Det danske magasin i Spanien
Las Islas – mad, sjæl og autenticitet i en skøn symbiose

Las Islas – mad, sjæl og autenticitet i en skøn symbiose

Restauranten Fairuz ligger sammen med Hotel Las Islas i Torreblanca. Man kommer let hen til restauranten, da den kun ligger en kort køretur op ad vejen fra togstationen i Torreblanca. Det er blot at følge skiltene til hotellet. Ved indgangen står der en smuk veteranbil – når du ser denne, er du kommet til det rette sted.
 
Hotel Las Islas i Torreblanca er noget helt specielt. Når man går ned ad trappen, er det som at finde en overordentligt velplejet oase; overalt er der grønne, frodige planter, masser af fuglesang og så er der den klareste, blå pool. Las Islas er et såkaldt Boutique hotel med få værelser. Disse er indrettet i andalusisk stil og er det perfekte sted at nyde sin ferie. På den store terrasse, som også benyttes af hotellets gæster, kan man nyde en god middag, mens man kigger ud over Middelhavet. Eller man kan tage en drink ved poolkanten og nyde den i skyggen under de store palmer. Vi valgte at nyde en lækker middag, men måske næste gang, bliver det frokost.
 
Restauranten er meget populær takket være det libanesiske køkken med unik og sund mad. Hver ret tilberedes med den bedste olivenolie, og grøntsagerne er de dominerende ingredienser. Hotellets og restaurantens ejer, Omar Samaha, lægger stor vægt på at tilberede maden med de friskeste råvarer, og qua hans egne libanesiske rødder, ligger smagen ham meget på sinde.
 
Vi startede aftenen med at nyde et glas vin og studere det velassorterede menukort, som har mange spændende retter. Vi valgte dog at lægge vores kulinariske oplevelse i hænderne på Omar Samaha, der valgte at servere deres specialmenu for os.
 
Forretten var et udvalg af de bedste libanesiske små retter (Mezza). Begrebet Mezza kan vel bedst sammenlignes med tapas. Omar fortalte, at der i det libanesiske køkken er op til 150 forskellige ’mezza’, og at Las Islas har udvalgt de 50 bedste at servere for deres gæster. Vi fik otte forskellige Mezza, heriblandt Hummous, Tabbouleh (persille, tomater og løg, hakket sammen med knust hvede), Fatayer (filodej med spinat), Warak Inab (vinbladsdolmere) og Borak, (Halloumi ost i filodej). Dertil nød vi et glas kold Verdejo hvidvin.
 
Mezza
 
Hovedretten var velsmagende kød fra grillen. Marineret kyllingebryst, kyllingevinger, lammekoteletter og Kafta (hakket lammekød med løg, grøn peber og krydderier), serveret med ris og tilhørende Tzatziki og chilidressing. Dertil fik vi serveret et dejligt glas libanesisk rødvin, fra Bekaa Valley i det østlige Libanon, anbefalet af den herlige tjener.
 
Desserten var et varieret frugtfad, med nogle små dejlige kager, Baklawa (libanesisk konditorkager lavet af nødder og sirup fra appelsinblomster). Til sidst fik vi serveret et glas libanesisk te, en perfekt afslutning på en herlig aften.
 
Stedets service er super hyggelig og personlig, og der er altid et lille ekstra touch, der gør den enkelte gæsts oplevelse unik. Maden, som Omar havde valgt til os, var helt i top. Er man ikke alt for kendt ud i det libanesiske køkken, vil jeg anbefale et udvalg af varme og kolde forretter – Mezza. På den måde får man smagt på mange forskellige ting og kan finde sine egne favoritter – det er, hvad jeg vil gøre, næste gang.
 
Der er mulighed for at sidde inde eller ude, men vejret var fantastisk, og vi nød den luksus, det er at kunne indtage middagen ude i haven, under den åbne himmel, omgivet af dadelpalmer, cypresser og bananpalmer – de bedste rammer en sydspansk aften kan byde på. Det fås ikke meget bedre, og så bød aftenen på levende musik.
 
For oplysninger om menu, reservation, musik m.m. kig ind på www.lasislas.info
 
Du finder Hostal Las Islas og Fairuz Restaurant på C/Canela 12 i Torreblanca, Fuengirola. Tlf.: 952 47 55 98
www.lasislas.info – her kan du også printe et kort med kørevejledning.
 
 
LasIslas
Las Islas og Fairuz er ikke blot et idyllisk hotel og en dejlig restaurant, det er også det perfekte sted at fejre en privat fødselsdag eller et storslået bryllup. Las Islas er et refugium for dem, der har lyst til at slippe væk fra hverdagen, i det mindste for en stund.
 
 
 
Af Mugge Fischer, mugge@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.