Det danske magasin i Spanien
Det var på Scandinavia Bar i Torremolinos, der blev skålet og skrålet til den lyse morgen – dengang i slutningen af 80’erne, da Torremolinos stod på den anden ende. Navnet og stilen har ændret sig, men manden bag baren er fortsat den samme. Stik imod sædvane har Ole Asmussen drevet samme restauration i præcis 30 år. Og han elsker det. Præcis som klientellet elsker ham og hans rare væsen.
 
Velfriseret og velklædt ekspederer en purung Ole Asmussen herrerne i en tøjforretning i Silkeborg. Færdiguddannet efter den gamle skoles normer inden for herreekvipering er Ole i fuld gang med sin første ansættelse. Han klarer sig godt og får hurtigt tilbudt en stilling i det ”fine” Magasin i Århus. Det var eftertragtet og dengang lig med livslang ansættelse. Så Ole valgte at sige op – men for at flytte til Torremolinos for at åbne en bar(!). ”Jeg var nok lidt den pæne dreng med den sikre fremtid, som så pludselig springer ud og viser sig fra en mere rebelsk side. Men jeg fulgte mit indre jeg, og det bliver man nødt til at gøre, hvis man vil være rigtig lykkelig,” fortæller den danske restauratør.
 
Masser af sol – men ingen solstrålehistorie
Det var en enkelt opringning, der ændrede Ole Asmussens liv. Under et ferieophold i Torremolinos havde han skrevet sig op til en bar, som måske ville blive sat til salg. ”Måske’et” blev en realitet, og så pakkede Ole kufferten. Foran ham stod hans livs største udfordring i en af Europas største festbyer. Men det var langtfra alt under den festlige overflade, der var, som den unge Ole Asmussen havde forestillet sig. ”Dengang var stemningen blandt byens restauratører bestemt ikke god. I stedet for at løfte byen og nattelivet i samlet flok, så man hinanden som konkurrenter. At komme som ny udefra var bestemt ikke let – specielt ikke da jeg hurtigt fik mange gæster,” fortæller Ole, som tydeligt husker, hvordan han et par gange blev truet af andre restauratører og stadig tvivler på, om det var et uheld, at hans elskede bar en dag delvist brændte ned. Men Ole overvandt det onde med det gode og fik sin berettelse i festbyen Torremolinos. De gode år glemmer han aldrig. ”Vel havde vi kun tre gode sommermåneder til at tjene året ind, men om det var mandag eller lørdag kunne man dengang ikke mærke forskel på. Det væltede med folk i gaderne til den lyse morgen,” erindrer Ole, som tydeligt husker sine ordrer. ”Hver uge bestilte jeg 25 kasser med hver 12 flasker rom, vodka og whisky – og vi var altid otte til ti mand på arbejde. Når sommersæsonen gik på hæld, bestilte jeg spiritus i løskøb og jeg havde kun én deltidsansat med mig. Kontrasten var enorm, men jeg kunne lide det. Jeg faldt for byen, nattelivet og min elskede bar her,” fortæller Ole, som også hurtigt faldt for de spanske piger. María del Mar og hendes veninder kiggede tit forbi baren, og hun og Ole kiggede hurtigt hinanden dybt i øjnene. ”Vi blev gift allerede i ’91. Ingen havde dengang turdet spå, at vi skulle fejre sølvbryllup, præcis som ingen havde forestillet sig, at jeg skulle drive samme bar i så mange år. Men sådan er det altså gået,” smiler Ole Asmussen, som ser lysere end nogensinde på fremtiden for Torremolinos.
 
Vil leve, rejse og arbejde
Flere gader er blevet omlagt til gågader, og byens centrale pladser er blevet totalrenoveret. Det smitter af på bylivet. Flere folk er på gaden og flere nye butikker, caféer og restauranter er dukket op. ”Der er sket meget på bare fire år, og jeg synes, Torremolinos er inde i en rigtig god udvikling. Det har været godt for byen med en ny borgmester og et nyt byråd,” mener Ole Asmussen. Hans kone står i spidsen for et mindre lokalparti og Ole er ikke bange for at blande sig i den lokale politiske debat. ”Politik interesserer mig.
 
