Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Demokratiet både sejrede og tabte, da de catalanske vælgere strømmede til valgstederne lige inden jul. Valgdeltagelsen var større end nogensinde. Det samme er uvisheden om, hvad der nu skal ske i det konfliktramte Catalonien.
 
Catalanerne fik ikke deres uafhængighedsvalg. Til gengæld fik de et ”almindeligt” regionalvalg, som kun kom til at handle om det catalanske tilhørsforhold. Og præcist som til regionalvalgene i 2012 og 2015 blev det uden en klar sejrherre. Valgresultatet viser igen klokkeklart, at befolkningen er splittet i to lige store dele. Men for alle kommer den store splittelse til at koste dyrt. Måske allerede fra 2018.

Gak i valgkampen

Man kan vælge, om det er sjovt eller sørgeligt, men faktum er, at de to store uafhængighedspartiers valgkampe var stærkt atypiske. Store dele af JUNTSxCAT’s valgkamp blev nemlig koordineret fra Bruxelles, hvor partiets spidskandidat Carles Puigdemont fortsat ”skjuler” sig fra det spanske retsvæsen. Tilsvarende skulle store dele af ERC’s valgmateriale over statsfængslet i Madrid, hvor partiets leder, Oriol Junqueras, sidder varetægtsfængslet. Den noget særprægede koordinering gik dog hverken godt eller skidt for de to partier, for de fik præcist samme resultat som sidst og må – også som sidst – trække på CUP’s få mandater for at komme op på de 68, et flertal kræver. Til sammen har de tre separatistpartier 70 mandater. Separatismen er stort set det eneste, de borgerlige fra JUNTSxCAT, de venstreorienterede fra ERC og de stærkt anti-kapitalistiske fra CUP er enige om. Det er unægtelig et smukt trekløver, men spørgsmålet er, om de pro-spanske partier i det catalanske parlament; Ciudadanos, PSOE, PP og Podemos, ville kunne danne en smukkere buket. De glæder sig over tilsammen at have fået 52 procent af stemmerne, eller sagt på en anden måde; 52 procent af de catalanske vælgere har stemt på et parti, der ønsker et samlet Spanien. Glæden varer dog kort, for mandatfordelingen, som opgøres fra provins til provins, giver som sagt uafhængighedspartierne et knebent flertal. Sådan er demokratiets spilleregler.

Den høje pris

Faktum er derfor, at ingen rigtigt har vundet eller tabt valget. Tilsvarende er der ingen, der for alvor har taget initiativ til at få dannet en ny regering. Ciudadanos, som fik et flot valg, men på bekostning af de andre pro-spanske partier, mener bolden ligger hos uafhængighedspartierne, som heller ikke gør det store væsen af sig, fordi de ikke ved, om deres ledere kommer hjem / bliver løsladt, og hvem der ellers skal være deres nye spidskandidat. Det lyder helt forkert, men det er status i dagens Catalonien. Og alle betaler prisen for den store usikkerhed. Virksomheder forlader fortsat regionen og det koster naturligvis. På den korte bane koster det ikke arbejdspladser, da flytningen af en virksomheds hovedsæde eller domicil blot er en administrativ detalje. Til gengæld vil det meget snart kunne mærkes i den catalanske skattekasse, da en meget stor del af en virksomheds skattekroner forbliver i den region, hvor virksomheden holder til. De børsnoterede (nu tidligere) catalanske selskaber, som har valgt at forlade Catalonien, omsatte forrige år for 90.000 millioner euro, hvilket svarer til næsten halvdelen af det catalanske BNP. Det er voldsomt store mængder, som unægtelig vil give catalanerne store økonomiske tømmermænd – mange år frem. Den store usikkerhed og dårlige omtale af Catalonien mærkes allerede på gaden. I 2017’s sidste kvartal faldt turismen 20 procent og tilsvarende nedgang har Barcelonas restaurations- og hotelforeninger meldt om. Selv besøgstallet til FC Barcelonas hjemmekampe og fodboldklubbens museum er faldet med 20 procent. Det er turisterne, der bliver væk.

Stof til eftertanke

Det er ikke til at vide, om det var en spøg, alvor eller blot en hurtig stemmeslugende kommentar, der i 2012 fik Cataloniens forhenværende leder Artur Mas til at begynde snakken om catalansk selvstændighed. Men ”legen” blev i alt fald hurtigt til alvor, for med snakken gik det mangeårige, stabile politiske samarbejde med PSOE i stykker og sendte Catalonien ud på politisk, socialt og økonomisk glatis.
Med de Olympiske Lege i 1992 fik Barcelona og Catalonien en smuk plads på verdenskortet og har siden da været flagskibet i spansk økonomi og symbolet på det moderne Spanien. Regionen har haft 20-25 forrygende år – på alle fronter. Men de sidste fem år er det kun gået ned ad bakke. Catalonien har mistet sin glans og det vil tage mange år at få genoprettet tilliden og de store tab. Regionen er blevet til det catalanske galehus.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa