”Det er aldrig for sent at komme i gang med yoga”

 

Jeg har sat Isabella i stævne på Cobapino havn, og da jeg spørger, hvilken form for yoga, hun bedst kan lide, lyder svaret: ”Jeg er meget tiltrukket af filosofien bag Ashtanga Vinyasa. Men vi må ikke glemme at yoga er et træ med mange grene, og alt udspringer oprindeligt af Hatha yoga, hvor meningen jo er, at vi skal bringe balance mellem sol- og måne-energierne – dvs. balance i vores krop og liv generelt. Men der er gået lige lovlig meget marketing i yoga’en, synes jeg nok. På sociale medier ser jeg øl-yoga, gede-yoga, vandyoga. Det er vel ok, hvis det får folk for at interessere sig for yoga, men helt ærligt – man kan jo lave yoga alle steder, man har lyst til. Kald det hvad du vil – men helst uden øl og geder,” griner Isabella, der som mange andre udlandsdanskere, der har været ude i mange år, har et helt ejendommeligt sprog. Hun lyder som en blanding mellem Dronning Margrethe og Kronprinsesse Mary – et forældet dansk med en snert af engelsk. Årsagen er den, at Isabella stak til søs i en meget ung alder. Som 25-årig havde hun sejlet og rejst hele verden rundt og senere krydsede hun også Atlanterhavet i en sejlbåd. Fødebyen hedder dog, lidet eksotisk, Faxe Ladeplads. Hun fandt dog aldrig rigtig til Danmark igen men forelskede sig i Spanien i stedet for.

 

 

 

Det er umuligt ikke at bemærke Isabellas smukke krop, der ser både stærk og slank ud, trods de fem årtier. Og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at hun havde dyrket yoga hele livet.
”Det gode ved at være blevet ældre er erfaringen, og at jeg ved, hvordan det er at være 20, 30, 40 og nu også over 50, og at være både ’god’ og ’dårlig’. Jeg ved også, hvordan det er at vide, at man før var ’bedre’. Det er også ting indenfor den fysiske del af kroppen, som jeg selv må indse, at jeg aldrig bliver bedre til og måske ikke når denne gang,” fortæller Isabella, da jeg spørger ind til yoga og alder.
”Det handler om at kunne favne der, hvor man er lige nu – og som underviser, der hvor andre er. Den kvinde, der underviste mig, da jeg første gang prøvede yoga som 39-årig, tog mig med til sin egen yogaunderviser. Det kunne hun mærke, at jeg havde brug for,” fortæller Isabella, der ikke vil kommentere på, om det var fordi, hun var særligt god. ”Yoga er jo ikke en konkurrencesport. Selvfølgelig skal du selv rykke dig, men du kan aldrig sammenligne dig med andre menneskers formåen. Når jeg selv underviser er det også min fornemmeste opgave at fornemme at møde folk hvor de er på det tidspunkt, og fornemme hvad de har behov for på den dag.
Det skal jo altid være ’sjovt’ at dyrke yoga. Hvis energien pludselig bliver lidt for alvorligt, når jeg underviser, kan jeg godt finde på at få mine elever til at slå koldbøtter. Det har overraskende mange voksne mennesker lidt svært ved. Det kan virke skræmmende, da det har noget med vores ’voksenhed’ at gøre. For som børn gør vi det jo helt uden problemer. Yoga handler jo i høj grad om at finde ind til den tumling, du var som barn,” smiler hun.

 

Men nu må Isabella videre. Hun skal fremvise en bolig til en tysk herre. ”Jeg beskæftiger med lidt med ejendomsmægleriet, så jeg har råd til at beskæftige mig mere med yoga og dele den erfaring med andre – det er lidt den omvendte verden, og alligevel ikke da det jo netop drejer sig om at bringe yogaen ind i det daglige liv,” griner hun, inden vi tager afsked på havnen, og Isabella forsvinder med yogamåtten under armen.