Er spanierne virkelig så dovne?

”Det er også de spaniere…!”

Jeg hører det så ofte, at jeg nu ikke kan lade være med at tage den op. Når tingene ikke kører, som de skal, så er det ”de spaniere”, den er gal med. Spanierne er både dovne, sover halvdelen af dagen væk med deres siesta, og så kommer de altid for sent.

Det er store ord – men fred være med det. Jeg er ikke i tvivl om, vi lever i en landsdel, hvor der absolut er plads til forbedringer. Men bemærk, jeg skriver landsdel, for inden vi langer for voldsomt ud med riven, må vi lige have geografien på plads.  

Vi bor i Andalusien, og der er præcis lige så stor forskel på en andaluser, en madrilener og en galiser, som der er på en københavner, en bornholmer og en sønderjyde. Forskellen ses, eller høres, ikke kun på accenten. Den ses også i mentaliteten og i levestandarden. Snakker vi ledighed, produktivitet og uddannelse, er andaluserne fortsat lidt efter, men når vi nu i store vendinger beklager os, inkluderer vi også ”de spaniere” fra den nordøstlige provins Aragón, som har fået arbejdsløsheden ned under de fem procent og ”de spaniere” fra Madrid som, målt på antal indbyggere, har flest selvstændige i Europa. Det er imponerende resultater, som næppe er nået med dovenskab og lange siesta’er.  

Det samme kan jeg kun tænke, når man ser fotos, dokumentarfilm og snakker ”gamle dage” med både udlændinge og spaniere, som husker 70’ernes Andalusien. Uden på nogen måde at kunne dokumentere det, tør jeg godt påstå, at Andalusien er en af de landsdele, der de sidste fire årtier har udviklet sig bedst og hurtigst i Europa. Det gøres kun ved gejst og hårdt arbejde. Det er bestemt ikke her, det ømme punkt ligger. Det skal derimod findes i begrebet management. Forstod vores andalusiske naboer at organisere sig bedre og lægge nogle gode, langsigtede, visionære planer, kunne Andalusien komme endnu længere.

Bange for at tage fat er de i alt fald ikke 

Og lad os nu bare se os selv lidt i spejlet. Det er altid sundt. Jeg kender ingen som andaluserne, der glædeligt accepterer en 40 timers arbejdsuge, ikke kender til afspadsering ved overarbejde, og synes det er luksus med fire ugers årlig ferie. Den var ikke gået i Danmark, hvor arbejdsugen konstant reduceres og nu nærmer sig de 35 timer. Dertil lægges seks ugers ferie og en bred vifte af omsorgsdage og andre ”bløde” pædagogiske betegnelser for ekstra fridage.

Jeg kender heller ingen som andaluserne, der bare ”tager fat” og smiler fordi de har et arbejde. Jeg tænker specielt på de beskæftigede i byggeriet og i industrien, som ikke altid har de bedste arbejdsvilkår. Det er hårdt arbejde – så hårdt at Arbejdstilsynet i Danmark ville blive kaldt til undsætning inden første fyraften. Jeg kender heller ingen som andaluserne, der arbejder for så lidt. Både mindste- og gennemsnitslønnen er rystende lave. Hav det i baghovedet, når du slår mave og ”dovner” den på de mange gode strandbarer og restauranter, der sprudler af liv på denne tid af året. Og vær ikke bange for at give gode drikkepenge, når du får regningen. Personalet, som tager imod, knokler givetvis 40-50 timer om ugen for en flad tusse.  

De dovne spaniere…