Da glansen gik af Mario Conde

Statsminister Felipe González’ popularitet var ikke på sit højeste i ’93.
Spanien var i dyb krise og statsministerens nationalbankdirektør, chef for statstidende og øverst ansvarlige for Guardia Civil sad alle bag tremmer for korruption. Da han tilmed greb ind overfor Banesto og satte bankens direktør, Mario Conde, på anklagebænken, røg hans popularitet langt under nulpunktet. Banesto og Mario Conde var tidens store succeshistorier. Sidstnævntes magt og popularitet var blevet så stor, at han var en trussel for Felipe González og hans regering. Måske derfor blev ”Caso Banesto” igangsat. Og sandsynligvis derfor har befolkningens sympati altid været på Mario Condes side. I efterforskningen af Banesto fandt man ikke større uregelmæssigheder, end man ville havde fundet ved en tilsvarende omfattende efterforskning i andre banker og større virksomheder. Men der var 14 millioner euro, som ingen vidste, hvor var blevet af.
De dukkede pludselig op for et par måneder siden – 23 år senere.

Talenternes talent
Han var ikke bare klassens flotte fyr. Han var også den bedst begavede. Krydres det med nogle gudsbenådede talegaver og en god position selvtillid, får man et fint indtryk af datidens Mario Conde. Han kom fra yderst beskedne kår i en galicisk provinsby, og det var på må og få, familien fandt midlerne til at få den ambitiøse søn på jurastudiet. Men det var anstrengelserne værd. Allerede som 24-årige havde han færdiggjort studiet med historiens bedste karaktergennemsnit. Arbejdet som advokat blev dog hurtigt for monotomt, så da hans klient i medicinalbranchen, Juan Abelló, tilbød ham partnerskab i sin virksomhed, slog Mario Conde til. Og sammen slog de hårdt. Allerede seks år senere, i 1983, solgte de virksomheden for 2.700 millioner af de gamle pesetas (16 millioner euro), som geninvesteredes i en andet laboratorium, der i 1987 solgtes for 58.000 millioner pesetas (349 millioner euro). Det var historiens største virksomhedshandel i Spanien. Mario Conde var kun 38 år gammel og rekordernes mand.

Banesto-sagen
Rekordernes tid var langtfra fordi. Det succesrige par havde fået øjnene op for den finansielle verden, og blikket var rettet mod banken Banesto, som ikke havde det godt. Kursen på Banesto-aktien var i ’87 så lav, at Conde & Abelló praktisk talt købte banken. Men den unge, smukke og meget dristige Mario blev bestemt ikke velmodtaget i en branche, som dengang var præget af gamle mænd i gamle jakkesæt. Og i særdeles i Nationalbanken (Banco de España) som havde kæmpet indædt mod det succesrige makkerpars indmarch i banksektoren. Men det kunne Mario Conde ikke tage sig af. Han vidste hvor han stod, hvor han ville hen og var ikke bleg for at gå imod Nationalbankens anbefalinger. Alene hans tilstedeværelse var med til hurtigt at give banken en ny profil. Banesto blev lig med succes, og det strømmede til med nye privat- og erhvervskunder. På få år var Banesto blevet til en af Spaniens største og mest rentable banker. Den årlige generalforsamling i ’90 måtte flyttes til Madrids kongrescenter, fordi samtlige 8.000 mindretalsaktionærer havde meldt deres ankomst. Alle ville se og høre Mario Conde. Også selveste J.P. Morgan, som var verdens største bank, og som efterfølgende købte sig ind i Banesto via en kapitaludvidelse. Spanien og banksektoren var i store problemer. Men det gjaldt ikke Banesto og Mario Conde, der som person var fast mand i Top 3 over bedst kendte spaniere – kun overgået af kongen og statsminister Felipe González.

Det politiske spil
Og netop statsministeren begyndte at virke udbrændt. Kun med nød og næppe fik han en kneben valgsejr i hus ved valget i ’93. Den dybe krise, Spanien befandt sig i, og den interne uro i socialistpartiet som følge af det tynde valgresultat og de mange korruptionsskandaler, havde fået tunge kræfter i partiet til at pege på Mario Conde som fremtidens spidskandidat. Og Mario var bestemt ikke afvisende. Felipe González har næppe syntes det samme, for allerede ved udgangen af året greb hans nye nationalbankdirektør ind overfor Banesto og satte banken under administration. I Spanien indsættes nationalbankdirektører af regeringen, så der er ingen grund til at spekulere for længe i Felipe González rolle i aktionen. Begrundelsen var store huller i egenkapitalen, som senere udmundede sig i sagsanlæg om dokumentfalsk, bedrageri og uansvarlig ledelse.
Mario Conde har aldrig benægtet, at han spillede højt spil og at banken også havde sine problemer. Men beskyldningerne om dokumentfalsk, bedrag og uansvarlig ledelse, har han altid benægtet. Men lige meget nyttede det. Mario Conde fik 20 års fængsel og i løbet af de 11, har kom til at afsone, har han udgivet adskillige bøger om sig selv og Banesto-sagen. Det har alle været bestsellere. Spørgsmålet er, om hans nyeste bog også bliver det. For efter sommerens afsløringer i den gamle sag, er det nok kun de færreste, der gider høre på ham.

Fælden klapper
Til trods for meget arbejde, anholdelse og retssager har Mario Conde tilsyneladende og haft tid til at opbygge et uigennemsigtigt netværk for at skjule de 14 millioner euro, som myndighederne aldrig fandt, da de satte Banesto under administration.
Hans to børn og en svigersøn figurerer i den tætte inderkreds af personer, som har kørt midlerne rundt blandt et halvt dusin selskaber i fire lande for at holde pengene skjult. Politiet kom på sporet af den fallerede erhvervsmand, da man lidt tilfældigt får øje på den høje aktivitet af kontante indbetalinger til en række spanske selskaber, som kunne relateres til Mario Conde. I følge anklagemyndigheden har det stået på siden 1999, men korthuset falder først sammen nu, da alle indbetalinger har været på under 3.000 euro og dermed oftest unavngivne.
Ifølge politiet er det præcis samme system, som store dybt kriminelle organisationer bruger for at skjule og hvidvaske sorte penge.

Mario Conde er i dag 68 år og en flot mand af sin alder. Han er fortsat klassens flotte fyr. Han er sikkert også klassens bedst begavede. Men denne gang har han været lidt for smart.