Doras dagbog - 6

Læs sjette afsnit af Doras dagbog her. En vedkommende beretning om livet i Danmark og Spanien oplevet af et menneske med sans for detaljer og en dejlig evne til at observere sine omgivelse – og reagere på dem.

At tage hul på det næstsidste kapitel
Dora sad på terrassen under den store parasol og nød vejret. Ingen tvivl om, at den varme sol, den lune vind og kigget ud over havet og op over bjergene var den væsentligste grund til, at hun befandt sig, hvor hun gjorde.
Som ganske ung havde hun haft en klar fornemmelse af, at hvis hun boede i Spanien, ville hun kunne lægge den tyngende ansvarlighed for alt og alle samt Janteloven bag sig. Solen ville tø hende op og hun ville danse hen ad fortovet og smile døgnet rundt. Længslen efter at opfylde den drøm havde holdt sig og nu havde hun altså gjort alvor af at forfølge den. Nu sad hun her i Andalusiens varme klima.

Desværre dansede hun ikke så meget mere. Længslen efter dansen var der endnu, men hvor og med hvem skulle hun danse? Smile gjorde hun. Kunne slet ikke lade være og i det gode vejr. Uden det tunge overtøj og de store støvler, følte hun sig også lettere.

Letheden kom nu også af den oprydning, der var gået forud for afrejsen. Minder er dejlige og en bekræftelse på det liv, man har levet. Det giver værdi, men alle disse minder kan fylde så meget, at de spærrer for adgangen til at leve helt nyt liv. Det giver plads at rydde op fysisk såvel som mentalt. Der var helt bestemt skabt plads i rygsækken til nye oplevelser, nyt samvær – måske endda kærlighed her på falderebet. Hun ville aldrig sige aldrig.

Ved hendes fødder stod en stor sort plastiksæk og på havebordet lå et tykt ringbind. Dora ryddede op i sine papirer, men var gået i stå i netop dette ringbind.
Det indeholdt alle hendes eksamensbeviser, kursusbeviser og anerkendelser på hendes faglighed. Der var beviserne på, at hun havde videreuddannet sig til superviser, sorg- og krisebehandler. Havde en master i arbejdsmarkedsforhold og personaleledelse. Konfliktløsning, vanskelige samtaler. Masser af kurser omkring aldring, demens og sindslidelser. Men der var også de mere aparte kurser som brug af klovnens energi – den røde klovnenæse havde hun smidt ud – brug af stemmen og et langvarigt kursus på filmskuespillerskolen. Mange, mange timers arbejde og træning. Det føltes næsten som at rive hjertet ud at skulle smide den del af hendes identitet i den sorte sæk.

På den anden side var hun jo aldeles færdig på arbejdsmarkedet. Det var et kapitel, der var uigenkaldeligt slut. Noget var for al tid forbi. En underlig tanke i grunden.
Men hvis det var rigtigt, at der nu er lagt 21 år til kvindelivet, ville hun blive over firs. Hun kunne sgu da ikke sidde i sin havestol i 20 år og drikke solskin. Det var nok en god idé at forberede og øve sig lidt på den fjerde alder. Lige nu og forhåbentlig mange år frem tyngede de fysiske og psykiske alderstegn ikke væsentligt. Ganske vist drog alt mod syd for tiden. Og når Dora læste om og lyttede til mennesker over 75 år, ville der virkelig være ændringer af et andet format.

Det væsentlige ville blive at holde venskaber og sociale kontakter ved lige. Og selvom Dora kunne bevæge sig, køre bil og rejse, så kom der en dag, hvor nogle af de nærmeste ikke kunne. Det var værd at tænke over, hvor man skulle bo og i nærheden af hvem. Her i Spanien er det ikke nemt at farte rundt med rollator eller i kørestol. Hvor længe kan man gå på trapper og tage stigningen op ad bjerget?

Dora havde endnu nogle drømme, der skulle gå i opfyldelse; til sommer ville hun bestige Kilimanjaro. Derefter ville hun tænke grundigt over, hvad det fjerde og sidste kapitel skal handle om.