Absolut. Jeg er typen, der har mange interesser, men uden at dedikere mig til noget bestemt. På samme måde er jeg altid optaget med noget, men uden at have en decideret hobby,” fortæller den danske Torremolinos-borger, som elsker at gå og køre lange ture, er forelsket i Sevilla, nyder at gå i biografen og spise på byens gode restauranter. ”Jeg er nok blevet lidt mere levemand de sidste par år. Tidligere var meget af mit fokus rettet mod dagens omsætning. I dag tænker jeg mere på at nyde livet, mens vi har det. Det er også derfor, jeg i dag tager aktiv del i en lille rejsegruppe, som rejser sammen et par gange om året,” bliver de sidste ord fra Ole. Hans vigtigste og bedste rejse indledte han for præcis 30 år siden, da han med rygsæk og lidt mønt på lommen landede i Málaga lufthavn og tog bussen til Torremolinos. Tre årtier i restaurationsbranchen på Costa del Sol efterlader et hav af anekdoter og gode historier. Du kan få dem alle på Pub Branigans. Ole Asmussen bliver bag sin bar lidt endnu.
 
Ti skæve til Ole
 
1. Har du et hemmeligt talent?
Det har jeg måske som kok. Jeg får i al fald ros for min mad. Jeg kan li’ at stå i køkkenet, gå på markedet og lave alt fra bunden.
 
2. Dine tre største øjeblikke?
Da jeg fik min læreplads som ekspedient, åbnede min bar og da jeg blev gift i 1991.
 
3. Dit bedste år?
Det er lige nu – år 2019. Jeg synes, jeg har et bedre overblik end nogensinde. Alt kører godt og jeg har en større frihed end tidligere – både økonomisk og personligt.
 
4. Hvad skal der til, for at din dag bliver perfekt?
En god fridag hvor jeg slår telefonen fra, så jeg kan nyde roen, være med selv og fokusere på at få en god dag med de nærmeste.
 
5. Det mest vanvittige du nogensinde har gjort?
Jeg har gjort mange vanvittige ting – på begge sider af baren. Men jeg glemmer aldrig den dag i ’89, da de danske fodboldkvinder mødte Spanien og kom bagud 0-1. Da lovede jeg gratis drinks til alle, hvis Danmark ville vinde. De gjorde vi så, 3-1, og et kvarter senere holdt der tre busser fra Tjæreborg og Spies fyldt med danske feriegæster, der kom for at få en gratis drink. Det var sidste gang, jeg gjorde det.
 
6. Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig
Jeg er en gammel hærdet surfer, og så er jeg også sergent indenfor artilleriet i Skive.
Der er også mange, der ikke ved, at jeg i en lang årrække på 15-16 år ikke var i Danmark.
Mine forældre flyttede herned i slutningen af 90’erne, og mine gamle danske venner vil hellere have, vi ses her.
 
7. Din bedste drink?
Det er en Piña Colada, som jeg laver med lidt flødeskum, i modsætning til andre, for at gøre drinken lidt mere cremet. Og så en Strawberry Daiquiri med rom, jordbær, knust is og lidt 7up. Her sparer jeg ikke, når der skal indkøbes lækre jordbær. Selv er jeg mest til en cola – ellers en øl. Jeg drikker kun ganske lidt alkohol.
 
8. Jeg bliver tit upopulær, når jeg siger det, men…
Man skal hjælpe sine egne folk først. Udlændinge og flygtninge er velkomne, og vi skal på bedste vis hjælpe alle, men vores nærmeste kommer i første række.
 
9. Hvad savner du mest fra Danmark
Julesneen – hvis den falder 🙂
 
10. Tror du på et liv efter døden?
Nej – og jeg er meget uenig med min kone om det. Det er faktisk noget at det eneste, vi ikke er enige om.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com Foto: Mugge Fischer og Simon Goltermann

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.