Det danske magasin i Spanien

Strækningen fra La Herradura til Motril kaldes Costa Tropical, den tropiske kyst, et navn der lover et mere tropisk klima end på resten af den sydspanske kyst.

Det tropiske klima skyldes, at bjergene ligger langt tættere på kysten end de gør på resten af den granadinske kyststrækning, og den høje Sierra Nevada bjergkæde beskytter mod kolde vinde fra nord. Strækningen har betragteligt varmere vintre end resten af fastlandet og en gennemsnitstemperatur på omkring 20 grader, og det betyder, at her vokser en lang række lækre, tropiske frugter og grønsager, der bruges flittigt i madlavningen i området.

Mange af frugterne kom oprindeligt fra Stillehavsøerne og Sydamerika, hvorfra de spanske erobrere tog dem med tilbage til hjemlandet. Her fandt man, at de voksede specielt godt i det milde klima med 320 solskinsdage om året mellem La Herradura og Motril. Dyrkningen af de eksotiske frugter tog for alvor fart i 1980’erne.

”Nu vokser her blandt andet mango, cherimoya, papaja og bananen kaldet banana, der er en mere grov banan end den almindelige platano, og den bruges derfor fortrinsvist til madlavning. Alle frugterne er vigtige eksportvarer, og Spanien er faktisk den største producent i verden af cherimoya, og mere end 90 procent af frugterne dyrkes her,” fortæller eksperten, Inmaculada Jiménez, som vi har forespurgt. Hun driver en grøntforretning i Almuñécar. ”Tidligere voksede her også dadelpalmer. Det gør der ikke længere, men man dyrker utallige eksotiske frugter og oven i købet flere variationer af dem. Bl.a. fire forskellige slags avokadoer, fem sorter cherimoya, syv slags kærlighedsfrugter og næsten 30 forskellige mangoer,” skryder hun, mens hun og husbonden ærekære viser nogle af de tropiske frugter frem.

Vi viderebringer et par anbefalinger og insiderinfo, hun gav:

Mango (mango)

Spises som den er, men konverteres til en hurtig og lækker dessert ved blot at skære den i skiver, som stænkes med sød vin eller rom og ristes ganske hurtigt på en grillpande. Server med is eller creme fraiche. Mangotræet kan blive op til 40 m højt.

Papaja (papaya)

En svalende frugtdrik med papaja: 1 papaja, 1 fersken, 2 passionsfrugter, 1,5 dl appelsinjuice. Papajaen halveres, kernerne skrabes ud og skindet trækkes af. Stenen fjernes fra ferskenen og kødet skrabes ud af passionsfrugterne. Frugten kommes i blenderen sammen med appelsinjuicen. Giver ca. en halv liter juice.

Cherimoya (chirimoya)

Halveres og spises med en ske, undgå kernerne. Drysser man den med en smule vaniljesukker og et par stænk af sin yndlingslikør, har man en forfriskende dessert.

Kærlighedsfrugt (litchi)

Tilhører sæbetræfamilien. Den er barsk at se på, men frugtkødet er sødt og passer fint sammen med andre frugter og i grønne salater. Er også en fortræffelig modpol som tilbehør til stærke orientalske retter.

Mispel (níspero)

Ligner store tjørnebær. En frisk, sprød og saftig frugt. Bør skrælles eftersom skindet er bittert. Frøene kan også spises, de smager lidt som mandler.

Guava-bær (guayaba)

Spises som den er eller koges med sukker til en noget anderledes marmelade. Er helt vidunderlig i en milkshake, evt. med vaniljeis.

Banan (banana, den grove)

Er mindre end den almindelige banan. Anvendes i madlavning, så som indiske og thailandske retter.

Avokado (aguacate)

Bliver i denne sammenhæng betragtet som en frugt. Skøn i salater, kold suppe og naturligvis guacamole. Prøv også denne søde avokadodressing:1 avokado, 2,5 dl fløde og 2 spsk. honning. Herligheden blendes og serveres med en tropisk frugtsalat.

Af Jette Christiansen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.