”Doctora Simonsen er klar til at se dig nu.” Jeg befinder mig i venteværelset på dermatologisk afdeling på Málaga hospital (Hospital Civil), og en sygeplejerske byder mig at træde indenfor i konsultationen.
På min vej ind på dermatologisk afdeling har jeg passeret et hav af spanske rengøringskoner, spanske sygeplejersker og spanske læger, og her bag skrivebordet sidder en pæredansk, smilende Sara Simonsen, der på klingende spansk siger et par ord til sygeplejersken, som forsvinder ud af rummet.
”Jeg oplever egentlig tit, at mange ikke er helt klar over, hvad det egentlig er, en hudlæge laver. Vi er specialister i sygdomme i hud, hår, negle, læber og kønsdele, inklusiv kønssygdomme. Det er et medicinsk-kirurgisk speciale, dvs. at vi opererer patienterne for kræft og andre hudsygdomme. Jeg er så i gang med min dermatolog-overbygning, og har to år tilbage af uddannelsen,” fortæller Sara.
Det spanske eventyr begyndte i Dublin
Sara har i dag rundet de 30 år, men det var en 20 år ung Sara, der tog på et ophold i Dublin, hvor en spansk fyr vandt den midtjyske piges hjerte. Hun læste det første år af sit medicinstudie i Århus, før hun tog springet og flyttede sammen med kæresten til Spanien. Sara fortæller selv, at hun ikke kunne et ord spansk, da hun flyttede til Málaga. Hun flyttede hertil i marts, tog nogle intensive spanskkurser og i september fortsatte hun på lægeuddannelsen på Málaga Universitet.
”Det er jo længe siden nu, men jeg husker det faktisk ikke som særligt vanskeligt, og så fokuserede vi selvfølgelig også på at tale spansk derhjemme, efter vi flyttede til Spanien, og ikke engelsk, som var det sprog, vi hidtil havde kommunikeret på.”
Selvom studierne forløb gnidningsfrit, og sprogbarrieren hurtigt blev forceret, var det økonomisk rigtigt hårdt i starten.
”Jeg var ikke berettiget til SU de første to år af min uddannelse, og i Spanien findes der jo ikke ungdomsjobs,” fortæller Sara, som derfor måtte klare sig med at give engelsktimer til spanske elever.
”Min mor plejer at sige, at jeg levede af en bønne-diæt i den periode, og det er ikke langt fra sandheden,” smiler Sara, og virker taknemmelig over at kunne få SU de sidste fire år af hendes uddannelse i Spanien.
Dansk læge i en spansk verden
Ser man en kittelklædt, lyshåret pige hoppe af cyklen ved indgangen til hospitalet, er det nærmest med garanti Sara Simonsen, der stiger af jernhesten.
Sara er ganske klar over, at det er et meget dansk karaktertræk.
”Jeg er nok den eneste ansatte på hele hospitalet, der cykler til og fra arbejde,” griner hun, og overvejer for første gang, om hendes kollegaer måske finder det lidt mærkværdigt, at hun bruger rugbrødsmotoren som transportmiddel.
Hvordan oplevede du at skulle indgå i et team af spanske læger?
”Alle har været enormt imødekommende fra starten af. Jeg kan virkelig ikke sige andet, end at jeg har fået en god modtagelse, og jeg har aldrig oplevet nogen form for diskrimination, snarere tværtimod.”
Mange danskere har en del fordomme, hvad angår det spanske sundhedssystem. Hvad er din egen opfattelse?
”Behandlingen i Spanien er fuldt ud på højde med behandlingen i Danmark. Mange hospitaler har et gammeldags interiør, og vægmalingen skaller muligvis enkelte steder, men det udstyr der betyder noget, på operationsstuerne f.eks., er fuldt ud opdateret, og der mangler ikke noget.”
Flytter du nogensinde tilbage til Danmark?
Et rungende ”nej!”, får hele hendes spinkle krop til at hoppe op og ned i kontorstolen. En gestus med armen imod det solbeskinnede vindue, lader mig vide hvorfor.
”Det kan virke lidt modsigende, at jeg som hudlæge foretrækker Spanien pga. solen, men hvis man beskytter sig, er der jo ingen fare. Og hvordan kan Danmark konkurrere med dét her?” spørger Sara, og referer til det, der udenfor vinduerne er en dejlig varm og solbeskinnet 15-graders januardag i Málaga.
Dermatologens ord: Smør dig ind!
Der er grund til at beskytte sig imod solen, når man er en lys dansker under sydens sol. I Danmark rammes 22 pr. 100.000 indbygger årligt af modermærkekraft. I Spanien ligger det på omkring 8 tilfælde pr. 100.000 indbyggere pr. år. Vi danskere er altså langt mere disponerede for at få hudkræft end spanierne med deres olivenfarvede hud, selvom de også skal huske at beskytte sig, påminder Sara.
”Mange af de spaniere, jeg behandler for hudkræft, beretter, at ’de ikke tager sol’, fordi de kun opfatter det at ligge på stranden som solbadning, og glemmer, at solen også rammer dem, når de sidder på café eller går tur med hunden,” fortæller Sara, der indrømmer, at hun selv er lidt hysterisk med solcremen:
”Jeg er ikke solforskrækket, men jeg tager mine forholdsregler, og jeg smører altid min næse og hver en afkrog af mine ører grundigt, hvilket godt kan få mine venner til at grine lidt af mig. Men jeg ved jo, hvor galt det kan gå, og skal man have fjernet hudkræft i øret, er det nærmest halvdelen af øret, der skal fjernes, da det er et meget vanskeligt sted at operere.”
Er du tit fremme med en løftet pegefinger overfor solbadere?
”Over for venner og familie, ja. Det skal jeg være som dermatolog, selvom det godt kan knibe for min kæreste, der synes, at der gælder andre regler for ham,” indrømmer Sara og tilføjer, at doktorens ordre ikke altid rækker helt ind i parforholdet. Selv er hun altid iført en faktor 50 i ansigtet – også i januar måned.
Sara er faktisk så velintegreret i det spanske system, at hun ikke kender nogen skandinaver overhovedet.
”På nær min svensklærer,” siger hun eftertænksomt. Sara er nemlig ved siden af studiet til dermatolog, ved at lære både svensk og russisk.
”Det er, så jeg har lidt flere muligheder jobmæssigt. Jeg ved jo ikke, hvor jeg havner, når jeg er færdig med min uddannelse her, og så er det godt at have mange kort på hånden,” siger Sara, der uden tvivl nok skal få lært russisk og svensk i en ruf, hvis det går lige så stærkt, som det gik med at lære det spanske sprog.
I martsudgaven af La Danesa kan du læse Saras bedste råd til, hvordan du beskytter dig i solen, samt hvad du skal være opmærksom på mht. hudkræft.
