Det danske magasin i Spanien
60 år med rock, smølfer og fællessang
Det var en purung Johnny Reimar, der på en forårsdag i ’59 med guitar og hvid skjorte dukker op i København. Han skal til prøve hos det nystartede og helt ukendte band Ready Rockboys, som kort tid efter blev omdøbt til The Cliffers. Bandet får en pladekontrakt og blot et halvt år senere ligger The Cliffers nummer ét på den danske hitliste. Året inden havde den kun 15-årige Johnny deltaget og vundet en amatørkonkurrence for talentfulde musikere på Fyn. Det lå ikke i kortene, at han de efterfølgende årtier skulle blive en af landets mest folkekære kunstnere. Men sådan blev det.

Jubilæumsfester på Solkysten

Johnny Reimars 60 års jubilæum som musiker fejres også på Costa del Sol, hvor Bent Madsen fra 123tours er arrangør af to jubilæumskoncerter. Han har kendt Johnny Reimar i nogle år og tager opgaven i stiv arm. ”Det er naturligvis spændende, men det er også en opgave, der forpligter,” fortæller Bent. Han har kendt Johnny Reimar i nogle år og betænkte sig ikke længe, da han blev tilbudt at arrangere en jubilæumskoncert på Costa del Sol. ”Den ene koncert blev til to, så alle danskere lettere får mulighed for at møde Johnny Reimar,” forklarer Bent Madsen, som har indgået et samarbejde med DSS i Almuñecar og Club Danés i Fuengirola/Mijas om afviklingen af de to koncerter i midten af marts.

Mr. Showbiz

Johnny Reimars biografi “Mr. Showbiz – fra rock til ridder” vidner om 60 gode og travle år i showbiz. For ud over at være musiker og entertainer har han også været komponist, pr-mand, tv-vært og producent. Og det var netop på sit tv- og pladeselskab, han i sin tid fik øje på Birthe Kjær, Savage Rose og Brødrene Olsen. Det var også hér, han udgav de første plader for Gnags, Dirch Passer, Victor Borge og Dorthe Kollo. Det er været seks årtier med masser af oplevelser, men The Cliffers har en stor plads i jubilarens hjerte. “Vi leverede hit efter hit og turnerede konstant land og rige rundt. Vi havde fire gyldne år, inden vi i ’63 blev splittet. Vi havde slidt hinanden op. Takket været Tivolis stædighed blev vi gendannet i ’87 til et show i netop Tivoli. Så blev tavlen vasket ren. Vi var sammen igen, klar til turné og den dag i dag spiller vi sammen og er bedste venner,” fortæller Johnny Reimar.
Fællessang for alle pengene
I de mellemliggende år var der sket meget, for som solist havde Reimar også stor succes. Han udsendte sangene “Lille fregnede Louise”, “Du burde købe dig en tyrolerhat” og en lang række Dansk Top hits, som i alt solgte over 1 mio. plader. Og med sit Johnny Reimar Party-Show fyldte han landets sportshaller weekend efter weekend. Succesen var enorm. Og pludselig blev han også populær blandt børnene. I slutningen af 70’erne hoppede han i den blå smølfedragt og blev børnenes favorit. Så kom smølfesangen, som alle kunne synge med på, og som solgte i 100.000 eksemplarer. “Mange i Danmark tror, jeg opfandt smølferne, men sådan er det ikke. De kommer fra en belgisk tegner. Jeg syntes om dem og fik dem til Danmark, og siden spredte konceptet med smølfeshow sig til andre dele af Europa,” fortæller smølfefar Reimar, som i mange, mange år levede på en smølfe-bølge. “Op igennem 90’erne havde jeg en uendelig mængde smølfe- og tyrolershow på de danske diskoteker. Jeg kunne let optræde på tre diskoteker på én aften, og det var utrolig populært blandt de unge. Jeg siger stadig, at de unge mennesker er mit bedste publikum.”
Da Johnny Reimar i sin tid fyldte 40, besluttede han sig faktisk for at stoppe med at optræde. Den beslutning stod han aldrig ved. Derfor får Costa del Sol-danskerne fællessang for alle pengene den 13. og 15. marts i i Almuñecar og Fuengirola. Billetter kan bestilles hos Bent Madsen på telefon 630.71.32.28 og mail 123tours@123tours.dk

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.