Det danske magasin i Spanien
Hans tandlægeklinikker har fejret både sølvbryllup og guldbryllup, og han selv rundede pensionsalderen for ti år siden. Men Keld Overgaard er yderst aktiv – på alle fronter. Han passer sine klinikker i Glostrup og Fuengirola. Det samme gælder hans jagt, båd, køkkengryder og mange rejser.

Keld storsmiler. Han har ikke bare sunde tænder. Han har også en sund sjæl og et sundt liv, han gerne fortæller løs om.
 
En dag begyndte det at sne. ”Nu stopper legen, Så kan vi lige så godt tage retur til Danmark”, kom det beslutsomt fra Keld. Året var 1978. Familien Overgaard havde hevet teltpælene op for at prøve lykken i Sydfrankrig. Men i stedet for at finde lykken fandt de arrogante franskmænd, som ikke var interesseret i at få udlændinge ind.
”Vi måtte længere sydpå. Ned til Spanien, ned til solen og til de noget mere hjælpsomme spaniere. Det var et godt skridt – nok det bedste vi nogensinde har taget,” er den danske tandlæge ikke i tvivl om. Faktisk havde han det fint i Danmark men hans kone, Jette, var eventyrlysten. Det var også nødvendigt for at slå sig ned på Costa del Sol i slutningen af 70’erne. ”Intet fra dengang kan sammenlignes med i dag. Ofte var det svært at få basale dagligvarer som mælkeprodukter og det er ikke sjovt, når man står med en ét år gammel søn. Men vi tog kampen op,” fortæller Keld med et smil på læben. Sådan har hele hans liv været. Han har kæmpet og arbejdet for alt, hvad han er, har og ejer.

Arbejdet sig til alt

I dag kører værket og Keld Overgaard har det godt i dag. Men det har kostet blod, sved, tårer og et ægteskab i de unge dage at komme dertil. ”Det har altid været tidligt ud ad døren, hjemme at runde til middag, og så tilbage på arbejdet til meget sent ud på aftenen. Nogle tror fejlagtigt, det bliver lettere, når man får ansatte, men ansatte giver også problemer – tro mig,” fortæller Keld med et lunt smil. Han nævner flere gange, det altid har været hans eget valg, og at han næsten altid har nydt det. Dybest set er det også derfor, han fortsat er aktiv – han vil ikke være foruden. Præcis som da Clínica Dental Escandinava blev indviet i Fuengirola for mange år siden, pendler Keld Overgaard mellem Danmark og Spanien. ”De første mange, mange år var det to uger her og to uger der. Begge klinikker blev bygget op fra bunden, så jeg måtte, og ville, være begge steder. De smutveje, som internettet har givet, havde vi selvsagt ikke,” fortæller tandlægen, som ikke er i tvivl om opskriften på sin succes. ”Jeg har været god til at lære fra mig og altid været ærlig overfor personale og patienter. Vi har aldrig overfaktureret eller solgt unødige behandlinger. Det har givet os en uvurderlig tillid.” Tillid har Keld Overgaard i dag også til alle sine medarbejdere og to børn og to svigerbørn, som er gået i hans fodspor. Det giver Keld luft. Også luft under vingerne.

Interesser og skjulte talenter

Det sidste årti var været rigt på rejser. ”Vi planlægger, så vi kan rejse halvanden måned om året. Det er fjerne rejsemål, der trækker. Ingen tvivl om det,” fortæller Keld, som i timevis kan fortælle om sit kurophold i Indien, sin jagt i Argentina, operaen i Sydney og krydstogter på de syv have. Og han kan også snakke længe om sine aftener i Madklubben. ”Det er alle tiders stunder. Benny Olsen fra De Grønne Slagtere er vores chefkok. Vi mødes om formiddagen, handler ind, spiser en let frokost og står så i køkkenet resten af dagen. Vi laver mindst tre retter og ved 19-tiden kommer vores koner så,” beretter Keld, som ikke skjuler, at Madklubbens aftener altid slutter sent og med en god cognac.
”Med tiden er jeg faktisk blevet en ganske habil kok. Det siger min kone i det mindste. Sjovt nok er der aldrig brok, når jeg skal i Madklubben,” fortæller Keld med et skævt grin. Sejling har været han største interesse. Desværre er fysikken ikke længere til ene mand at håndtere familiens 34 fod store båd, og da hans børn har mistet interessen, sættes den mindeværdige båd nu til salg. Minder er der nemlig masser af. ”Jeg har sejlet meget med Jette og været store del af den spanske kyststrækning rundt. Ungerne husker nok bedst turene til Ibiza, hvor jeg måtte ud at lede efter dem i det pulserende natteliv,” fortæller en storgrinende Keld Overgaard, som heller aldrig glemmer den smukke tur ad flodvejen til Sevilla.
Ingen tvivl om at Keld også får prøvet og oplevet en masse. Og til til februar næste år skal hele familien samles i Sydafrika. Man fristes let til at tro, de har booket en grupperejse.

