Pulsen står i dobbelttakt

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Camp

Turismen har mange ansigter. Der er dem, som nyder solen og stranden. Andre kommer for golfens skyld, mens andre igen tilbringer hele dagen på museer eller til en kongres. Og endelig er der så dem, som tager til Costa del Sol på træningslejr. Sidstnævnte gruppe er ganske beskeden. Til gengæld er den i vækst. Få selskaber gør sig på markedet. Blandt pionererne hører danske Pulzrejser.

Det er tidligt op og tidligt i seng, for træningen skal passes. Hver morgen klokken kvart over ni triller de 12 ryttere ud ad Coín-vejen med kurs mod baglandet. I ledsagerbilen bag dem sidder deres træner, Phil Mansfield, som nøje holder øje med, at træningsprogrammet holdes. Han pacer rytterne, når det er nødvendigt, og har konstant fokus på deres teknik på cyklen. Rytterne er først hjemme igen omkring frokosttid. Spansk frokosttid vel at mærke.

Ikke for sjov
Phil Mansfield er englænder, men er dansk gift og flydende i dansk. Han er træner for 25 cykelryttere og triatleter, hvoraf han har samlet de 12 til træningslejr i Mijas. Gruppen er et miks af professionelle og store talenter.
”Når løbssæsonen starter til marts, spredes vi for alle vinde. Derfor samler jeg altid folk i vinterhalvåret, for det er nu, der skal fokuseres på træning og forbedringer til den enkelte. Men det er første gang, vi tager til Costa del Sol,” forklarer Phil og uddyber: ”Cykelryttere er meget utålmodige. De vil træne meget, og træningsforholdene skal være i orden. Pulzrejser har formået at præsentere os for nogle gode, varierede ruter, som er tilpasset vores træningsprogram, så vi dagligt får fire til seks gode træningstimer på landevejen. Det er primært derfor, vi er her i år,” forklarer den dansk/britiske træner.
Phil Mansfield er selv forhenværende professionel sportsudøver og er i dag aktiv triatlet med seks gennemførte Ironman, som er den ypperste disciplin i sporten, på sit curriculum. Han har specialiseret sig i træning, mentaltræning, kost og udstyr. Så når rytterne ikke er på landevejen, arbejdes der på de andre facetter i sportens verden. ”Vi nyder turen og hinandens samvær, men vi er her ikke for sjov,” understreger den ambitiøse træner.

Timerne på landevejen
Ambitiøse er de danske deltagere også. Der er tre af slagsen i 12-mandsgruppen. Deriblandt den professionelle cykelrytter Troels Vinther, som i år kører for det nye danske cykelhold Riwal Platform. Han har bl.a. en fortid på holdet Cult Energy og Team Saxo Bank, dengang Bjarne Riis stod i spidsen for holdet. Årets store mål er en top 5 placering i cykelløbet Post Danmark Rundt.
”I mine ni år som professionel har jeg været på træningslejr vidt omkring i Europa. Det største plus ved Málaga er absolut klimaet, som gør, vi kan træne godt og langt hver dag. Det giver os ro sindet, for vi må helst ikke tabe kilometre,” fortæller Troels Vinther, som typisk træner 3.000 km om måneden. Han er også begejstret for det kuperede terræn, men mener, at Costa del Sol fortsat er et stykke fra at kunne kalde sig en træningsdestination.
”Toscana har et miljø og en tradition, som får cykelryttere og triatleter på alle niveauer til at strømme til regionen. Det er noget helt andet,” mener den danske rytter, som en overgang boede et år i Toscana. Han understreger dog, at Málaga-provinsen har potentialet til mere.
Han bakkes op af Morten Banke, som er begejstret for de mange varierede ruter landskabet giver.
”Det mærkes hurtigt, at cykelsporten er stor i Spanien, for vi er bestemt ikke de eneste på landevejene og bilerne tager hensyn til os.”
Morten Banke er blot 22 år og et stort triatlontalent. Han har taget et års orlov fra studierne for at koncentrere sin fuldt ud om sin sport. Årets store mål er Ironman på Mallorca til september, som gerne skulle kvalificere ham til VM på Hawaii til næste år.
Hertil tager Mads Bang Jensen turen allerede i år. Han bor, som den eneste på træningslejren, fast på Costa del Sol.
”Min kæreste fik job i DanOptica, og jeg tøvede ikke med at tage med,” fortæller den 28-årige triatlet, som de sidste to år har dedikeret sig fuldt ud til sin sport. ”Her kan jeg cykeltræne i det bakkede terræn og svømmetræne i åbent hav, præcis som vi gør i konkurrencerne. Her er selvsagt langt bedre vilkår end i Danmark,” fortæller Mads, som typisk bruger fem til seks timer dagligt på træning i de tre discipliner. Når han ikke træner, hjælper han til i Pulzrejser, som får mere og mere at se til.

Potentialet i Costa del Sol
Det startede helt i det små for fire år siden, da en meget sportsglad Sanne Herlevsen fik idéen til at lave trænings- og sportsrejser på Costa del Sol. Med en partner i Danmark fik hun konceptet lanceret, og siden da har det taget fart. ”Det er ikke kun svømme-, cykel-, og triatlongrupper på højt niveau, vi får herned. Det kan også være høj- og efterskoler og andre, som skal på aktiv ferie,” fortæller Sanne, som senere på året også får en fodboldskole og fitness camp til området.
”Vi er kommet frem på skræddersyede rejser. Vi planlægger aktiviteter og lægger træningsruter, så det passer til hver deltager. Det samme gælder indkvarteringen,” siger den danske iværksætter.
Hun tror absolut på kysten her som destination for sportsrejser.
”Der er masser af potentiale i Costa del Sol. Træningsfaciliteterne bliver bedre og bedre, vi har Europas bedste klima og så kan en træningslejr gøres forholdsvis billigt. Det sidste er nok så vigtigt, da det ofte er sportsudøveren selv, der betaler for det,” forklarer Sanne Herlevsen, mens hun sammenligner med destinationer som f.eks. De Kanariske Øer. Hun er selv aktiv motionist og træner til en halv Ironman senere på året. Hun ved fint, hvad det vil sige, når pulsen slår i dobbelttakt.

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa