Det danske magasin i Spanien
Argán Aventura og Unioptica på velgørenhedstur

Argán Aventura og Unioptica på velgørenhedstur

Hele 23 personer tager med på den 14. velgørenhedstur arrangeret af Argán Aventura og Unioptica. Hvert år de sidste 13 år har Argan Aventura kørt i karavane ned gennem Marokko for at hjælpe nogle af de indfødte, der især har problemer med helbred og syn.

 
”Første dag bruger vi i Marrakech. Her vil vi besøge børnehjem og donere ting til dem, som vi ved, de har brug for. Vi er løbende i kontakt med børnehjemmene og ved, hvad de har brug for af bleer, medicin, børnestole osv. Derefter tager vi til Todra, hvor vi er i kontakt med en fransk kvinde, som vi efterlader nogle materialer hos, som hun så kan viderefordele. Hun ved, hvem der trænger i byen,” fortæller Juan Carlos López, som er hovedorganisator i og drivkraften bag Argán Aventuras.
 
Endeligt tager karavanen ud i ørkenen, hvor nomadefamilierne bor meget spredt, fordi man ikke ønsker at skulle dele de sparsomme afgrøder, som dyrene lever af, med andre nomadefamiliers dyr. De har ofte slet ingen kontakt til omverden, og hvor selv de mindste landsbyer har et eller andet system, hvor der kommer en læge forbi i ny og næ, har nomaderne ingen form for sundhedsvæsen, og mange af dem Juan Carlos møder, er derfor aldrig blevet tilset af en læge. Karavanens team af frivillige gør, hvad de kan, med de midler de har med sig, for at hjælpe og tilse de personer, de møder,
 
Juan Carlos har siden 2004 arrangeret en årlig velgørenhedstur af denne slags, og han mærker da også, at nogle ting har forbedret sig i landet.
”Dér, hvor man har fået elektricitet, som nu næsten er alle landsbyer, går det bedre end for få år tilbage. Her har folk adgang til tv, og de er derfor bedre orienterede end før. Men for nomaderne, som jo bor midt i ørkenen og ikke har adgang til elektricitet, er vilkårene lige så primitive som for 1000 år tilbage. Vi ser hos disse mennesker tilfælde af grå stær selv hos helt unge. Det er en type stær, der forårsages af det hårde skær fra solen, som ødelægger øjets hinde, og som man i dag nærmest ikke kender til hos unge mennesker i den udviklede del af verden.” Derfor giver Unioptica solbriller med UV-beskyttelse ud til de nomader, de møder på deres vej, både børn og voksne.
 
 
4 foto Carlos Herrera
 
 
Hvis du ønsker at bidrage, kan Argán Aventura kontaktes på argansolidario2016@gmail.com og på Facebook: Argán Aventuras.
Boks
Marokko er et af de lande med den højeste analfabetisme – næsten halvdelen af befolkningen kan ikke læse og skrive. Juan Carlos og hans karavane af 23 frivillige, som bl.a. består af læger, sygeplejersker, tandlæger og optikere, medbringer medicin, bleer og andre nødvendigheder, som er svære at få fat i for den fattige del af befolkningen i Marokko.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.