Den store familie og det store tab

To ægteskaber og fem børn er nu også blevet til ni børnebørn. Det er en stor familie, Keld Overgaard har bag sig, men der vil altid mangle én. Keld har nemlig lidt den umenneskelige store smerte at miste en søn i en ulykke. ”Det er mange år siden nu, men smerten og savnet vil altid være der. Heldigvis er jeg stærk, positiv og omgivet af mange gode mennesker,” fortæller familiefaderen, der altid tænker fremad og altid er mand for en god historie – denne gang om næste års store familie-rejse.
”Jeg havde en patient, som kom uanmeldt, fordi han havde mistet en fortand. Det viste sig at være den danske ejer af det lækre Hotel-resort Nyati i Sydafrika. Han var så glad for, jeg kunne hjælpe ham med hans akutte problem, at han inviterede mig ned på sit hotel. Da det gik op for mig hvilket sted, vi talte om, besluttede jeg mig for at invitere hele familien derned til februar. Det bliver alle tiders,” slutter Keld Overgaard. Han har fået livets hårdeste slag – men arbejdet sig ud af krisen. Han har også arbejdet sig til succes og sit gode liv. Og så er han, den han er; positiv og en gevinst for ethvert selskab.
 

Ti skæve til Keld

1. Hvad er det dummeste, du nogensinde har gjort?
Det var først i 80’erne, da jeg købte en stor restauration på Dyrehavsbakken. Det var en stor fejl, for det gav mig ikke andet end røde tal og hårdt, opslidende arbejde. Jeg solgte den til Torben Træsko, og jeg husker tydeligt, vi skrev aftalen på en serviet.
 
2. Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig?
Fra da jeg var 15 år og i hele min studietid, ernærede jeg mig som pianist. Jeg var fast inventar på Nimb i Tivoli, Kystens Perle i Helsingør og på Josty på Frederiksberg.
 
3. Hvad er din mærkeligste vane?
Vigtige beslutninger tager jeg i enerum – aldrig med folk omkring mig. Derudover betragter jeg mig som helt normalt. Jeg har ingen tiks.
 
4. Er du, eller har du været, en rollemodel / mentor for nogen?
Det har jeg givetvis været for nogle af de mange tandlæger, jeg har haft på mine klinikkerne i mere end 50 år. Og vel også over for mine børn og svigerbørn – på nogle områder i det mindste.
 
5. Hvad er den vildeste oplevelse, du har haft på en rejse?
At sejle i en lillebitte båd mellem krokodiller på Zambesi-floden i Zambia. Det var helt uforsvarligt og jeg var rigtig bange – specielt da motoren pludselig gik i stå. Jeg har det hele på smalfilm. Det er mange år siden nu.
 
6. Hvad er det underligste, du har spist?
Det var, da jeg spiste på et bananblad i Indien – og kun med højre hånd. Maden var så stærk, at jeg ikke aner hvad vi fik at spise.
 
7. Et godt tip til andre som vil prøve lykken i Spanien?
De skal lære sproget, sætte sig ind i systemet og være tålmodige og ikke være bange for at tage fat.
 
8. Hvad er det underligste, en fremmed har sagt til dig?
Jeg har lagt øre til meget vrøvl gennem årene, men har altid formået at vende det til noget positivt. Som jeg siger: 1,2,3 HYG!
 
9. Hvad laver du om et år?
Nok det samme som i dag. Jeg forsøger at arbejde mindre og nyde livet og rejse mere.
 
10. Dit yndlingssted på Costa del Sol og i Danmark?
Jeg elsker vores hus her og sommerhus i Danmark. Til livsnyderne anbefaler jeg altid restauranten El Rancho nær Cabopino, som er hyggelig om vinteren og altid godt til prisen. Og så de mange Paradores rundt om i landet. Det er alle unikke hoteller.
 
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com. Foto: Mugge Fischer og Simon Goltermann

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.