I Sydspanien er februar måned lig med karneval. Det var slet ikke med i vores overvejelser, da Svend og jeg i februar 2012 besluttede, at vi skulle prøve Via de la Plata – Sølvruten, som er en af de mange pilgrimsruter i Spanien, som ender i Santiago de Compostela. Vi startede ud fra Sevilla og vejret var pragtfuldt. Den tredje dag endte vi i Monesterio og indlogerede os på det første hotel, som hed Moya. Vi gik ud for at handle, men alt var lukket. Så det blev til en øl udenfor på den nærliggende bar. En bil kom kørende forbi os, hvor chaufføren var klædt ud som tyrefægter. Vi gloede lidt og grinede, hvilket tiltrak de spaniere, der sad ved bordet ved siden af. De forklarede os, der var karneval. Vi besluttede os for at handle på den lokale tankstation og gik derefter ind på baren overfor.
Vi kom hurtigt i snak med en masse festklædte mennesker og de inviterede os med til karnevallet om aftenen, som var for hele byen. Vi gik tilbage til hotellet og fik os en lur inden aftensmaden. Efter aftensmaden ville vi lige tilbage til hotellet, inden vi skulle til byfesten. Her var der liv og glade dage og der var gratis drinks i baren. Der kom flere og flere grupper af mennesker, der var klædt ens ud. Der blev spillet musik og danset og da vi nåede midnat, kunne vi ikke mere.
Næste dag skulle vi selv lukke os ud. Vi kom først af sted kl. 9.40 – der var ikke et øje at se i hele byen. Det blev en lang dag og vi mødte en enkelt vandrer. På et tidspunkt, hvor vi var kommet gennem en indhegning, mødte vi en cykelrytter, som var ude at træne. Efter at have passeret os og da han var kommet op på toppen af bakken og os ned ad bakken, råbte han til os og vinkede helt vildt. Vi gik tilbage og han forklarede os, at det var den gale vej, hvis vi gik på caminoen – og det gjorde vi jo. Stenen, der skulle markere ruten, var helt dækket af græs. Det var lige en frelsende engel, der kom der. Tak for det, for vejen, vi havde taget, gik i den modsatte retning. Vi kunne i lang tid se en hvid by langt ude i horisonten, og vi var ved at være godt trætte. Men det var jo nok den by, vi skulle slutte dagens etape i. Vi passerede en ejendom, hvor manden kom ud og vinkede os hen til sig. Han gav os en appelsin hver – og gud hvor smagte den himmelsk.
Endelig fremme i Fuente de Cantos kl. 17, besluttede vi os for et hostel midt i byen. Der var masser af larmende musik fra et sted oppe i byen. Så efter indlogering besluttede vi at gå i den modsatte retning og fandt en stille bar nede i den anden ende og fik en øl. Men vi blev alligevel nysgerrige, da vi gik tilbage og fortsatte for at finde ud af, hvad der foregik. På en stor plads var der et kæmpe telt med musik og masser af udklædte mennesker. Vi kom i selskab med en flok kvinder, der var klædt i rødt fra top til tå. De tog os med ind på en bar, hvor der var samlet en flok mænd, alle klædt ud som får. De gav sig til at synge for os. Så blev vi hevet ud derfra og de røde kvinder gav os til en flok unge mennesker, der var klædt ud som japanske turister. De tog os med ned igennem byen med sang og guitarspil. Vi endte nede på en stor restaurant, hvor vi spurgte, om vi kunne få noget mad. Det kunne vi, hvis vi ville spise nede i kælderen sammen med en masse andre. Det var helt OK. I spisesalen sad en stor flok klædt ud som admiraler, de var færdige med at spise og var ved at gå, men inden stillede de sig op og sang for os. Virkelig festligt. Så kom gruppen af de fårklædte ind i spisesalen. Så var det deres tur til at få mad. Men inden skulle der lige synges for hinanden og fårene gjorde grin med admiralerne med deres sang. Virkelig en festlig aften. Nu var vi også trætte og gik på hovedet i seng. Sikke et par dage på caminoen – helt uventet og fantastisk at opleve spanierne holde karneval. Det er de gode til.
Af Sanne Larsen, Benalmádena Costa, info@sanne-vandreture.com – www.sanne-vandreture.com
