Ligger danskerne også, som de selv har redt?

Det er nu to år siden EU mobiliserede historiens største økonomiske hjælpepakker.

Covid-19 havde rusket så hårdt i flere medlemslandes økonomi, at der direkte var tale om en økonomisk genopbygning af nogle EU-lande. Dem hørte Spanien til – igen. Endnu engang foldede EU et sikkerhedsnet ud under spansk økonomi, præcis som vi så det efter Finanskrisen i ’08. Det var både sympatisk og klogt gjort. Sympatisk fordi EU er basseret på at løfte samlet i flok. Og klogt fordi EU ikke forbliver som én samlet stærk enhed, hvis de økonomisk sårbare i syd falder fra.

Alligevel holdt forhandlinger om de store hjælpepakker hårdt. En lille håndfuld medlemslande ikke var meget for at Spanien, og et par andre Middelhavslande, skulle have så stor en bid af kagen. Særligt Danmark, Sverige, Finland og Holland var ude efter Spanien. ”Spanierne ligger, som de selv har redt,” hed det sig. Netop dén har jeg hørt hundredvis gange i alverdens sammenhænge. Og ja – der er noget om snakken. Spanien har aldrig været i nærheden af at få en medalje for godt management. Men det er heller ikke alle, der er født i en velredt Hästens seng. Kommentaren ”spanierne ligger, som de selv har lagt” er alt for snævertsynet. Specielt lige nu hvor vi står med begge ben i en ny krise – en energikrise. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan danskerne har redt. Til gengæld ved jeg, hvordan de har sat sig: Dyrt – sågar rigtigt dyrt. Det store flertal af de sidste ti års nye boligejere er faldet for dyre lejligheder, store huse og ikke tøvet med at blive stærkt belånt. Det sunde begreb med rettidig omhu har længe haft sin plads i glemmebogen sammen med de ”grimme” tanker om rentestigninger og høje energipriser, som nu fuldstændig har taget de lånprægede danskere på sengen. Det til trods for, at vi alle har vidst – eller burde have vidst – at nulrenterne var til på lånt tid samt at energien siden monopolernes ophørelsen har været udbudt til lave priser. Særligt energipriserne ødelægger netop nu nattesøvnen hos de danske husejere, som frygter vinterens elregning bliver både to, tre og fire gange højere end sidste vinter. Tilsvarende frygtes det, at danske familier i hundredetusindevis enten må gå fra hus og hjem eller kaste sig ud i nogle desperate låneløsninger for at kunne blive boende.

Det er første gang nogensinde, jeg mærker nervøsiteten sprede sig i det danske samfund. Præcis som i Bruxelles snakker man på Christiansborg om nye energikilder, men – lad os nu være ærlige – så har Danmark slet ikke infrastrukturen i orden til det. Bare se på vindmøllerne, der nærmest står stille, fordi man ikke har strukturen til at få sendt vindenergien ud i landet.

Håbet hedder derfor EU, hvor man er i fuld gang med at få organiseret fremtidige kollektive energiaftaler, som både vil sikre store mænger energi og fornuftige priser til alle medlemslande. Det er fuldstændig som med Covid-19 vaccinerne. Og lur mig om man, hvis nødvendigt, ikke også etablerer en ny stor hjælpepakke til de lande og de borgere, der lider mest under den nuværende energikrise. Sker det, behøver du ikke bruge mere end to sekunder på at tænke over attituden fra det lune Spanien. Man træder et stort skridt tilbage, så man lynhurtigt får en masse energi og hjælp afsted til de lande, der har størst behov for det – herunder danskerne, som meget vel får svært ved at holde varmen.

Det er netop dét, der er så vigtigt og imponerende ved EU. Vi løfter samlet i flok. ALTID.

Og ingen glemmes. ALDRIG. – Uanset hvordan man har redt.