Vi har alle set og hørt dem langs Costa del Sol, men måske uden at tænke på at det er faktisk en art af papegøjefamilien, vi har flyvende og skrattende rundt omkring i vores nabolag?
Vi taler selvfølgelig om munkeparakitten (Latin, Myiopsitta monachus), en fugl som er til stor ærgrelse for nogen og til glæde for mange. Munkeparakitten stammer oprindeligt fra Sydamerika, nærmere bestemt de sydlige dele af Argentina, Brasilien, Bolivia, Paraguay og Uruguay. Her anses arten som almindelig, og de kan ofte ses i selskab med andre papegøjer og fuglearter. Det er den eneste papegøjeart, som bygger en egentlig rede af grene og kviste, i modsætning til andre papegøjer som hakker i hule stammer, hvor de lægger sine æg direkte på bunden, måske bare med lidt græs for at forhindre at æggene triller rundt og knuses. Munkeparakitten ruger i store kolonier, og nogle gange bygger kolonierne store, fælles reder, som kan nå en anselig størrelse.
Det er netop denne adfærd, som har gjort munkeparakitten populær at holde som prydfugl i haver og parker, og man fandt hurtigt ud af, at hvis man åbnede døren i de store udendørs indhegninger (volierer) under rugetiden, når munkeparakitten lå på æg eller havde unger i reden, så ville de flyve ud og flyve frit, men altid komme tilbage. Altså, næsten altid – og netop fordi enkelte eksemplarer ikke kom tilbage, f.eks. hvis de blev skræmt af rovfugle, så har munkeparakitten etableret sig i vild tilstand i en række lande i Europa og resten af verden. Langs Costa del Sol er der store bestande, og alt tyder på, at munkeparakitten er i færd med at sprede sig videre til indlandet i Sydspanien. Den er allerede vel etableret på De Kanariske Øer, i Madrid og Barcelona.
Af papegøje at være er munkeparakitten ikke specielt farverig, men på trods af sin beskedne grønne og grå fjerdragt må den alligevel siges at være et farverigt indslag i naturen. Det er en af de mest højlydte papegøjearter, og overalt hører man deres karakteristiske skvalder, når de indtager strande, gader og bytorve. På engelsk bliver arten populært kaldt ”Quaker Parrot”, og de er meget populære som burfugle, da de let bliver tamme og er meget sociale. Hvis man bare kan holde støjen ud!
Da munkeparakitten ikke hører naturligt til i Spanien regnes den som en invaderende art, og selv om der findes flere hundrede invaderende arter af flora og fauna i Spanien er denne papegøjeart nok en af de mest synlige. Det er forbudt at introducere (slippe løs) fremmede arter både i Spanien, Norge og i resten af Europa, og i mange tilfælde kan sådanne introduktioner af arter fra andre lande og verdensdele medføre store negative konsekvenser. Se bare på det nordamerikanske grå egern, som i England har næsten udkonkurreret det røde europæiske egern, som vi også kender fra Danmark, og ikke mindst kæmpeskildpadderne i Australien, som med stor appetit fortærer alt af lokale arter, som kommer deres vej.
Hvad har dette med munkeparakitten at gøre? Jo, der er heldigvis ikke påvist de helt store negative effekter. Der er ingenting, som foreløbig tyder på, at de er i færd med at udkonkurrere nogen af de lokale fuglearter, og de gør heller ingen stor skade på jordbrugets afgrøder. Nogen vil måske argumentere for, at støjen er en negativ effekt, men for de fleste opvejes dette af glæden over at se papegøjer flyve frit i sit lokalområde. Munkeparakitten samles ofte i store flokke, og parkerer man under deres favorit træ f.eks. i centrum af Fuengirola, så er det bare at køre bilen direkte i bilvask efterfølgende, da den i løbet af kort tid kan være temmelig dækket af fuglemøg. Myndighederne prøver at begrænse antallet og udbredelsen af munkeparakitter, men arten er allerede for talstærk og almindelig på Costa del Sol til, at man har mulighed for at påvirke dette i nogen stor grad. Ofte ser man i de enkelte kommuner på kysten, at de sprøjter giftstoffer i toppen af palmetræerne, specielt om foråret, og da dræbes selvsagt en del af munkeparakittens unger. Det primære ved denne handling er dog ikke at tage livet af papegøjerne, men derimod at sprøjte palmerne for at begrænse skadeomfanget af en anden invaderende art, rød palmesnudebille, såkaldt ”Palm Weevil”, samt andre insekter, som kan gøre skade på palmetræerne. Men siden munkeparakitten ikke hører naturligt hjemme i den lokale fauna, tages der altså ingen specielle hensyn til, at de gerne har sine reder i palmerne, som sprøjtes. Det er vigtigt at forstå, at dette simpelthen er nødvendigt, så vel som en logisk tankegang og handlemåde, hvor brutalt det end kan lyde.
I privat fuglehold er der blevet opdrættet flere farvevarianter af munkeparakitten, såkaldte mutationer, deriblandt en variant hvor den grønne farve er erstattet med blå farve. I modsætning til de fleste andre lande i Europa er det i Spanien forbudt at holde munkeparakitten som tam- og burfugl, netop for at forhindre videre udbredelse af arten. Trøsten for dem, som savner Costa del Sols farverige papegøjer, når de tager til Danmark, er, at den er til at få fat i fra danske opdrættere, så for dem, som ikke klarer sig uden en daglig dosis med støj fra munkeparakitten, er der håb.
Af Tom Halvorsen
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001