Det danske magasin i Spanien

Han er formand, talsmand, hundemand, foreningsmand, sportsmand og farmand. Bent Flindt er i det hele taget en lykkelig mand. I denne måned runder han et skarpt hjørne. Formanden for Club Danés i Fuengirola / Mijas fylder 80.

Der er masser at se tilbage på, men Bent er bedst til at tænke fremad.
Måske derfor holder han sig så godt – både fysisk og mentalt. Bent er manden med de mange interesser. Derfor har han et ”stort” liv. Men det hele startede i det små.

Toilet i gården

40 kvadratmeter. Det var, hvad Familien Flindt med Bent, to søskende og sine forældre havde at gøre godt med. ”Jeg er født på Nørrebro med toilet i gården. Vilkårene var beskedne, men der var masser af varme og kærlighed. Og det er det vigtigste,” fortæller Bent om sin barndom. I tidens ånd gik han ud af skolen efter syvende klasse for at gå i lære. ”I skolen blev jeg nok betragtet som værende lidt bagud. Men jeg var ordblind, og det lille handicap havde man ikke fået øjnene op for, og man tog dermed ikke hensyn til det dengang. Det er nok også derfor, jeg aldrig lærte engelsk,” forklarer månedens fødselar. Til gengæld klarede han sig forrygende i lære som autolakerer. Senere blev han håndværker og ejendomsinspektør i Den Danske Bank, som dengang hed Landmandsbanken.

Kærligheden kalder

Bent Flindt har mødt kærligheden flere gange. Også kærligheden til Spanien. Men grundet sin kones sygdom flyttede han først hertil i 2004.
”Vi havde planlagt at gå på efterløn når vi blev 60 og flytte til Spanien, men ulykkeligvis blev min kone ramt af sygdom og gik bort, da hun var 58 år,” fortæller Bent. Drømmen om Spanien kunne ingen dog tage fra ham. Han kom nogle år senere sammen med en ny pige. ”Hun var erhvervsaktiv, selvstændig og meget dygtig, men efter nogle år ville hun retur til Danmark,” forklarer Bent Flindt, som stædigt blev og kæmpede for sit gode liv under solen. Og det er han lykkelig for i dag. ”Jeg har altid været glad for at være her, og endnu bedre blev det for halvandet år siden,” fortæller formanden som igen-igen blev ramt af kærligheden.
”Vi elsker at cykle og gå ture sammen – og vi elsker hinanden. Vi er både ens og meget forskellige, men det har kun sin charme” fortæller den forelskede fødselar. Bent og hans kæreste har hver deres bolig. ”Vi lever i et moderne forhold. Det kan man sagtens, selvom man er lidt oppe i årene”.

Foreningstosset

Han ved ikke præcist, hvad det er, men der har altid været noget særligt mellem Bent og foreningerne. For der har været mange af dem. Bent Flindt har altid dyrket meget sport, og når han har løbet, roet og spillet fodbold har det altid været i en klub eller forening – som han endte med at blive formand for! Tilsvarende etablerede han schæferhundeklubben i Hvidovre for at få sin passion for hunde levet ud. Her var han formand i 18 år. Og endnu længere tilbage var han talsmand for håndværkerne i banken og talsmand for soldaterne på kasernen. ”Jeg har altid været foreningstosset og ikke bange for at tage ordet. Og så har jeg ingen uvenner, og det er vigtigt, når man står i spidsen for noget og skal have alle til at gå i samlet trop,” forklarer Club Danés formanden.
Og præcis det sidste er vigtigt for klubbens fremtid, som på én og samme tid har en god og svær fremtid foran sig. ”Det er ingen hemmelighed, at vi kæmper for at bevare vores medlemstal på 300. Omvendt har vi en god klub, en god restaurant og så giver vi en god service, som vi må gøre alt for at fortælle folk om,” forklarer Bent med tanke på den assistance, medlemmerne får med oversættelse og hjælp til praktiske gøremål. ”Der er masser af liv og aktivitet i klubben, og vi har masser af gode år foran os,” er hans sidste ord.
 
Det samme kan siges om Bent Flindt.
 

Ti skæve til Bent

1. Hvad har været dit livs største udfordring?
Det var, da jeg skulle giftes. Indtil da havde jeg levet et meget frit liv.
 
2. Fortæl en ting som (næsten) ingen ved om dig?
Jeg har været stærkt interesseret i hundetræning og var i 1998 med til VM i hundedressur i Boston.
 
3. Hvad er dit yndlingssted på Costa del Sol?
Det er faktisk Club Danés. Og så byen Benahavís lidt nord for San Pedro. Det er en skøn lille by uden souvenirshops.
 
4. Hvornår viste du, hvad du skulle bruge dit liv på?
Det gjorde jeg efter udtjent værnepligt. Da besluttede jeg mig for at ville skabe familie, købe lejlighed og arbejde som autolakerer.
 
5. Hvad var du for en type dreng som barn?
Jeg var et damp-barn (ADHD). Jeg har aldrig lavet noget kriminelt – men rigtig mange drengestreger.
 
6. Hvad er din største drøm?
Det er at bevare min familie, mit gode helbred og min nye kæreste.
 
7. Hvad skal der til, for at du bliver rasende?
Det bliver jeg meget sjældent. Men jeg blev da rasende for et par år siden, da jeg fik en bøde og to klip i kørekortet for at have kørt uden sele på en parkeringsplads.
 
8. Tre gode råd til at runde de 80 i god form?
Stop med at ryge, dyrk masser af motion, hold humøret højt og tag ikke tingene for tungt.
 
9. Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave?
Et nyt moderne badeværelse til mit kolonihavehus i Hvidovre.
 
10. Det værste ved at være formand for Club Danés?
At jeg er her på lånt tid. Du havde sikkert ventet, jeg ville svare ”brok og kritik fra foreningens medlemmer” men sådan er det ikke. Vi går alle i samlet flok.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com, Foto: Mugge Fischer

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.