Historien om… Mijas Pueblo

Hvis man skal udnævne den mest kendte af alle Andalusiens hvide landsbyer, vil Mijas Pueblo sandsynligvis indtage en flot førsteplads. Hele året rundt er byens smalle gader med de blændende hvidkalkede byhuse centrum for et utal af turister, der strømmer til fra alle verdens hjørner. Mijas Pueblo har meget at byde på, både hvad angår seværdigheder og kulturelle arrangementer.

Mijas Pueblo hviler omkring 400 meter over havet i læ af La Sierra de Mijas med pragtfuld udsigt til Middelhavet. Selvom byen ikke huser meget mere end 7.000 indbyggere, er byen kendt ud over landets grænser, og mange, der måske ikke kender særligt meget til Sydspanien, vil sandsynligvis have hørt om ”den hvide landsby Mijas”.  Men byen er ikke kun kendt som turistmål. Mange kunstnere og forfattere har på grund af byens pittoreske bybillede valgt at bosætte sig her. Byens fred og ro kombineret med den typiske andalusiske charme har gennem årene haft stor tiltrækningskraft på folk, der ikke længere ønsker at leve det til tider hektiske liv på Kysten. Selvom byen kun ligger 7 km. fra Kysten, er det alligevel langt nok væk fra den pulserende kyststrækning.

Byens historiske rødder

Det menes, at Mijas by blev stiftet af turdetanerne fra Tartessos ca. 600 år f.kr. Da romerne senere erobrede byen, forvandlede de den til en fæstning, hvorfra man kunne holde øje med hele kysttrækningen. Under det romerske styre døbte man byen Tamisa. Byen gennemgik en stor udvikling under Romerne specielt på grund af, at den lå ud til Via Apia, en transportvej der forbandt Málaga med den store havneby Cádiz, og som var en vigtig handelsrute for romerne i Sydspanien. Mijas blev allerede erobret af maurerne i år 714. Personen bag erobringen var Abdalaziz.  Med konsensus fra byens indbyggere blev bynavnet ændret til Mixa, og Mijas bykerne blev skabt. For at beskytte byen forstærkede man den eksisterede bymur ved at gøre den højere og mere solid, og i dag kan man stadig finde rester af muren flere steder i byen. Da den mauriske general Omar Ibn Hafsun i slutningen af 900-tallet indledte et oprør, der kulminerede med erobringen af mere end halvdelen af Andalusien var der mange indbyggere fra Mijas, der tilsluttede sig ham. De fleste bønder i Mijas levede nemlig under dårlige kår og var tynget af de høje skatter, de skulle betale. I 1487 genvandt de kristne tropper byen, kun 5 år før den mauriske højborg i Granada faldt, og Mijas blev igen en del af det spanske kongerige.

Under krigen ”Guerra de la Comunidades de Castilla” støttede Mijas trofast Juana I de Trastámara også kendt som ”Juana la Loca”, der var Dronning af Castilla fra 1504 til 1555. For sin store støtte til kongedømmet modtog Mijas i 1512 af dronningen titlen ”Villa”. Derudover blev byen tildelt en meget kontroversiel gave: den blev fritaget for betaling af skatter for på den måde at få befolkningstallet til at stige efter krigsperioden.

Levevejen for beboerne i Mijas har altid været baseret på landbrug og fiskeri, samt i mindre målestok kvægavl og udvinding af mineraler fra byens minedrift. Før i tiden var byen også omgivet af vinmarker, der på grund af sin gode kvalitet sammen med La Axarquía og Los Montes de Málaga, gjorde byen berømt for sin eksport af rosiner og vin. En altødelæggende vinlus-epidemi, der hærgede i 1880 ødelagde dog størstedelen af byens vinmarker. De få vinmarker, der overlevede epidemien, blev for omkring 50 år siden erstattet med hvede og byg. De marker, der var udstyret med vandingskanaler, blev erstattet med citrus- og majsplantager, samt dyrkningen af søde og almindelige kartofler, og sådan overlevede byen indtil turismen overtog.

En bys udvikling

I forhold til mange kystbyer kom udviklingen først sent til Mijas Pueblo. En af de vigtigste årsager hertil var byens isolerede placering i bjergene. Den nuværende vej mellem Mijas og Fuengirola blev nemlig først åbnet i 1873. Specielt kommunikationen med omverden var besværlig, og det var først i 1953, at den første telefonlinie blev etableret. Denne linie kunne dog kun administrere et maksimum af 10 telefonnumre, hvoraf de fleste var tildelt de offentlige myndigheder, rådhuset og Guardia Civil.

Det siges, at postbudet, som i folkemunde var kendt som El peatón (forgængeren), dengang gik til fods ned til Fuengirola for at hente og bringe posten.

