Man kan selvfølgelig kun håbe på en fornuftig udgang af denne fastlåste situation, men jeg tror da også, at politikerne må indse, at de skal finde en løsning og må tage ansvar og komme videre med at regere landet.

Dario Vazquez Albacete, 30 år, doktorgrad i bioteknologi.
1. Fordi du i Spanien tjener penge på politik, ikke kun for dem, der er i politik, men også for at favorisere venner. Derfor bekymrer politikerne sig mere for at hente stemmer end rent faktisk at arbejde for borgerne. Dette medfører, at de træffer beslutninger for at tilfredsstille en del af vælgerne, selvom det påvirker landet negativt.

2. Ja, de kommer med nye idéer om alt i den europæiske ramme, vi lever i. De to partier er opmærksomme på det, og forsøger at repræsentere en del af befolkningen, der indtil videre er blevet glemt. PP og PSOE repræsenterer den ældre generation. Men det er ved at ændre sig og med ankomsten af de to nye politiske partier, som har intention om at repræsentere alle, og foreslår nødvendige reformer for at modernisere landet mere.

3. Det har været meget svært at få det absolutte flertal, og hvert politisk parti forsøger at holde det i tankerne til den næste valgkamp. PP har opnået flest stemmer. Jeg tror ikke, at strategien vil ændre sig ret meget og de har også nogle vælgere, der er meget loyale over for at fortsætte med at stemme på dem til trods for korruptionssagerne.

4. Jeg ville kigge på de partier, der har i sinde at sætte sig til bordet for at tale sammen for skabe en ny koalition. Derudover ville jeg se på, hvilke foranstaltninger de har besluttet at acceptere for at danne en sådan koalition. For eksempel aftalen mellem PSOE og Ciudadanos udgiver sig for at bevare en arbejdsreform meget lignende den aktuelle med et minimum af modifikationer og reduktion af fratrædelsesordninger. Det er det, jeg vil have meget in mente ved de kommende valg (eller det kommende valg).

5. Der kommer ikke en god slutning på det, så længe, partierne ikke tilgodeser hele landet, men kun en del af deres vælgere. Så længe der ikke kommer et nyt parti ind i regeringen, og folk ser at “det ikke er så slemt”, som de troede, er der ingen god slutning.

Af Nanna Lunnemann

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.