På den anden side… Kører det hele nu af sporet?

Herresnakken i mit fitnesscenters sauna er sjældent noget, der får mig til at spidse ørerne. Den går næsten altid på bedrevidende snak om fodbold, politik og korruption. Efter en ti minutters tid har jeg altid både fået varme og snak nok, men for godt et års tid siden blev jeg siddende nogle ekstra minutter. Det skyldes en togchauffør, som begyndte at fortælle om hvor urolig og træt han var af sit job.

Han var træt af at stå model til de mange klager og sure miner fra passagererne over togforsinkelser. Han forklarede slænget i saunaen, at forsinkelserne hverken skyldes ham, hans kollegaer eller hans Renfe-tog, men derimod konstante defekter og reparationer på skinnerne. Togchaufføren fra saunaen forklarede, at særligt det sidste halvandet år havde den været gal – efter de franske Ouigo-tog og de italienske Iryo-tog var begyndt at køre i Spanien. Han var helt uforståelig overfor, at det spanske trafikministerie havde tilladt netop disse tog at køre på det spanske banenetværk. Han sagde direkte: “Det er meget tunge tog, som ikke er bygget til at køre på vores banenetværk. Det slider hårdt på skinnerne. Vores banenetværk er bygget til vores AVE højhastighedstog – og vice versa.” I samme åndedræt forklarede togchaufføren, at det er præcis derfor, de spanske tog ikke må køre i Frankrig.

Togchaufføren fra saunaen var træt af forsinkelser og sure passagerer – men også urolig. “Når kaffekoppen danser, er der noget galt. Det ved vi alle,” sagde han med klar reference til, at den kop kaffe, som både passagerer og personale ofte nyder på sin togrejse, skal stå musestille på klapbordet, når et tog kører med 280 km/t på lige strækninger. Gør den ikke det, der er noget galt. Den 18. januar gik det så helt galt. Ved Adamuz nær Córdoba kørte et højhastighedstog af sporet og invaderede sidesporet, så et frontalt sammenstød med et modkørende tog var uundgåeligt. 46 passagerer mistede livet. Efter flere måneders oprydnings- og skinnearbejde er højhastighedstogene mod Madrid og i hele Andalusien atter på skinnerne, og langsomt går den tragiske ulykke i glemmebogen. Men jeg er vel næppe den eneste, der frygter, at det sidste kapitel er skrevet? Efterforskningen fra Adamuz konkluderer “klare tegn på slitage på skinnerne”. Det spanske trafikministerie garanterer, at alt atter er i den skønneste orden. Men var skinnerne slidte og defekte i Adamuz, er de det vel i hele landet? De franske og italienske togselskaber har samlet 36 tog, som dagligt kører uafbrudt på hele det spanske banenetværk. Myndighederne er tavse, mens de spanske togchauffører fortsat råber højt. Kaffekopperne danser nemlig stadig. Det er stærkt foruroligende. Det er passagerernes sikkerhed, 30 års investeringer og arbejde, der sættes på spil.

Beder en bøn

Historien om de spanske højhastighedstog går tilbage til midten af 1990’erne. Stærkt støttet af EU gik Spanien i gang med at ombygge og udvide sit banenetværk og få lanceret de første højhastighedstog. I hele landet opkøbte staten jord af private, så der kunne anlægges togskinner over land, vand og gennem klipper. Det var, og er stadig, et langtrukkent, besværligt og omkostningstungt arbejde. Det samme gælder for udviklingen af de nyeste AVE-tog. Men resultatet er enestående. Spanien har i dag EU’s bedste højhastighedstog og bedst dækkende banenetværk. Takket være netop dette banenetværk, og vejnettet, har Spanien fået opbygget en enestående infrastruktur, som er grundpillen i den vækst vi har haft de seneste årtier – både indenfor industri, byggeri og turisme. Skal 30 års arbejde nu ødelægges af et “ekspertudvalg” i trafikministeriet, som har udliciteret dele af togdriften til Ouigo og Iryo, hvis tog er for tunge og ikke-egnede til det spanske banenetværk? Man må tage sig til hovedet. Og bede en bøn for, at der ikke sker flere ulykker.

Den ligegyldige snak fra fitnesscentrets sauna er pludselig blevet alvorlig.