Det var først under den Anden Republik 1931 – 1939, at lokalpressen blev indført i byen, og aviser som ABC, El Heraldo og El Socialista så dagens lys. Infrastrukturerne var heller ikke noget at prale af. Der fandtes i den periode ganske få ”ordentlige” huse, og de få der var, omgav rådhuset. Byen var mere eller mindre selvforsynende og afskåret fra sociale relationer med nabobyer. Et typisk talemåde fra den tid var ”var det ikke for de døde, var der ingen liv i byen”. Årsagen til denne talemåde var, at det kun var til begravelser, at indbyggerne kunne socialisere sig.

Ideen med at hvidkalke byens huse kommer fra en af byens borgmester Manuel Fernández (1957-1963), som var interesseret i at lokke turister til byen. I sin 6 års regeringsperiode steg kommunens budget fra 300.000 pesetas til 6 millioner pesetas på årsbasis. Årsagen hertil var primært, at man begyndte at inddrive skatter og en stor tiltrækning af turisme til byen, samt det stigende byggeri. I 1958 efter en lang tørkeperiode tog borgmesteren et lån for at kunne installere vandrør i landsbyen. I samme periode asfalterede og udvidede man også vejen til Fuengirola. Desuden blev det forbudt at lade sine husdyr være på offentlige veje og pladser. Alle midler blev taget i brug for at gøre byen attraktiv for turister. 

Las Ermitas de Mijas

Et specielt træk ved Mijas er de mange Ermitas (kirkekapeller), der omgiver byen. Disse Ermitas minder om en religiøs tid, hvor byen var forholdsvist isoleret fra omverden. De ligger i udkanten af byen og er alle godt bevaret takket være de offentlige myndigheder og byens beboere. Byen kan stolt fremvise 3 Ermitas: San Antón, El Puerto og El Calvario.   

La Ermita de San Antón blev opført i det 18. århundrede af nogle søfarere efter, at de næsten var forlist på havet. Som tak til helgen San Antón for at de var i live, opførte de kapellet.

La Ermita del Calvario blev opført i 1710. Formålet med dette kapel var, at byens munke skulle have et sted, hvor de kunne meditere. Disse munke tilhørte det kloster, der lå, hvor man i dag finder La Ermita de la Patrona la Virgen de la Peña.

La Ermita del Puerto stammer fra 1874 og blev opført af tilbedere til en kvinde, som hjalp hjemløse børn.

La Virgen de la Peña

Historien fortæller, at man i 1586 fandt byens helgen La Virgen de la Peña gemt i den gamle fæstningsmur. La Virgen de la Peña var 800 år tidligere blevet gemt der, for at den ikke skulle falde i maurernes hænder. I 1959 påtog Eugenio López, en dygtig håndværker i Mijas, sig opgaven at give La Virgen de la Peña sin gamle guddommelighed tilbage. Han gik fra dør til dør i byen og indsamlede penge fra såvel fattige som rige, og på den måde blev hans arbejde finansieret. På samme måde indsamlede han midler til at restaurere kapellet, hvor La Virgen hører til. 

Seværdigheder:

Plaza de Toros

Tyrefægterarenaen blev åbnet i 1900 og renoveret i 1977 på foranledning af nogle af byens beboere. Det specielle ved denne tyrefægterarena er, at den er oval som en af de eneste i Spanien.

Iglesia de la Inmaculada Concepción

Denne kirke blev opført i det 16. århundrede på et af byens højeste punkter ovenpå resterne af det gamle slot og maurernes moske. Klokketårnet er et af moskeens bevarede tårne.

Auditorio Municipal

Beliggende i Los Jardines de La Muralla anvendes dette auditorium til at afholde kulturelle arrangementer. Højdepunktet er den årlige Festival de Teatro Villa de Mijas, der afholdes om sommeren.

Museo Histórico – Etnológico de Mijas

Museet er beliggende, der hvor rådhuset tidligere lå. Det blev indviet i 1995 og giver et historisk indblik i Mijas hverdag. Man kan her se landbrugsredskaber, fiskeudstyr, olivenmøller, en bodega samt et eksempel på et typisk køkken fra Mijas. Man finder også her kunstsamlinger og forskelligt lokalt håndværk. I museet finder man også en replika af det værelse, som Manuel Cortés Quero opholdt sig i hele 30 år. Manuel Cortés Quero var den sidste republikanske borgmester i Mijas, og på grund af sin politiske overbevisning var han nød til at gemme sig for Francos styrker, såfremt han ønskede at leve. Det var først i 1969, da regeringen gav amnesti til ”forbrydelser” foretaget under borgerkrigen, at Manuel Cortés Quero igen kunne få lov til at se dagens lys.

Museo de Miniaturas

Museet var det første af sin slags på verdensplan. Det åbnede i 1972 og kan ikke andet end at lokke folk til med sit interessante skilt udenfor. Der skiltes nemlig med mange af de ting, der er udstillet på museet: udklædte lopper, den sidste nadver af Leonardo da Vinci udformet på et riskorn, og en ballerinadanser på et tandstik.