Det danske magasin i Spanien
Mogens Dahl er ikke bare ærlig. Han er hudløst ærlig og kigger altid folk dybt i øjnene. Han indrømmer uden tøven, at han forlod Danmark, fordi han havde ondt i skatten. Den umulige drøm hed USA – så han måtte tage til takke med Spanien. At han endte her, er han til gengæld taknemmelig for.
 
Mogens Dahl er en af veteranerne. Siden 1986 har han haft klinik i Fuengirola. Det er blevet ”hans” by. Det er her, han hører til. ”Jeg holder meget af Danmark. Tag ikke fejl af det. Men jeg blev træt af det,” fortæller den danske kiropraktor og udbyder: ”I 1982 betalte jeg 420.000 danske kroner for min uddannelse. Da jeg fik gang i klinikken, betalte jeg aldrig under 70 procent i skat. Jeg synes, det er respektløst at plukke folk på den måde, og ville ikke finde mig i det.”
Lav skat under sydens sol var mere tiltalende. Men Mogens Dahl fik også skyggesiderne at se.
 

Dejlige, tunge Spanien

Der skal arbejdes hårdt for at nå sine mål. Fair nok. Men Mogens Dahl har været ude i nogle benhårde kampe. To gange har han været gennem langtrukne retssager for at kunne udøve sit erhverv. ”Til trods for vi lever i det 21. århundrede, er kiropraktik her ikke anerkendt som behandlingsform. Det samme gælder akupunktur og homøopati. Den spanske farmaceutindustri er stærk og gør et godt stykke lobbyarbejde for ikke at få anderledes behandlingsformer anerkendt. Men heldigvis er jeg aldrig blevet træt af at kæmpe, og jeg tager den gerne igen om nødvendigt,” fortæller kiropraktoren, der altid har kæmpet, levet og åndet for sit fag. Som syvårig fik han et brud på nakken. Smerterne blev værre med årene og Mogens Dahl mistede delvist synet på det ene øje. Som attenårig fik han nok af lægernes medicin og gik til en kiropraktor, som på få måneder fik bug med hans lidelser. Det var også de første skridt ind i en ny verden. Studiet og vejen til at blive kiropraktor førte ham tre år til USA. ”Det er et fantastisk land, hvor tingene får lov til at ske. Ingen stopper dig som her,” fortæller han og fortsætter: ”Spanien er på mange områder fantastisk, og jeg ville ikke være foruden. Men spanierne kunne have det meget bedre, hvis ikke landet var så tungt og gammeldags. Alt nyt initiativ stoppes i bureaukrati, og kender du ikke en mand på kommunen, får du aldrig et projekt igennem. De gode energier går tabt.”
God energi har Mogens Dahl til gengæld masser af. Og han tror på den.
 

Masser af energi

På en og samme tid har den danske kiropraktor et meget klart og anderledes syn og tro på livet. ”Jeg er både troende og spirituel, for jeg tror på alt, der har energier. De kan ligge alle steder. Energier er også tilfældigheder, mener Mogens Dahl og uddyber: ”Det er ikke tilfældigt, jeg er havnet her og har haft over 30 gode år i Spanien. Det er heller ikke tilfældigt, at det var mig, der var på vagt præcis den dag, to meget smukke pige kiggede ind på Café Rosen i Slagelse, hvor jeg arbejde sideløbende med studierne.” Den ene pige var Pia, som Mogens Dahl har været sammen med siden da og har datteren Sophia med.
 
Der må også have været nogle særligt stærke energier i en ældre bekendt, som på Mogens Dahls faste kaffebar for mange år siden fortalte ham præcis, hvornår han ville blive gift og blive far. Og det var inden, han selv kom på de tanker.
”Det er fint med mig at kalde hende en heks, men hun fik ret, og der er noget fascinerende ved det. Så jeg kunne ikke dy mig for at opsøge hende. Hun spår, jeg bliver 94 år, så det tror jeg på,” fortæller Mogens Dahl med et grin og fortsætter: ”Lad os hellere sige det på en anden måde: du er, hvad du spiser, og bliver, hvad du tænker. Og jeg tror, jeg bliver rigtig gammel.” Mogens Dahl er netop rundet pensionsalderen, men hans store ønske er at blive på klinikken til den dag, han fylder 90. Han elsker det, og har et hjælpe-gen, han ikke kan lægge fra sig. Derefter vil han rejse verden rundt i tog. Kun heksen kender endestationen. Men Mogens Dahl stiger på fyldt med gode energier.
 

Ti skæve til Mogens

1. Har du et hemmeligt talent?
Jeg er god til at tegne, løse konflikter og så har jeg en god forestillingsevne.
 
2. Hvilke superkræfter ville du ønske, du havde?
Jeg ville ønske, jeg var stærk og sej som Jedi Yoda fra Star Wars-filmene. Han er min mand og har nogle rigtig gode læresætninger som ”It’s all in your mind” og ”Do or do not”.
 
3. Din dårligste vane?
Det er øl og countrymusik. Får jeg for meget at det ene, får jeg også for meget at det andet. Til tider skal jeg passe lidt på.
 
4. En ting, du gerne ville gøre om i livet?
Intet. Hvis jeg ikke havde oplevet, hvad jeg har oplevet, ville jeg ikke være den jer er – på godt og ondt. Der er ting, jeg gerne ville have brugt mere tid på som f.eks. at lære bedre spansk, spille et instrument og udvikle mit skjulte talent for at tegne.
 
5. Hvad gør dig nervøs?
Dumme mennesker. Faren er, de ikke ved, de er dumme.
Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves.
 
6. Hvem ville du gerne drikke en øl med?
Min gamle ven og klient Sven Bechmann. Han fik mig overbevist om, at kiropraktik var vejen frem for mig. Jeg havde aldrig selv tænkt tanken og havde fokus rettet på at blive revisor. Sven er her desværre ikke mere – men vi tager øllen ved næste lejlighed.
 
7. Har du et hjertebarn?
Det er min kiropraktik. I mange år har jeg måttet kæmpe for mit erhverv. Hverken kiropraktik, akupunktur eller homøopati er accepterede behandlingsformer her i Spanien. Medicinalfabrikanterne har gjort et godt stykke lobbyarbejde.
 
8. Har du et godt ritual?
Jeg står altid op to timer før, jeg skal på job. Så er der tid til en god kop kaffe og en snak med Pia. Det er den bedste start på dagen og livskvalitet på højeste plan. Takket være min kære kone, har jeg altid boet og levet fem-stjernet.
 
9. Hvem er dit store forbillede?
Det er Buddha og agent 007. Buddha er ydmyg og giver kærlighed.
Agent 007 eliminerer de onde med humør. Lad mig også nævne Mærsk
Mc-Kinney Møller – en hårdt arbejdende mand, der altid overholdt sine aftaler.
 
10. Savner du noget i dit liv?
At flere mennesker vil give flere komplimenter og kram til andre.
Master Fatman var en af de få, der gjorde noget ved det, men nu er han her desværre ikke længere.
 
 
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com. Foto: Simon Goltermann & Mugge Fischer

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.